Instruktør: Alfonso Cuarón.
År: 2004
Genre: Fantasy.
Når det kommer til Harry-Potter-filmen, hvor alle og enhver kan blive enige om dens kvaliteter og hvor man kan diskutere om en markant forskel fra de andre, ja så er der tale om Harry Potter & the Prisoner of Azkaban.
Dette var d.3. filmatisering og det var den første, hvor Chris Columbus ikke stod for instruktionen.
Nej, nu skulle der nye friske kræfter til og valget faldt på mexicanske Alfonso Cuarón, som på dette tidspunkt var mest kendt for den Oscar-nominerede og stærkt erotiske roadmovie Y tu mamá también.
Dette er muligvis ikke med til at gøre Alfonso Cuarón til det mest oplagte valg, når det kommer til instruktion af en film rettet mod et yngre publikum, men dette var dog til gengæld med til at give noget helt særligt til Harry-Potter-universet…
Nemlig kant!
Der går ikke særlig meget tid, før man indser at der her er tale om en væsentlig mørkere film end de 2 første Harry-Potter-film.
Alene Warner-Brothers-logoet titter stille frem i starten fra mørket, imens at det centrale Harry-Potter-tema, meget lavt kan høres, samtidig med at Harry Potter øver på en lysfremkaldelse-formular.
Samtidig er alene selve billedsiden mørkere og på sin vis lidt mere neutral, da De vise Sten & Hemmelighedernes Kammers mere strålede af varme, til forskel fra denne film, som overordnet stråler meget af kulde og et mørke der bliver større og større.
Noget som også er bevidst anderledes her, er særligt kameraarbejdet, som denne gang er udført af Michael Seresin.
Fordi, hvor de 2 første film primært foregik bag skolens murer og dens gange, så bevæger vi os denne gang meget udenfor, i naturen omkring Hogwarts, hvilket særligt vises i små smukke og ret poetiske scener, hvor man ser hver årstid starte og slutte, via enten blade der falder eller blomstre fra slagpoblen eller blomster der fryser til is.
Udover dette, er der også noget særligt over måden hvorpå karaktererne opfører sig på, her navnlig filmenes centrale trio (Harry Potter, Hermione Granger & Ron Weasley).
Første gang man ser Hermione & Ron, skændes de hver deres kæledyr og samtidig benytter Harry Potter sig også bevidst af magi udenfor skolen, da hans tante Marge irritere ham (og efterfølgende bliver forvandlet om til en menneskelig ballon).
Dette er med til at vise en små-rebelsk og teenagefølelse hos dem, hvilket bestemt kun giver mening, eftersom de (iflg. filmen) nu er 13 år og dermed teenagere.
Dette er samtidig også med til at gøre Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grints præstationer mere nuanceret, da de nu er så bekendte og modnet ind i deres roller, så de nu kan dem godt nok til at vise nye sider af dem, såsom følelser af forargelse og følelser af dyb tvivl.
På trods af filmens mørke, formår Alfonso Cuarón dog at skabe en virkelig smuk balance mellem mørke og mere lyse og sjove stunder, hvilket særligt ses i scenen hvor Harry Potter rider & flyver på en hippogrif eller ved professor Lupins lektion, hvor han prøver at hjælpe eleverne med at bekæmpe deres største frygt med humor.
Dette er særligt med til at vise at Alfonso Cuarón var den helt rette mand til at instruere Harry Potter & the Prisoner of Azkaban, da han både formår at bevæge Harry Potter-universet og dets karakterer nye steder hen og samtidig smukt formår at bibeholde den rette følelse og form for magi som var tilstede i de 2 første Harry Potter-film.
Når det ellers kommer til filmens skuespil, er det særligt hos de nytilførte skuespillere, er der virkelig findes storspil.
David Thewlis er fuldkommen eminent i rollen som Lupin, fordi han spiller rollen med en helt særlig form for ro og særligt er med til at tilføje Harry-Potter-filmene en ganske ny dimension, i scenerne hvor han er alene sammen med Daniel Radcliffe og de snakker om hvordan det går med Harry Potter.
Man kan heller ikke komme uden om Gary Oldman i rollen som den løssluppen fange fra Azkaban, ved navn Sirius Black, som overordnet er omdrejningspunktet for hele filmen.
Man skal lede længe efter en skuespiller som kan formå at vise en så troværdig og vild intensitet som den Gary Oldman kan vise, og dette stråler i den grad igennem i portrætteringen af den tragiske og komplekse skikkelse som Sirius Black er.
Af andre, har Alan Rickman endnu mere spilletid her i rollen som Snape end i de 2 forrige, og dette er bestemt kun til denne films fordel, da Alan Rickman virkelig får mulighed for at stråle her og særligt i konfrontationsscenen i vindelhuset, hvor han spiller overfor både David Thewlis & Gary Oldman (her kan man virkelig tale om en vild skuespiller-trio).
Andet som også er virkelig værd at nævne, er at dette skulle blive den sidste Harry-Potter-film som John Williams (manden bag musikken til bl.a. Star-Wars & Indiana-Jones) lavede underlægningsmusik til.
Og i-og-med, at Harry-Potter-filmene er gået hen i mørkere territorier, giver dette dermed også mulighed for at underlægningsmusikken også bevæge sig over i mørkere og mere melankolske toner og dette skinner afgjort smukt igennem hele filmen.
Alt i alt, stråler Harry Potter & the Prisoner of Azkaban, som både en af de vigtigste film i hele Harry-Potter-sagaen og afgjort en af alletiders bedste fantasy-film, fordi både er en smuk balance mellem lys og mørke og simpelthen bare fordi det er et smukt eventyr at være vidne til.
