Instruktør: Eva Marie Rødbro. Produktionsår: 2019. Genre: dokumentar. Kan streames frem til d. 29. marts på CHP:DOX (cphdox.dk)
Filmen er en slags autentisk pendant til det fiktive mesterværk, The Florida Project. Der er white trash udover det hele, men kærligheden imellem menneskerne er massiv og ægte. Det er mennesker, der befinder sig nær bunden af samfundet, men som med næb og klør prøver at holde sig ovenvande.
Vi følger Betty, der end ikke er fyldt tyve år. Hun er mor til to piger. En på fire, og en helt spæd.Betty bor sammen med sin egen mor, sine søskende, og sine børn, plus diverse familiemedlemmer. Fælles for alle kvinderne i familien er at de har fået børn i en meget tidlig alder. Børn af børn af børn, så at sige.
Hele Betty’ historie er rørende, tragisk og hjertevarm.Der er tale om massivt omsorgssvigt, og et fravær af almindelig sund opvækst. Både mormor, mor og datter er fanget i nogle mønstre, og i et miljø, der gør ændringer så godt som umulige. Men den unge kvinde forsøger at give sine børn den opdragelse hun aldrig selv har fået. Selvom hendes lege med sin store pige til tider er meget voldsomme – alderen taget i betragtning – og selvom hendes lille baby sidder og tyller cola, så er hun der for sine børn. Hun elsker dem uden omsvøb, men hun er samtidig klar over, at det hun kan give dem ikke er nok.
Hun er ofte trist og ked af det, og hun dulmer sin indre smerte med smøger og til tider stoffer.En scene viser hende i sengen, hun er ikke stået op endnu. Inden hun overhovedet står ud af sengen, sniffer hun lige tre baner kokain. Virkeligheden skal på afstand!Betty er en god mor, der bare ikke har mulighed for at give mere – en sølle stakkel med hjertet på rette sted. Hun får ikke megen hjælp af sin kæreste, som er faren til – ihvertfald – den yngste. Han har allerede den ene fod i spjældet pga. besiddelse af stoffer, og ansvar, det tager han sgu ikke meget af. Han er lidt af et skvat, men selv han er svær at træde for meget på.
Hendes fireårige datter Jade er til gengæld skøn og bedårende. Hun er en lille gæv unge. Ben i næsen, gåpåmod, også bare frem i verden. Der skal meget til at slå hende ud.På et tidspunkt kører hun rundt på sit løbehjul. Hun kører rundt i mørket ved motorvejen, pitbulls glammer fra deres lænker, der er gang i mere lyssky aktiviteter i skyggerne, men Jade kører bare rundt i sin egen fantasiverden, og hun er ikke bange. Det har hendes mormor lært hende, at man ikke må være. I en af filmens mange stærke scener, ser vi mormoren stolt forklare hvordan hun har opdraget sine børn (og børnebørn) til ikke at være bange, samt at slå tilbage, hvis nogen prøver at få dem ned med nakken.
“They need to be tough, and I have to be close, so that I can protect them. If I’m not near my loved ones, I can’t protect them.”
Det siger noget om det miljø de befinder sig i, og det viser en del af samfundet, som vi andre prøver at glemme eksisterer.
Jeg blev meget berørt af I Love You, I Miss You, I Hope I See You Before I Die. Det er sådan en film jeg er glad for at have set, men samtidig er det en film jeg ikke ved om jeg skal se igen. Den er lidt hård at komme igennem. Andres elendighed er ikke rar at se på.Filmen rammer mig som sagt. Som et velplaceret los i solar plexus, slår den luften ud af mig, men enkelte steder titter håb og ubetinget kærlighed frem. Resultatet er en barsk, men smuk, og livsbekræftende film.
I Love You, I Miss You, I Hope I See You Before I Die får 5/6:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
