Originaltitel: Jurassic Park
Instruktør: Steven “violinbetvinger” Spielberg
År: 1993
Genre: Eventyr/Drama
Steven Spielberg’s mesterstykke, Schindlers Liste fra 1993 cementerede endnu engang hans status som kongen af Hollywood, og ikke mindst blockbusters. 93 var generelt et rigtig godt år for hans vedkommende, idet han også sendte en anden film ud i biografmørket:
Nemlig Jurassic Park.
Han havde modet og evnerne til at føre Michael Crichton’s fantastiske roman fra tekst og papir til biograflærred.
Jeg vil vove den påstand, at ingen anden instruktør ville kunne have skabt Jurassic Park, og fået en tilnærmelsesvis ligeså god film ud af det. Den var skræddersyet til Spielberg’s legesyge sind og hang til eventyret som element i fortællingen.
Hans alliance med mesterkomponisten, John Williams, når sit ypperste niveau her. De får sat lyd og billede sammen i en overdådig symfoni af ikoniske øjeblikke.
Åbningsnummeret er virkelig uhyggeligt, og temaet er endnu et stykke filmhistorie.
“Welcome to Jurassic Park”
Jurassic Park må være den film jeg har set flest gange.
Jeg så den i et væk i mine teenageår, i mine tyvere, og nu i mine tredivere…
Den føles ny og frisk hver eneste gang. Historien er skarp og holdt helt perfekt indenfor de givne rammer
Den er fantastisk fortalt, og den oser af eventyrlyst.
Det er en film der kan fange alles opmærksomhed, hvadenten du er barn eller voksen.
Kort og godt.
Handlingen er kendt for alle vil jeg tro, så den behøver vi ikke beskæftige os meget med.
Temapark med klonede dinosaurer ender ud i total katastrofe pga. menneskelig grådighed og dumhed. That’s about it.
Vi kigger i stedet lidt på enkeltscener.
Jurassic Park rummer så mange scener, der efterhånden er blevet legendariske:
“Clever girl”
- T-Rex slipper ud af indhegningen, og smadrer alt, maltrakterer børnenes bil, og æder en slesk advokat. Da jeg så det som 9-10 årig var jeg blæst væk. Den ser jo ægte ud for fanden. Jeg får stadig en solid omgang klaustrofobisk uhygge, når den enorme dræberøgle kommer helt tæt på bilruden, og stirrer ondskabsfuldt ind på de skræmte børn.
- Dr. Sadler hjælper en syg Triceratops, og er vidne til den største dynge lort i filmhistorien.
- Åbningsscenen, hvor en Velociraptor skal på plads i indhegningen, men får fat i en arbejder… Krydsklipningen imellem Muldoon’s desperate blik, raptorens iskolde ditto og arbejderens dødskamp er filmkunst. Det er nok den filmåbning, der står klarest i min hukommelse. SHOOOOOT HEEER!
- De små krusninger i vandglasset, der signalerer stor fare, og får alle i bilen helt på stikkerne. T-Rex er på trapperne, men de ved ikke hvor. De ved heller ikke, at Nedry har pillet ved strømmen….
- Slutsekvensen, hvor raptorne får overtaget ved en intelligent knibtangsmanøvre, men hvor vores hovedpersoner bliver reddet af Tyrannosaurus Rex. Såden laver man en effektiv slutscene. Sådan gør man det hele lidt mere spektakulært og lækkert for nørderne (mig!!).
- Nedry’s sindrige plan, der ender med giftigt slim i ansigtet, og opsprættet mave (læs bogen). Den Dilophosaurus har altid skræmt livet af mig med sit spinkle, men alligevel ubehagelige ydre, og med sit pludselige raseri og udspilet krave. Man kan sige, at Nedry får som fortjent for sit vanvid, men hans skæbne er satme grum. At blive ædt levende lyder ikke vildt tiltalende, vel?
- Da Elie endelig får snotten op af sin bog, og får øje på den enorme Brachiosaurus, der krydrer øjeblikket med at stille sig på bagbenene, for at nå de øverste grene (højt træ alligevel!). Alan Grant må da også lige ned og sidde og sunde sig.
- Grant, der belærer en irriterende møgunge om forskellen på en raptors og en kalkuns dræberinstinkt. Jeg har sommetider lidt overvejet at bruge hans tilgang til børn i mit eget virke som pædagog – det lader til at virke. Ungen lukker skuffen noget så eftertrykkeligt….
“Must go faster”
Scenen med raptorene i køkkenet er dog min favorit, og den er iblandt mine favoritscener i filmhistorien.
Øjeblikket med døren der åbner, dyret, der vejrer eventuelle farer, og til sidst kalder på den anden raptor, hvorefter de to bæster systematisk gennemsøger det kæmpestore køkken for levende bytte.
At den ene raptor lige banker lidt i gulvet med sin kæmpeklo, er endnu en detalje jeg elsker.
Den viser lidt af Spielbergs legesyge, og trang til at underholde. Det tager også kortvarigt toppen af intensiteten, så man lige kan trække vejret.
Det er så fed en detalje, at det er to børn der skal outsmarte de intelligente dyr.
Mit hjerte sidder stadig i halsen fra start til slut i det køkken.

Vi runder af
Filmen er fra 1993, men føles stadig relevant og nyskabende idag.
…også er den fantastisk lavet – også efter nutidens standarder.
Jurassic Park er en af de bedste film der nogensinde er lavet, og en fuld plade fra mig er en selvfølgelighed.
Spielberg har aldrig været bedre!