Hereditary anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Der er langt mellem snapsene når det handler om gode, solide gysere. Men Hereditary er heldigvis én af dem. 

Hereditary kan bl.a. streames på Blockbuster og Plejmo

Det føles som om at der hvert år er en gyser som bliver blæst op til at være det mest vanvittige verden nogensinde har set.

En gyser så skræmmende og vild, så det halve kunne være nok.

Dette årets meste hypede film er “Hereditary”.

Men er der så noget om snakken eller kan den betegnes som en lille sommerbrise som hurtigt er glemt igen?

Der er heldigvis noget om snakken: Hereditary er skærmmende go’.

Men hva’ betyder det egentlig, filmens titel, Hereditaty? Det kan oversættes til dansk som arvelig. Den titel giver faktisk ret meget mening. Det tror jeg da hvert fald nok efter at filmen er færdig. Faktisk er det sådan en film som man ikke helt kan regne ud.

Hereditaty går bl.a. i gyserklassikerne Rosemary’s Baby og Exorcistens fodspor . Skræmmende gode film som insisterer på den gode, solide historie med karakterer som føles som rigtige mennesker. Psykologiske gys som kommer snigende ind på publikum.

Her er ingen letkøbte jumpscares. I stedet har vi her en film som tager sig sin tid og pludselig er umulig at slippe.

Faktisk er “Hereditaty” en insisterende film som nægter at give slip.

Jeg vil rigtig gerne fortælle en masse om filmen. Om hvad den handler om.

Men det er lidt svært at snakke om denne film uden af spoile. Ikke at komme til at afsløre for meget så det ødelægger oplevelsen, inden man overhovedet kommer i gang med filmen.

Det har undertegnede ikke lyst til at gøre.

Nej, men jeg kan fortælle at “Hereditaty” handler om en familie. En familie på fire: far, Steve (Gabriel Byrne), mor, Annie (Toni Collette), søn, Peter (Alex Wolff) og datter, Charlie (Milly Shapiro). 

Jeg vil ikke pakke det ind: det er en ret fucked up familie.

I en af første scener tager familien afsked med Annies mor. Hun var åbenbart ikke den mest hyggelige kvinde. Annie prøver på bedste vis at tage afsked med hende i kirken og i hendes tale, men hun kan ikke rigtig lægge skjul på at hendes mor var lidt af en heks.

En heks som insisterede på at give sit sidste barnebarn bryst da hun var spæd(!)

Charlie ligner en pige på ti, men er tretten år. Hun har læbe-ganespalte, tegner underlige tegninger og klipper hovederne af døde fugle (!).

Den pot-rygende teenage-storebror, som også er lidt af en wierdo, “tvinges” til at tage sin lillesøster med til en fest, og grueligt talt går det på vejen hjem i bilen.

Og så kører lavinen for hele den underlige familie som bliver trukket længere og længere ud i noget der er så langt ude, så det halve kunne være nok.

Bogstaveligt talt.

For der går lidt for meget hokus pokus mumbo jumbo i filmens sidste tredjedel. Her har det okkulte i den grad taget styring af filmen og undertegnede sad efter rulleteksterne tilbage med den særlige what-the-fuck-følelse, som man en sjælden gang kan have efter en filmoplevelse.

For hvad’ helvede skete der lige til sidst?

Men selvom jeg lige skulle sluge et par kameler til sidst, ændrer det ikke ved at “Hereditary” er en sjælden go’ gyser, som i den grad lever op til hypen. For den insisterer på at tage sig sin tid. Den giver sig tid til at publikum lærer karaktererne at kende og følger deres udvikling i historien. Samtidig handler filmen også om noget så simpelt, men samtidig også så ufattelig tabubelagt emne: processen ved sorg,- ved det at miste.

Filmens billeder er (skræmmende) smukke og filmens musik er perfekt orkesteret og fanger alle stemninger, uden at proppe dem ned i halsen på publikum.

Så til alle der er fans af et nærmest old-school-gyserdrama, som ikke bli’r imponeret af teenage-jumpscares i biffen, så er “Hereditary” måske den gyser du har ventet på…

Hereditary får 4 ud af 6 hamre:

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!