Journal 64

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Journal 64. Instruktør: Christoffer Boe. År: 2018. Genre: Krimi. Kan streames på Blockbuster.dk

De tre første Afdeling Q-film har solgt 2,2 mio. biografbilletter i Danmark. 

Man kan vidst roligt kalde det for en succesrig filmserie.

Jussi Adler Olsens populære bogserie om det umage makkerpar på politigården, Carl Mørch og Assad, er samtidig også én af de mest populære bogserier derhjemme. 

I de første to (og meget vellykkede) film, “Kvinden I Buret” (2013) og “Fasandræberne” (2014) var det Mikkel Nørgaard der svingede instruktør-diregentstokken. Han fik på magisk vis skabt nogle intense og stemningsrige filmmatiseringer som både var tro mod bøgerne, men samtidig også virkede som selvstændige værker med noget på hjerte.

Nørgaard viste især overskud mht. hans visuelle overblik og krerede film som bugnende af smækker lækker nordic noir-æstetik.

Det var knapt så interessant i 3. omgang hvor norske Hans Peter Moland instruerede løjerne. Væk var æstetik og lækker noir, og pludselig ligenede det hele en Barnaby-krimi en sen lørdag aften på DR. Det hele stank langt væk af leverpostej og forglemmelig middelmådighed. 

Der skulle et mirakel til hvis 4. filmmatisering ikke skulle ende i glemmebogen ligesom dens forgænger.

“Journal 64” har instruktør Christoffer Boe bag roret. Han startede karrieren ud med de eksperimenterende “Reconstruction” (2003) og “Allergro” (2005). I 2013 lavede han den folkelige “Spies og Glistrup”. Altså en mand som både har lavet kunstneriske værker, samt lidt til pøblen. 

Hr. Boe (som han kalder sig selv i rulleteksterne) forener mirakuløst hans kunstneriske og hans folkelige side i den 4. omgang med Afdeling Q. Han har ligesom Mikkel Nørgaard et godt øje for hvad der ser godt ud på det store lærred og der bliver også plads til eksperimenterende kameravinkler som giver det hele et ekstra særligt touch.

Sprogø, og hvad der bl.a. foregik af skumle og skræmmende løjer tilbage i 60’erne, er omdrejningspunktet i “Journal 64”. 17-årige Nete bliver sendt afsted til denne såkaldte opdragelsesanstalt pga. utugt med sin fætter. Altafgørende bliver især hendes møde med hendes nye værelseskammerat, sygeplejeske og læge, som vender op og ned på hendes verden og hendes livsyn.

I nutiden (2018) gør nogle håndværkere et uhyggeligt fund i en lejlighed: tre mumificerede lig ved et middagsbord. Carl og Assad bliver sat på opgaven og alt tyder på at gamle skrækscenarier med tvangssteriliseringer på Sprogø hænger sammen med mordsagen.

Filmen skifter mellem flashbacks og scener som foregår i nutiden. Vi bliver ligeså langsomt klogere på sammenhængen mellem fortidens spøgelser og drabene og forstår pludselig årsag og motiv.

Den næsten umulige opgave har for filmens manuskriptforfattere været at transformere Adler-Olsens page-turner (på næsten 500 sider) til en to timer lang spændingsfilm. De har slået en del darlings ihjel (kill your darlings er vidst det rette udtryk) og lavet om så det giver mening i forhold til filmversionen.

Jussi Adler-Olsen-fanklubben vil ikke sikkert ikke blive skuffede over filmatiseringen af “Journal 64”. Men de vil sikkert heller ikke juble over den. 

Transformationen fra bog til film blev i forrige film (Flaskepost Fra P) en lille katastrofe. Der blev skrottet så meget af den intense historie og lavet så meget om på karaktererne, så det ikke virkede hensigtsmæssigt. Carl Mørch blev forvandlet fra en hardcore superstar til en blødsøden nar. Han er dog i fjerde forsøg i Boe’s hænder mere interessant at følge som verdens mest gnavne og sarkastiske politibetjent.

Den rolle spiller Nikolaj Lie Kaas til perfektion. Hans sammenspil med svenske Fares Fares som Assad er simpelthen fremragende ping pong (eller som Assad, i en af filmens mange sjove scener siger: ping ping).

Humoren i filmen balancerer perfekt mellem det mørke og tunge i mordgåden og den tørre, sarkastiske humor. Hver gang det hele bliver en smule for dystert, er der efterfølgende garanti for et godt grin, pga. gnavpotten Mørch og det muntre selskab, Assad og Rose (Afdeling Q-assistenten).

Rose (som spilles sublimt af  Johanne Louise Schmidt) får endelig lov til at folde sin karakter noget mere ud i 4. film i rækken og det giver lidt ekstra modspil til den åh-så-vrisne Carl Mørch i den mørke Q-kælder. 

“Journal 64” kan ikke hamle op med de første to film i serien. Den føles ikke så frisk og man føler det hele er set før. Men det er stadig så djævelsk underholdende og godt skruet sammen, så man ikke keder sig et sekund i de to timer filmen varer. Det er knaldhamrende dygtigt håndværk og skuespilpræstationer i topklasse. Især flashback-skuespillerne (fra fortidens Sprogø) imponerer og giver det hele lidt ekstra.

Journal 64 får 4 ud af 6 hamre:

🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Seed of the Sacred Fig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om Iran og en Iransk familie, der får deres liv ødelagt da de kommer i tvivl om de kan stole på hinanden og det land de bor i.

Denne Oscar-nominerede thriller er vild, voldsom, intens, spændende, hjerteknusende og virkelig en biograftur værd!

Moviemaniac Anmelder 4k-film: Quislings Sista Dager

Erik Poppes fine krigsdrama har store skuespilpræstationer og en vigtig historie… og så er den meget grøn! Ja, René er irriteret på billdsiden, men ellers positiv for filmoplevelsen! Moviemaniac Anmelder 4k-film er tilbage…

Honey

Skulle man eftersøge en god dansk børne/famileifilm, så har Nicolai et perfekt bud på dette, i form af filmen Honey om pigen Honey, der har meget at takle i sit liv og ligeledes meget at lære om ens egne behov.

Moviemaniac anmelder 4k-film: The Terminator

2’eren har længe været udråbt som et action-mesterværk! Men hva’ med 1’eren? Holder den? Og hvad med billed – og lydkvaliteten på 4k-udgivelsen?
Få svaret her i det seneste afsnit af Moviemaniac Anemdler 4k-film.

Companion

Nicolai har denne gang anmeldt en film om et kærestepar der tager på en parweekend, der ender virkelig galt.

Companion er en vild og virkelig morsom komedie, med mange overraskelser og twists, som tilsammen gør den til en helt perfekt underholdningsfilm.

Venom: The Last Dance (4k UHD)

Han er grov, han er sjov, han er fræk og han kan ikke blive flov. Nej, det er ikke Bøllebob, men derimod Venom, som er den gakkede alien, som har besat Tom Hardys krop.
Ja, det lyder åndsvagt, og det er det egentlig også, men mest på den gode måde.
René Buchtrup anmelder 4k-filmen Venom: The Last Dance lige her:

Pigen med nålen

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af danmarkshistorien ondeste skikkelser, i form af Dagmar Overby.

Dette er der kommet en virkelig særlig, speciel, grum og overordnet vild dansk film ud af, som i den grad vil give en vild biografoplevelse, hvis man tør

Ugens Film Anbefalinger på Radio GoFM

Tag en dyb indånding. Du får brug for roen i kroppen og sindet, når du både skal meditere med Dalai Lama og hoppe i sædet af spænding med Wolf Man-filmen.
Lydklippet er fra fredag d. 17. januar, hvor René kom med to vidt forskellige anbefalinger til din kommende biograftur.