Jurassic World: Fallen Kingdom anmeldelse

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

af René Buchtrup

Jurassic Wolrd: Fallen Kingdoms første halvdel er kønsløs og på grænsen til det røvkedelige, men anden halvdel bliver reddet af instruktørens øje for gys og gru som redder hele molevitten.

Filmen kan bl.a. streames via Blockbuster og Plejmo

Dinosaurerne kommer…… endnu engang…

Siden blockbuster-mesterværket fra 1993, Spielbergs  “Jurassic Park”, er dino-babserne efterhånden blevet malket tomme for ideer og alligevel skal vi have en femte omgang med forhistoriske væsener.

Ja, okay, dette er 2. kapitel af den nye trilogi som startede for tre år siden.  I 2015 blev det hele rebootet og “Jurassic World” så dagens lys. Det var med så store armbevægelser, at man simpelthen glemte den spændende historie, som gjorde Spielsbergs 90’er-film en nyklassiker. Væk var fascinationen. Nu var der blot cgi-effekter tilbage.

Okay okay, så bundelendig var 2015-versionen jo heller ikke. Men den føltes bare som en omgang junkfood, hvor man sultede efter mere bagefter.

Men hva’ så med den nye Jurassic World: Fallen Kingdom? Er den så bedre end sin forgænger?

Ja, heldigvis. Men også kun en smule.

Den spanske instruktør, Juan Antonio Bayona, som bl.a. står bag den vellykkede “Børnehjemmet” fra 2007, har et særligt fokus for fortælling hvor gyset langsomt kommer snigende. Så i den aktuelle 2’er er der mere horror, og lidt færre lad-os-få-benene-på-nakken-actionscener hvor vores helte måtte løbe som var de en vis Forrest Gump.

Altså, den først halvdel af filmen er meget forudsigelig og på grænsen til det kedelige. Vores helte, Claire og Owen (Bryce Dallas Howard og Chris Pratt) må igen til øen Isla Nublar, hvor dinosaurerne stadig befinder sig. En vulkan truer med at gå i udbrud og ødelægge alt på ø’en. Det er rigmanden Benjamin Lockwoods højre hånd, Eli Mills, der med et tandpastasmil (og skumle planer i baghånden) får lokket dem afsted.

2. halvdel er langt mere interessant, da Claire og Owen kommer væk fra øen. Nu er de fanget på Lockwoods kæmpe gods hvor Mills har arrangeret en tophemmelig aktion hvor man kan købe de forhistoriske væsener til millioner af dollars. Her går det (selvfølgelig) galt og en ny, gensplejset dinosaur ender løbsk til skræk og rædsel for alle.

På mange måder minder “Fallen Kingdom” meget om den kønsløse, men flotte Jurassic World fra 15′. Men den bliver reddet af Bayonas overblik for detaljer i  omgang to hvor det handler om overlevelse på det store gods, uden så mange kliche-fyldte replikker som fylder meget i filmens 1. halvleg. I stedet fokuserer Bayona på det enkelte, det intense og det horror-skræmmende. Bl.a. en scene hvor en lille pige (Loxkwoods barnebarn) skræmt har gemt sig under dynen i sin seng, mens den klamme og uhyggelige gensplejsede dino langtsomt kravler ind af vinduet og lydløst, som en skygge, sniger sig ind på hende.

Det er utrolig effektivt og flere scener som denne redder filmen fra det miserable og sørger for at denne dino-franchise ikke uddør lige foreløbig.

Jurassic Wolrd: Fallen Kingdom får 3 ud af 6 hamre:

Seneste

The Drama

Nicolai har denne gang anmeldt en film om et bryllup, hvor forberedelserne til det, bliver svære og svære, efter at bruden bekendtgøre noget fra sin fortid. Der er tale om en meget sort komedie, som dog samtidig også giver meget at snakke om, udover at underholde.

Rental Family

Rental Family er feel-good, der gør mere end bare at varme. Brendan Fraser spiller en mand, der lejer sig ind i andres liv – og langsomt mister overblikket over, hvor rollen stopper, og følelserne begynder. En stille, rørende film, der bliver hængende efter rulleteksterne.
René Buchtrup anmelder

Predator 2

Predator 2 er måske den mest undervurderede film i hele serien – en eksplosiv storbyjagt fyldt med vilde praktiske effekter, brutal action og en fantastisk Danny Glover i topform.
René anmelder

Sirât

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fader og en søn, der leder efter deres datter & søster, sammen med nogle techno-ravere i Marokkos ørken.
Sirât er en stemningsfilm, som kræver tålmodighed og interesse i filmens rejse. Har man dog dette, er der tale om en meget intens og sanselig film, som er en biograftur værd.

Project Hail Mary

I en tid, hvor mange blockbusters føles som tom CGI-støj, er Projekt Hail Mary noget så sjældent som en storfilm med både hjerne, hjerte og humor.
En intelligent og underholdende rumfilm, der tør stole på sit publikum.
René anmelder

Persepolis

Jeg havde længe kendt filmen af navn, vidst at den byggede på Marjane Satrapis egne erindringer, og at den havde opnået en form for klassikerstatus inden for animationsfilm.

I Swear

Nicolai har denne gang anmeldt en sandfærdig fortælling om en mand, der har gjort en forskel for folk der lider med Touretttes. Det er filmen, I Swear, som er en dybt smuk og rørende film, med en historie som er virkelig værd at få fortalt i biografen.