Instruktør: Scott Beck/Bryan Woods
År: 2024
Genre: gyser.
Biografpremiere: 21/11
Jeg har 1 gang i mit liv, fået besøg af 2 fra mormonkirken, hvor de dog blev mødt og sendt videre af/med et venligt ellers tak.
Så enkelt går det dog ikke i Scott Beck & Bryan Woods’ nye gyserfilm, Heretic.
Hvad den handler om, er en kende svært at forklare, da der er overvejende meget på spil, men jeg skal forsøge at forklare det kort.
Sister Barns og Sister Paxton, er 2 mormonmissionærer, som en ganske tilforladelig dag, er ude for at overbevise folk om at blive en del af deres kirke. Planen med dagen, er dog at de skal mødes med en ældre mand ved navn, Mr. Reed, for at tale med ham om mormonkirken.
Det starter ganske fint og roligt ud, med at Mr. Reed får dem ind i ly for regn og storm, byder dem på cola og siger at hans kone har en tærte i ovnen og snakken går også lystigt omkring deres liv og interesser, men da Mr. Reeds så spørger ind til polygyni, så ændre tonen sig en kende. Ligeledes begynder Sister Barns og Sister Paxton, også lidt at tænke på at tage videre, men Mr. Reed, holder dem henne og har i henseende om at blive ved med dette.
Umiddelbart kunne Heretic godt lyde som lidt en klassisk ”nogle folk tages til fange af en person i et skummelt hus og skal så kæmpe for at komme ud derfra-gyser” og sådan er den også umiddelbart, men, Scott Beck og Bryan Woods (som også har skrevet manuskriptet til filmen) har et ganske særligt og meget religiøst es i ærmet.
Fordi, Mr. Reed er mere end velforberedt på mormonmissionærenes ankomst og så snart han føler at de er nogenlunde tilpas i hans seleskab, begynder han at stille dem religiøse spørgsmål og hvad det egentlig vil sige at tro på en religion.
Dette spiller en meget stor rolle i filmen og det som jeg særligt fandt virkelig interessant, var at udfordringerne overvejende og store dele af tiden, var via snak og ikke så fysiske udfordringer, for at teste om Sister Barns & Sister Paxton, rent faktisk er gennemført religiøse og har læst biblen.
Tonen og overordnet stemning i Heretic, er også værd at nævne noget om, da den virkelig viser noget om instruktionen af filmen.
Fordi, startscenen af filmen, viser en ganske uskyldig samtale mellem de 2 mormonmissionærer om noget som bestemt ikke er uskyldigt (sex) og selvom det ikke er nogen komplet komisk scene, så er stemingen ret let og scenen hjælper (og ligeledes de scener der efterfølgende kommer før mødet med Mr. Reed), virkelig godt til at skabe en stor sympatifølelse for de 2 mormonmissionærer.
Starten af mødet med Mr. Reed, spiller faktisk særligt til Hugh Grants fordel (det er ham der har rollen som Mr. Reed), fordi Hugh Grant er, når alt kommer til alt, primært kendt for at have været med i komedier og spille en lidt kejtet og små-akavet fyr og sådan portrættere Hugh Grant også sommetider Mr. Reed i filmen, hvilket er med til at give Heretic, til tider en lidt skæv tone, da den også besidder øjeblikke af humor.
Men samtidig, er der dog også altid en følelse af, at noget er helt galt og ligeledes at noget meget diabolsk er på spil, hvilket bestemt er med til at skabe en meget perfekt og ubehagelig gyserstemning, som blot vokser sig større og større, så snart den finder sig til rette.
Udover virkelig fremragende skuespil fra Hugh Grant, så yder Sophie Thatcher (som har rollen som Sister Barns) og Chloe East (som har rollen som Sister Paxton) også virkelig fremragende præstationer og er særligt med til at gøre de 2 mormonmissionærer spændende at følge, da de på sin vis har forskellige træk hos hinanden, hvor den ene er mere følsom og nervøs (Sister Paxton), imens den anden er lidt mere modstandsdygtig og handlekraftig (Sister Barns), hvilket ligeledes gør dem til et ganske perfekt makkerpar.
Rent film-teknisk, så er der afgjort også tale om en fuldtræffer, når det kommer til gyserfilm!
Kameraføringen af Chung-hoon Chung, er virkelig rig på detaljer og ligeledes med til at højne filmens store intensitet og klipningen af Justin Lin, er med til at gøre at filmen har ikke virkelig god rytme, som hverken er hurtig eller direkte langsom, men en rytme der i hvert fald gjorde at jeg altid var på og aldrig følte at filmen gik i stå.
Lyddesignet af bl.a. Michael Babcock og Eugenio Battaglia, er virkelig fantastisk og ekstremt stemningsskabende og det akkompagneres rigtig perfekt af noget ligeledes meget perfekt gyser-underlægningsmusik af Chris Bacon. Yderligere, må jeg også skrive at jeg var virkelig vild med filmens brug af The Hollies’ ”The Air That I Breath”, som i sig selv også spiller en virkelig interessant rolle i filmens historie.
Til sidst er det meget værd at spørge om Heretic, er en ny kommende gyserklassiker og et helt perfekt mesterværk?
Det første må tiden vise, men med det sidste, vil jeg skrive at filmens 3. akt, næsten er dømt til at dele vandene, uden at jeg naturligvis vil afsløre noget om hvorfor.
Men, samtidig må jeg også skrive at, i timerne efter jeg har været vidne til filmen, har den ikke efterladt mine tanker og jeg føler allerede en virkelig stor lyst til at se den igen, i forhold til at holde øje med, hvordan det hele til sidst hænger sammen.
Og jeg må også skrive at lige da jeg troede at filmen ville gå én vej ved slutningen, så gik den lige pludselig en helt anden og dette var jeg personligt ret vild med.
Så helt overordnet, så synes jeg ærligt skrevet, at Heretic, er et mesterværk, fordi den var både konstant underholdende, konstant spændende, vildt intens og stemningsfuld og ligeledes en virkelig overraskende gyserfilm, ikke blot grundet stemningen, men de veje som filmens historie tog og blev ved med at tage.
