Hold The Dark anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Ny Netflix-film føles som en kold vasker på en smuk vinterdag. Alt for meget form og for lidt indhold. 

Filmen kan streames fra Netflix fra d. 28. september 2018

Lørdag aften. Min bonusdatter på 16 og jeg har lyst til at se en spændende film foran flimmerkassen.

“Hva’ med den nye Netflix-film, Hold The Dark” spørger jeg om. Vi ser traileren sammen. “Den ser fed ud” siger hun. Vi synes begge to den ligner en blanding mellem den effektive spændingsfilm “The Grey” fra 2011 med Liam Neeson og dette års fremragende “Wind River”.

Netflix laver egenproduktioner som aldrig før, både tv-serier og film. Flere af serie-produktionerne har været vellykkede. Det kan man ikke just sige om filmene som har svinget meget i kvalitet.

Men er “Hold The Dark” én af de film som fungerer?

Kort fortalt handler thriller-dramaet om en forfatter, Russell Cove (spillet af Jeffrey Wright, kendt fra bl.a. Westworld) der kontaktes af en kvinde,
Medora Slone (Riley Keough) i det iskolde Alaska. Hun fortæller af hendes søn er blevet taget af ulve og har brug for hans ekspertise. Core har nemlig selv prøvet at dræbe en ulv og dette beskriver han i en bog han har skrevet tidligere.

Spændende.

Samtidig følger vi kvindens mand, Vernon Slone (Alexander Skarsgård) der er udstationeret i Irak. Han er, som Gulddreng kunne betegne den kære fodspiller, Nicklas Bendtner, iiiiiiiskold. Han gi’r ikke en fuck og dræber som en vis Terminator i krigens helvede. Det bliver ikke just bedre da han finder ud af at hans er fundet død hjemme i Alaska (Cove finder ham i Slone-familiens hjem pakket ind i plastic?!) og da Vernon kommer hjem tager han grusom hævn.

Stadig ret spændende.

Men lige så langsomt begynder spændingskurven i filmen at flatline og man begynder at småkede sig. Min bonusdatter og undertegnede gjorde hvert fald.

“Kom nu videre!” råbte jeg i mit hoved flere gange allerede halvvejs i filmen. Hovedpersonen Russell Cove der i sin jagt på at finde “sandheden”, ender med at se mere og mere forvirret ud jo længere filmen snegler sig afsted. Præcis som publikum. Snotforvirret over hvad der sker.

Filmen åbner op for nogle spændende emner, som bl.a. omhandler mennesket i balance med naturen, ur-instinkter og overtro. Men der bliver kun åbnet op og ikke rigtig gjort mere ved det.

Filmen kan ikke reddes af sin flotte fotografering, musik og udmærkede skuespil. Der er simpelthen for lidt forløsning og for meget overladt til publikum. 

Instruktør Jeremy Saulnier har tidligere instrueret de fængslende film “Blue Ruin” (2013) og “Green Room” (2015). Men der er ikke meget der fænger i hans nye film.

En lang, blodig skudduel ca. halvvejs er klart filmens højdepunkt. Men det kan desværre ikke redde “Hold The Dark” som føles som en kold vasker på en smuk vinterdag.

Næste lørdag er det ikke sikkert vi tager chancen med en ny Netflix-produktion.

Hold The Dark får 2 ud af 6 hamre:

🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.