Journal 64

René

René

Originaltitel: Journal 64. Instruktør: Christoffer Boe. År: 2018. Genre: Krimi. Kan streames på Blockbuster.dk

De tre første Afdeling Q-film har solgt 2,2 mio. biografbilletter i Danmark. 

Man kan vidst roligt kalde det for en succesrig filmserie.

Jussi Adler Olsens populære bogserie om det umage makkerpar på politigården, Carl Mørch og Assad, er samtidig også én af de mest populære bogserier derhjemme. 

I de første to (og meget vellykkede) film, “Kvinden I Buret” (2013) og “Fasandræberne” (2014) var det Mikkel Nørgaard der svingede instruktør-diregentstokken. Han fik på magisk vis skabt nogle intense og stemningsrige filmmatiseringer som både var tro mod bøgerne, men samtidig også virkede som selvstændige værker med noget på hjerte.

Nørgaard viste især overskud mht. hans visuelle overblik og krerede film som bugnende af smækker lækker nordic noir-æstetik.

Det var knapt så interessant i 3. omgang hvor norske Hans Peter Moland instruerede løjerne. Væk var æstetik og lækker noir, og pludselig ligenede det hele en Barnaby-krimi en sen lørdag aften på DR. Det hele stank langt væk af leverpostej og forglemmelig middelmådighed. 

Der skulle et mirakel til hvis 4. filmmatisering ikke skulle ende i glemmebogen ligesom dens forgænger.

“Journal 64” har instruktør Christoffer Boe bag roret. Han startede karrieren ud med de eksperimenterende “Reconstruction” (2003) og “Allergro” (2005). I 2013 lavede han den folkelige “Spies og Glistrup”. Altså en mand som både har lavet kunstneriske værker, samt lidt til pøblen. 

Hr. Boe (som han kalder sig selv i rulleteksterne) forener mirakuløst hans kunstneriske og hans folkelige side i den 4. omgang med Afdeling Q. Han har ligesom Mikkel Nørgaard et godt øje for hvad der ser godt ud på det store lærred og der bliver også plads til eksperimenterende kameravinkler som giver det hele et ekstra særligt touch.

Sprogø, og hvad der bl.a. foregik af skumle og skræmmende løjer tilbage i 60’erne, er omdrejningspunktet i “Journal 64”. 17-årige Nete bliver sendt afsted til denne såkaldte opdragelsesanstalt pga. utugt med sin fætter. Altafgørende bliver især hendes møde med hendes nye værelseskammerat, sygeplejeske og læge, som vender op og ned på hendes verden og hendes livsyn.

I nutiden (2018) gør nogle håndværkere et uhyggeligt fund i en lejlighed: tre mumificerede lig ved et middagsbord. Carl og Assad bliver sat på opgaven og alt tyder på at gamle skrækscenarier med tvangssteriliseringer på Sprogø hænger sammen med mordsagen.

Filmen skifter mellem flashbacks og scener som foregår i nutiden. Vi bliver ligeså langsomt klogere på sammenhængen mellem fortidens spøgelser og drabene og forstår pludselig årsag og motiv.

Den næsten umulige opgave har for filmens manuskriptforfattere været at transformere Adler-Olsens page-turner (på næsten 500 sider) til en to timer lang spændingsfilm. De har slået en del darlings ihjel (kill your darlings er vidst det rette udtryk) og lavet om så det giver mening i forhold til filmversionen.

Jussi Adler-Olsen-fanklubben vil ikke sikkert ikke blive skuffede over filmatiseringen af “Journal 64”. Men de vil sikkert heller ikke juble over den. 

Transformationen fra bog til film blev i forrige film (Flaskepost Fra P) en lille katastrofe. Der blev skrottet så meget af den intense historie og lavet så meget om på karaktererne, så det ikke virkede hensigtsmæssigt. Carl Mørch blev forvandlet fra en hardcore superstar til en blødsøden nar. Han er dog i fjerde forsøg i Boe’s hænder mere interessant at følge som verdens mest gnavne og sarkastiske politibetjent.

Den rolle spiller Nikolaj Lie Kaas til perfektion. Hans sammenspil med svenske Fares Fares som Assad er simpelthen fremragende ping pong (eller som Assad, i en af filmens mange sjove scener siger: ping ping).

Humoren i filmen balancerer perfekt mellem det mørke og tunge i mordgåden og den tørre, sarkastiske humor. Hver gang det hele bliver en smule for dystert, er der efterfølgende garanti for et godt grin, pga. gnavpotten Mørch og det muntre selskab, Assad og Rose (Afdeling Q-assistenten).

Rose (som spilles sublimt af  Johanne Louise Schmidt) får endelig lov til at folde sin karakter noget mere ud i 4. film i rækken og det giver lidt ekstra modspil til den åh-så-vrisne Carl Mørch i den mørke Q-kælder. 

“Journal 64” kan ikke hamle op med de første to film i serien. Den føles ikke så frisk og man føler det hele er set før. Men det er stadig så djævelsk underholdende og godt skruet sammen, så man ikke keder sig et sekund i de to timer filmen varer. Det er knaldhamrende dygtigt håndværk og skuespilpræstationer i topklasse. Især flashback-skuespillerne (fra fortidens Sprogø) imponerer og giver det hele lidt ekstra.

Journal 64 får 4 ud af 6 hamre:

🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!