Licorice Pizza

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Instruktør: Paul Thomas Anderson
År: 2022
Genre: Drama/Komedie

Fantastisk coming of age film fra en af de helt store nulevende instruktører.

Paul Thomas Anderson har siden debuten med Hard Eight, gang på gang leveret fremragende, skæve, lidt anderledes film, med et meget personligt fokus.

Jeg har altid tænkt ham i samme båd som Coen-Brødrene, men dog er PTA’s film mere straight forward, og med en anderledes rød tråd.

Han har alle dage været en instruktør, der besidder samme egenskab som vennen Tarantino: At få det absolut bedste frem i de skuespillere han har udset sig til sine roller. Tænk bare på Adam Sandler i Punch Drunk Love – han gør det jo fremragende.

Skuespillere vil også slå ihjel for at arbejde sammen med ham, så han kan jo sådan set også bare vælge frit fra alle hylder.

I met the girl Im gonna marry one day, Greg”

Licorice Pizza er en film, der hylder den ungdom, vi alle har famlet os igennem. Den handler om kærligheden og venskaberne der opstår og spirer.

Den er meget elegant i sin skildring af unge menneskers naive tilgang til livet. Vi får de unges perspektiv på det hele, og det er her PTA triumferer.

Man skulle tro han selv var en pubertær teenager, med urealistiske ideer om fremtiden, da han lavede filmen. Det giver den det præg, der for mig at se, løfter den op over andre – iøvrigt glimrende – værker i samme boldgade.

Den holder sig for god til den store forløsende violin, og der skal PTA igen have stor ros. Der er så mange steder i filmen, hvor det kunne være kammet over og blevet til noget helt andet, men i en så sikker instruktørs hænder, så holder vi snuden i sporet.

Det gør også historien meget mere vedkommende og genkendelig, at han hele tiden teaser, det der sker længere fremme, for så at hive i land, eller trække det længere ud. Det bliver nemlig aldrig søgt eller føles plagieret, og ligesom unge menneskers intentioner om alt muligt mellem himmel og jord, så bliver udfaldet noget andet. Vi har vel alle været der, hvor de to hovedkarakterer befinder sig; skrubforvirrede og i tvivl om noget nær alt?

Cooper Hoffmann er et decideret fund til rollen. Han besidder  noget af sin afdøde fars karisma og scenestjælene persona, og hvis han fortsætter med at vælge sine roller med omhu, så er vejen til en stor karriere banet. Han kan med få midler ændre situationen i en scene, fuldstændig som hans far.

Heldigvis er han sin egen, og har bestemt noget at have hypen i. Det er heller ikke fair, konstant at holde ham op imod sin legendariske far. Han kan sagtens selv!

“Im cooler than you. Dont you forget it.”

Det samme kan siges om Alana Haim.

Hun spiller med en sødme, og en ægte naiv charme, der gør hendes spil så ægte og flydende.

Ret godt gået af en “amatørskuespiller”.

Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke har været mere i spil til de store priser, end tilfældet er. Hun er overbevisende på en meget overlegen facon, og jeg synes ærlig talt det er synd hun ikke får endnu mere omtale en hun har fået. Håber at se hende i en film igen – hun har satte karisma!

Bradley Cooper kan vi lige hurtigt runde: Manden er et komisk talent, og han gav mig nogle gode grin undervejs. Han kan som ingen anden spille et liderligt og dybt arrogant fjols. Han har sin gavtyvecharme, og han har sin kamelæonagtige evne, der gør ham i stand til at spille hvad som helst.

Vi runder af

Licorice Pizza er Paul Thomas Andersons personlige ode til sin egen flagrende ungdom.

Filmen er så flot fortalt i sine kortfilmslignende fragmentariske sekvenser, og jeg troede jeg havde set det bedste fra mandens hånd, men nu er jeg ærlig talt i tvivl?

Han rammer igen plet med sin unikke filmformidling, og her er resultatet fuldstændig i top. Jeg ser ingen svage sider i filmen, kun stærke.

Til trods for en fortællestil, der godt kunne have været et problem, så rager den godt op i hans i forvejen imponerende filmografi.

Og måske har vi fået årets bedste film allerede nu?

….og Tom Waits er fremragende som Rex Blau!!

Licorice Pizza får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.