– Syv historier, der får hjertet til at slå….eller gå i stå.
Uden at have den mindste forstand på at lave film, så vil jeg vove den påstand, at kærlighed imellem to mennesker, og den vidunderlige kemi der kan opstå, må være noget af det sværeste at spille, skrive og instruere.
Følelser kommer vidt forskelligt ud fra person til person, og man skal som instruktør virkelig være opmærksom og dygtig, for at få nuancerne med. Det kan hurtigt blive kluntet, meget kvalmt, og meget lidt oprigtigt.
Men når kærligheden brager løs, så er jeg virkelig på. For hvis man kan ramme mig med kys, kærlighed og følelser, der får det til at kilde og krible, så synes jeg man rammer den rent. Og for god ordens skyld – mit eget ganske fine ry og rygte medregnet – så er det ikke fordi jeg ikke ejer én eneste følelse i min 42 årige krop, bestemt ikke! Men som jeg skrev lige før, så er det altså nemt at lave en total skævert, når man skal formidle fiktiv kærlighed.
Man kan blive ååhh så snydt og bedraget af det stads.
Jeg har kigget gemmerne igennem efter kandidater til listen, og det har faktisk været svært.
Der er ikke en rød tråd ned igennem listen. Jeg har raget til mig fra både film og serier, og ligeledes taget fra både drama og komedie.
Der er de søde, de sjove, og de tragiske.
Ross og Rachel fra Venner kunne sagtens have fundet vej til listen. Deres historie bølger op og ned, men vi er vel aldrig i tvivl om udfaldet af deres historie? De giver komedieserien lidt alvorstunge kalorier i ny og næ.
Det samme kan siges om Pam og Jim fra komedieperlen The Office. De få gange serien rører andet end lattermusklerne, og stikker lidt med kniven, ja så er det de to der er aktørerne. Der er noget på spil, der er noget at miste.
I den mere alvorstunge ende af skalaen vil jeg også slå et slag for George og Charley fra A Single Man.
Noget så trist, men noget så smukt! De får jo aldrig hinanden, men melankoli og drømme smelter sammen, og du kan bare sidde og lade dig opsluge af en historie der går i kødet på dine følelser.
Miss Kenton og Mr. Stevens indestængte følelser for hinanden i Remains Of The Day, Michael og Lindas
forbudte, men ægte kærlighed i Deer Hunter, eller Jackie Brown og Max Cherrys dansen rundt om den varme grød, fra den meget undervurderede Jackie Brown.
Lula og Sailors kamikaze-kærlighed i Wild At Heart burde vel egentlig nok være at finde på listen. Men da David Lynch allerede er på listen, så nipnappede jeg lige en sød lille en fra Tarantino i stedet.
Tarantino og Lynch får rigeligt med kærlighed fra mig andre steder, så i sidste ende deler de nok fifty-fifty i porten. Jeg så iøvrigt Lolita være repræsenteret på en lignende liste, men det er sgu for langt ude! Kæmpe mesterværk af en film, men det er til syvende og sidst blot en pædofil mands sygelige besættelse af en lille pige.
Det er hvad det er!
Lige med undtagelse af Lolita, så er alle rigtig gode og forskellige bud på, hvordan man kan skabe en smuk og vedkommende kærlighedshistorie.
Kemien er i alle tilfælde skøn og meget ægte, og det vidner om godt manusarbejde, samt nogle rigtig dygtige skuespillere.
Jeg har udvalgt syv forskellige bud, der på forskellig vis har berørt mig, og som bliver ved med at fastholde mig i min tro på at kærligheden findes…
Dem kan du læse om her.
God fornøjelse
Michael Scott og Holly Flax
Fra The Office
The Office er efter min mening den sjoveste serie overhovedet, og en af de bedste serier helt generelt.
Kontorfælleskabet, Dunder Mifflin Paper Company, rummer så mange hylemorsomme personligheder, så mange skæve eksistenser.
Det meget simple setup giver uanede muligheder for at fylde en masse sjov på karakterer og handling.
Der er dermed også plads til at fylde nogle “kalorier” på karaktererne, noget der er mere end bare sjov og ballade.
Midt i alt det sjove er der en af de fineste kærlighedshistorier.
Her er to mennesker der hver især har fundet deres vaskeægte soulmate.
Dunder Miflins afdelingschef, Michael Scott og kontorets nye arbejdsmiljørepræsentant, Holly Flax finder i hinanden, den nørd og det menneske de altid har ledt og søgt efter.
Et andet menneske der forstår hvad de kommer af, og går med på deres humor, uanset hvor åndssvag den så end må fremstå. De tager hinanden med fejl og mangler, om man vil.
Deres Yoda- og ET-efterligninger sætter deres forhold i perspektiv for de andre ansatte hos Dunder Miflin, og hos os seere.
Deres kærlighed bliver afbrudt lige da den er begyndt at blomstre, og det er sgu faktisk lidt trist at se.
Derefter ligger den og ulmer i et par sæsoner, hvor Holly er ude af serien (hun er flyttet til den anden ende af landet, og har mødt en anden…).
Michael er lidt om sig med kvinderne, men det er dog hele tiden hende han vender tilbage til, når han oveni hovedet – og overfor især Jim Halpert – skal gøre status over sit kaotiske og (lad os være ærlige) lettere patetiske kærlighedsliv…
Michael’s endelige frieri, da Holly er tilbage, er romantisk udover alle grænser.
Den brandalarm går igang på et ret godt tidspunkt, og deres “JA” i sprinklernes “regnskyl” er den noget nær perfekte kulmination på deres umage kærlighed.
Deres historie er så fin og rørende.
Jesse og Celine
Fra Before-trilogien
Jeg kan ikke komme i tanke om et mere ægte og autentisk bud på kærlighed og kemi imellem to mennesker på film, end her. Jeg tror oprigtigt på, at alle kan relatere til de faser Jesse og Celine går igennem?
Spænding, forelskelse, afsavn, kriser, hverdag og gensidig dyb kærlighed, er bare nogle af de følelser vi bliver præsenteret for.
Fra Before Sunrise fra 1995, til Before Sunset, ni år senere, og til kulminationen med Before Midnight fra 2013. Der er altså gået 18 år, men det lange tidsspænd har ikke gjort noget som helst ved Julie Delpy og Ethan Hawkes kemi. Snarere tværtimod.
Clarence og Alabama
Fra True Romance
Kærlighed midt i et to timers voldsorgie?
Det er hvad der går for sig i True Romance.
Den handlekraftige, ensomme filmnørds møde med den sprudlende callgirl slår gnister helt ud i sofaen hos seeren.
Hvad der bare skulle være et tiltrængt, godt knald i anledningen af Clarences fødselsdag (en gave fra hans chef…), bliver i stedet starten på dyb og loyal kærlighed. Alabama losser benene væk under vores ven – og vise versa – og derfra ser de sig ikke tilbage. En død alfons, mafiaen i hælene, coke og penge nok til at gøre Pablo Escobar misundelig, er blot nogle af de ekstremer vores to lovebirds må navigere efter. Og de har såmænd også lige tid til at knalde i en telefonboks, blive skudt og snyde nogle af Hollywoods tunge drenge på et hotelværelse, inden det hele bliver skudt i smadder.
Jesse Pinkman og Jane Margolis
Fra Breaking Bad
Et lys midt i Jesse’s elendighed!
Hans liv er sørgeligt, ynkeligt og uden positive fremtidsudsigter.
Så møder han Jane, der måske nok selv er tidligere misbruger, men som rummer den varme og det væsen, Jesse så brændende ønsker i sit liv.
Hun appelerer til hans dybeste kærlige følelser, og sammen er de to fortabte sjæle, der holder sammen i kærligheden.
Det varer jo desværre ikke ved…
Walt der øjner en mulighed for at få Jesse tilbage til arbejdet kigger på imens en hjælpeløs Jane i en narkorus bliver kvalt i sit eget opkast. Han er selv chokeret, men han gør det!
Voldsom scene, der skubber markant til mit syn på Walther White!
Jesse er sønderknust over tabet, og går totalt i hundene af sorg.
Walt bruger på nederdrægtig vis smerten imod ham på et tidspunkt, hvor han er allermest blottet og sårbar.
Det gør så ondt at se Jesse krakelere totalt!
….det gør oprigtigt ondt at se det stakkels forpinte menneske krakelere, og miste sin nyfundne kærligheds kys i livet.
Audrey Horne og Federal Bureau Of Investigation: Agent Dale Cooper
Fra Twin Peaks
Den gensidige respekt, og latente kærlighed, der oser fra Audrey og Coop er helt og aldeles smuk.
Det faktum, at han aldrig udnytter sin position som FBI-Agent og aldersmæssig overlegen til at få sex eller bekræftelse, gør om muligt deres historie endnu stærkere.
Han er smigret, og dybest set interesseret i hende, men han handler ikke på nogle af sine impulser, men får i en meget rørende og fantastisk scene fortalt Audrey hvorfor det aldrig kan blive dem.
David Lynch rammer både det bankende hjerte, og den smerte, der er så ulæseligt forbundet med kærligheden.
Cathy Whitaker og Raymond Deagan
Fra Far From Heaven
Kærlighed er noget man kan brænde nallerne på. Noget så eftertrykkeligt endda. Man kan miste nærmest alt i ens søgen efter den ægte kærlighed, men samtidig kan man stadig bevare sin integritet og selvforståelse, hvis man står inde for sine valg.
Men er det det værd?
USA i 50’erne var stokkonservativt, og kønsrollerne var mere stramt defineret, en Sydstaternes racelove. Kvinderne var groft sagt reduceret til pleasende nikkedukker, og mændene til nogle bøvede alfaer, hvis “fejltrin” altid kunne bortforklares til det stærkt naive modsatte køn…
Ja det var dengang….
Cathy Whitaker mangler udadtil ikke noget, men hun higer efter at blive set, hørt og forstået af sin ægtemand. En hændelse i hjemmet, hvor hun tilfældigt opdager sin mands seksuelle tilbøjeligheder med en anden mand, sætter hende med ét fri af alt det der har defineret hendes liv.
Hendes indestængte følelser for familiens gartner, Raymond, får nu lov til at blomstre. Raymond er afroamerikaner, Cathy er hvid overklasse, så de er ikke levnet mange chancer.
Butch og Fabienne
Pulp Fiction (1994)
Blueberry pancakes og et ur, der har overlevet krig og mere end ét røvhul, og selvfølgelig Zeds chopper. Det er hovedingredienserne i denne lille, men meget fine bihistorie fra verdens bedste film.
Uanset hvor hård Butch er, uanset hvor meget slemt der sker med ham på kort tid, så er Fabienne det han lever og ånder for.
Hun er blid, naiv og trofast. Han er en bøvet, hård banan, og virkelig et macho-dyr. Diametrale modsætninger, der mødes i kærlighedens navn (ja så klamt og klægt kan det siges).
Tarantino viser her prøver på sin alsidighed, ift. manusarbejde. Butch og Fabiennes lille historie, er på overfladen komik og sjov og ballade, men her viser Tarantino sine evner: Her skriver han udfra et humoristisk perspektiv, og andre gange alvorligt. Det bliver aldrig en ensidig forestilling, og du får aldrig lov til kun at føle én ting.
Butch råber og skriger, samt smadrer en lampe ind i væggen, i én scene, han ævler løs om Zed og dennes chopper i en anden. I en tredje, driller han hende, inden han giver hende oral pleasure.
Det er intenst og virkelig godt skrevet.
