Hereditary anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Der er langt mellem snapsene når det handler om gode, solide gysere. Men Hereditary er heldigvis én af dem. 

Hereditary kan bl.a. streames på Blockbuster og Plejmo

Det føles som om at der hvert år er en gyser som bliver blæst op til at være det mest vanvittige verden nogensinde har set.

En gyser så skræmmende og vild, så det halve kunne være nok.

Dette årets meste hypede film er “Hereditary”.

Men er der så noget om snakken eller kan den betegnes som en lille sommerbrise som hurtigt er glemt igen?

Der er heldigvis noget om snakken: Hereditary er skærmmende go’.

Men hva’ betyder det egentlig, filmens titel, Hereditaty? Det kan oversættes til dansk som arvelig. Den titel giver faktisk ret meget mening. Det tror jeg da hvert fald nok efter at filmen er færdig. Faktisk er det sådan en film som man ikke helt kan regne ud.

Hereditaty går bl.a. i gyserklassikerne Rosemary’s Baby og Exorcistens fodspor . Skræmmende gode film som insisterer på den gode, solide historie med karakterer som føles som rigtige mennesker. Psykologiske gys som kommer snigende ind på publikum.

Her er ingen letkøbte jumpscares. I stedet har vi her en film som tager sig sin tid og pludselig er umulig at slippe.

Faktisk er “Hereditaty” en insisterende film som nægter at give slip.

Jeg vil rigtig gerne fortælle en masse om filmen. Om hvad den handler om.

Men det er lidt svært at snakke om denne film uden af spoile. Ikke at komme til at afsløre for meget så det ødelægger oplevelsen, inden man overhovedet kommer i gang med filmen.

Det har undertegnede ikke lyst til at gøre.

Nej, men jeg kan fortælle at “Hereditaty” handler om en familie. En familie på fire: far, Steve (Gabriel Byrne), mor, Annie (Toni Collette), søn, Peter (Alex Wolff) og datter, Charlie (Milly Shapiro). 

Jeg vil ikke pakke det ind: det er en ret fucked up familie.

I en af første scener tager familien afsked med Annies mor. Hun var åbenbart ikke den mest hyggelige kvinde. Annie prøver på bedste vis at tage afsked med hende i kirken og i hendes tale, men hun kan ikke rigtig lægge skjul på at hendes mor var lidt af en heks.

En heks som insisterede på at give sit sidste barnebarn bryst da hun var spæd(!)

Charlie ligner en pige på ti, men er tretten år. Hun har læbe-ganespalte, tegner underlige tegninger og klipper hovederne af døde fugle (!).

Den pot-rygende teenage-storebror, som også er lidt af en wierdo, “tvinges” til at tage sin lillesøster med til en fest, og grueligt talt går det på vejen hjem i bilen.

Og så kører lavinen for hele den underlige familie som bliver trukket længere og længere ud i noget der er så langt ude, så det halve kunne være nok.

Bogstaveligt talt.

For der går lidt for meget hokus pokus mumbo jumbo i filmens sidste tredjedel. Her har det okkulte i den grad taget styring af filmen og undertegnede sad efter rulleteksterne tilbage med den særlige what-the-fuck-følelse, som man en sjælden gang kan have efter en filmoplevelse.

For hvad’ helvede skete der lige til sidst?

Men selvom jeg lige skulle sluge et par kameler til sidst, ændrer det ikke ved at “Hereditary” er en sjælden go’ gyser, som i den grad lever op til hypen. For den insisterer på at tage sig sin tid. Den giver sig tid til at publikum lærer karaktererne at kende og følger deres udvikling i historien. Samtidig handler filmen også om noget så simpelt, men samtidig også så ufattelig tabubelagt emne: processen ved sorg,- ved det at miste.

Filmens billeder er (skræmmende) smukke og filmens musik er perfekt orkesteret og fanger alle stemninger, uden at proppe dem ned i halsen på publikum.

Så til alle der er fans af et nærmest old-school-gyserdrama, som ikke bli’r imponeret af teenage-jumpscares i biffen, så er “Hereditary” måske den gyser du har ventet på…

Hereditary får 4 ud af 6 hamre:

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.