Joaquin Phoenix’ Bedste Roller – Top 5

René

René

af Andreas Nørgaard

I anledning af at Joaquin Phoenix er blevet officielt offentliggjort som The Joker i næste års film af samme navn – en film, der går i dybden med denne fantastiske karakter – så har jeg lavet en top 5 over hans bedste roller.
Det er ingen hemmelighed, at jeg går i en STOR bue udenom alt der har superhelte-prædikatet på, for helt ærligt, så synes jeg det er latterligt, det er for meget, og det er unødvendigt!
…..medmindre det selvfølgelig er noget Christopher Nolan har strikket sammen, så er jeg på!
Nu er der dog ingen Christopher Nolan involveret i The Joker, men “bare” en hvis Joaquin Phoenix…
Det er godt nok til mig!
Han er iblandt mine absolutte yndlingsskuespillere, og han har været virkelig god mange gange!

Når han giver den fuld æde, så står han side om side med mestre og koryfæer som Robert De Niro, Daniel Day-Lewis, Meryl Streep, Julianne Moore og Ellen Burstyn.
Han er efter min mening den dygtigste og bedste skuespiller i sin generation!
Der er enkelte stensikre pladser på listen, mens resten har været målt og vejet i en evighed…
Nu er den altså kommet til at se sådan ud:

5. John Callahan: Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot

JodleFisse….

Jeg mindes ikke at have grint så meget i en biograf, som da Jack Black fortæller en skide fuld og dum Joaquin Phoenix, hvad en JodleFisse er.
Det er præcis det navnet antyder; du jodler ind i en, ja-du-ved-nok-hvad…
Dejlig infantil humor (det er latin, og betyder GOD humor!).

Joaquin Phoenix spiller den dybt alkoholiserede tegner John Callahan, der efter ovenstående visdomsord, samt måske 1000 bajere med sidevogn, kører galt med vennen Dexter.
Det efterlader ham lammet fra livet og ned, hvilket giver yderligere udfordringer for manden, der osse kæmper med en forfærdelig barndom.
Via terapi og AA-møder finder han glæden og meningen med livet.
Ligesom i The Master går smil og indre elendighed hånd i hånd.
Smerten og afsavnet kommer nærmest ud af skærmen, og sætter sig under huden, men modsat The Master, så finder John Callahan fodfæste, og kan begynde at leve.

Joaquin Phoenix spiller simpelthen fabelagtigt – han bli’r ved med at imponere mig!

At give manden en Oscar for denne rolle vil godt kunne forsvares, men Oscar-Akademiet har lavet en “Al Pacino” på ham, og undladt at belønne ham, da de burde og skulle!!
Han kunne få den her, men ikke fordi han spiller lam og alkoholiker – sådanne roller plejer ellers at gå rent ind derovre -, men fordi han spiller sindssygt godt!

Donnie:
“So, John, do you want to tell us about your drinking?”

John Callahan:
“Well I started drinking when I was thirteen. I liked it a lot and I never stopped.”

4. Theodore: Her

Hvor er det dejligt, når der bli’r lavet sådanne film!
Film der stikker totalt ud fra mængden, noget der ikke er lavet før.
NOGET NYT!

Spike Jonze kan bare noget helt specielt. Han kan bl.a. caste den helt rigtige skuespiller til sine roller, og her i Her rammer han simpelthen bullseye!
Rollen er lidt atypisk for Joaquin Phoenix, idet han ikke spiller en hærget og plaget sjæl, han spiller ikke en komplet galning.
Han er dejligt afdæmpet og rolig, og hvor er det fedt at se ham i denne rolle.
Han er glad og smilende, og han tilfører en ægthed til rollen, som kun de største skuespillere kan gøre det.

Theodore har sit at slås med her i Her – det er jeg med på – men det er ikke den “sædvanlige” plagede sjæl.
Theodore har det svært ift. kvinder og ensomhed, og det vi vel alle søger – at finde sin plads i livet, og at spille en rolle i det store hjul.

Han er dejligt hipstersmart, og ville være en konge i Latinerkvarteret her i Århus. Også er han en melankoliker, og en håbløs romantiker, der nogle gange lige skal have at vide, hvilket ben han skal sætte forrest, så han ikke drukner i total ensomhed.

Jeg vil gerne se Joaquin Phoenix i flere af den her slags roller, for han viser jo bare, at det mestrer han osse.

HER er iøvrigt min favoritfilm her på listen.

“Well, the room’s spinning cause I drank too much, cause I wanted to get drunk and have sex. There was something sexy about that woman… cause I was lonely… maybe just cause I was lonely. I wanted somebody to fuck me. I want somebody to want me to fuck them. Maybe that would have filled this ti-… tiny little hole in my heart, but probably not… and sometimes I think I have felt everything I’m ever gonna feel, and from here on out I’m not gonna feel anything new… just… lesser versions of what I’ve already felt”.

3. Joe: You Were Never Really Here

Forestil dig denne film med Jason Statham som hævner…
…..lidt et andet outcome ikke?
Hvor er det dejligt, når nogle andre end sydkoreanerne tager hævn- og selvtægtsfilmen alvorligt, og lige lægger sig lidt i selen.
Når vi følger den traumatiserede veteran, så er vi helt inde i menneskets inderste mørke.
Vi er helt derinde, hvor det gør rigtig ondt, og det er et skræmmende og mørkt ridt vi er med på.

Hvor mange gange har du sneget dig ind i et hus, smadret kraniet på fire-fem mand, reddet en lille pige fra sexslaveri, og flygtet, OG sluppet af sted med det?

….det er nemlig aldrig sket vel?

Du er til gengæld med helt up front her – det er fuldstændig som at sidde som en flue på skulderen af Joaquin Phoenix, når han giver efter for traumer, indestængt raseri, og had til verden.

You Were Never Really Here er en af årets allerbedste film, og det kan vi tilskrive Mr. Phoenix en stor del af æren for!

“If she’s there, I’ll get her back.”

2. Commodus: Gladiator

Hvis møgbarnet Joffrey Baratheon (Game Of Thrones) var blevet ældre end tilfældet er, så kunne han muligvis være endt sådan her…
Joaquin Phoenix’ karakter, Commodus er ikke nær så ondskabsfuld og syg i skallen, men man kan jo bløde lidt op på sine “gamle” dage…
Russel Crowe fik fortjent en masse ros for sin rolle, og er stjernen i fortællingen om gladiatoren, der udfordrede en kejser.
Han bli’r dog i den grad overskygget af Joaquin Phoenix, der i rollen som Commodus er utilregnelig, ubehagelig, og bare virkelig ond, også har han et noget forskruet billede på familierelationer…
Han er en stor forsmået knægt, der agerer som et lille barn, når modgangen rammer ham.
Filmen er den klassiske fortælling om den gode imod den onde, men hvor andre taber pusten, og sjosker rundt i klicheer, så er Gladiator et eksempel på at godt håndværk ikke fornægter sig.
Bevares, den er ikke fejlfri, men der er lagt op til at skuespillerne virkelig kan shine.
J. Phoenix stikker som altid ud fra mængden. Manden er troværdig som få, og kan levere det ekstraordinære efter behov.
At spille så modbydelig en karakter, må være rent guf for Phoenix, for her kan han køre det store arsenal i stilling, og virkelig spille sig ud!!
Giv mig mere af dét!

Commodus:
The general who became a slave. The slave who became a gladiator. The gladiator who defied an emperor. Striking story! But now, the people want to know how the story ends. Only a famous death will do. And what could be more glorious than to challenge the Emperor himself in the great arena?

  1. Freddie Quell: The Master

Vi er helt i toppen her!
Ikke bare på listen, men så sandelig osse indenfor skuespilpræstationer i filmhistorien generelt.
Det her er creme de la creme, det er kunst!
Joaquin Phoenix spiser endnu engang kirsebær med de helt store, og det gør han fordi han ér en af de helt store, punktum!
Når man så sætter ham sammen med en af nyere tids helt store mesterinstruktører Paul Thomas Anderson, så har vi altså noget helt særligt!
I rollen som Freddie Quell, ser vi Joaquin Phoenix bære smerten udenpå tøjet. Han har det aldrig rigtig godt. Han kan ikke finde ro nogetsteds, og når han kommer tæt på andre mennesker, så fucker han op. Og med det menes ALT!
Det er til trods for at han virkelig prøver – han vil gerne livet, men livet vil ikke rigtigt ham…

“You’re the bravest girl I’ve ever met. Now stick it back in, it fell out.”

Vi runder af:

Joaquin Phoenix er af samme støbning og kaliber som mesteren Daniel Day-Lewis.
Han er ikke med i alverden, men når han kommer med nyt, så er det med at være på stikkerne, for han er ALTID god!
Han er ekstraordinær, og jeg sidder altid med følelsen af at han har et niveau eller to mere at hive frem.

Han har bestemt været med i mindre heldige film, men jeg synes godt man som filmnørd kan skelne imellem de film, der er ren fornøjelse og smør-på-brødet, og dem der er projekter for ham.
Vi ved sgu godt, hvornår vi skal sidde klar i biografens mørke!

Boblere:

U-Turn

Johnny Cash: Walk The Line

Inherent Vice

Joaquin Phoenix: I’m Still Here

It’s All About Love

Seneste

Wolyn

Du skal have nerver af stål for at kunne se Wolyn (Ondskabens Tid).
Det er gennemført ubehageligt, og til tider helt ubærligt.
Men hvor er det en god film, hvor er det godt lavet. Et filmisk mesterstykke!

The Dead Don’t Die

Kan på det varmeste anbefale The Dead Don’t Die, der er milevidt bedre end mange af tidens hurtigløber-zombiefilm, og underholdningsværdien er langt hen af vejen i top.

The King Of Staten Island

Lige dele seriøsitet og sort humor, blandet sammen i en klassisk Judd Apatow-fortælling, om et sølle mandeskvat i krise.

Fantasy Island

Fantasy Island er et miskmask af genre-hop, tåbelig historie, dårligt skuespil, og den formår på ingen måde at underholde. Så min anbefaling er, at sejle langt uden om den trøstesløse ø.

Til Sama

En ægte horrorfilm af en dokumentar. Men den er samtidig fuld af liv og håb. En fantastisk bedrift af holdet bag mesterlige “Til Sama”.

Alfa

Brødrene Avaz skruer ned for melodrama, og op for rå og brutal realisme. Alfa føles vedkommende og holder én tæt i et jerngreb fra start til slut.

Festen

Farmand Helges fødselsdag starter dårligt, og slutter endnu værre i Thomas Vinterbergs mesterværk, Festen.

I’ll Be Gone in the Dark

I’ll Be Gone in the Dark er en medrivende historie om en kvinde og hendes utrættelige jagt på en af USA’s værste serieforbrydere. Samtidig er det også en rørende historie om at blive draget af mørket, og de konsekvenser det kan have (og i dette tilfælde fik).