Harry Potter and the Order of the Phoenix

Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Instruktør: David Yates
År: 2007
Genre: Fantasy
Kan streames på: HBO-MAX

Der findes et godt engelsk udtryk der hedder Kill your darlings, som er noget der benyttes når nogen skriver noget, men bliver nødt til at skære noget fra, for at gøre det mere skarpt eller bedre.

Sådan noget som dette, var man vel nok nødt til at benytte sig af, når det kom til filmatiseringen af d.5 Harry Potter-bog Order of the Phoenix, da den med sine 923 sider, er den længste af samtlige 7 bøger.

I forbindelse med dette, havde J.K.Rowling, givet carte blanche til manuskriptforfatteren Michael Goldenberg og instruktøren David Yates, til at gøre hvad de ville med bogforlægget, så længe hun bare synes filmen var god og underholdende.

Her det i øvrigt værd at nævne, at David Yates var d. 4 og sidste instruktør til at instruere en Harry Potter-film, fordi tilsyneladende måtte J.K.Rowling havde være glad nok for ham til at David Yates efterfølgende instruerede de 3 efterfølgende film og ligeledes de efterfølgende (og fortsat kommende) Fantastic Beast-film.

Men for at vende tilbage på sporet, så kunne David Yates & Michael Goldenberg, havde valgt enten at lave en 2 delt film eller simpelthen lave en 3 eller 3½timers lang film, for at komme så meget ind i kernen af bogen, som muligt.

Men i stedet for dette, endte Order of the Phoenix, med at blive den 2. korteste Harry Potter-film og den korteste filmatisering af den længste bog.

Dette gør at filmens historie om Harry Potters kamp for at bevise Voldemorts genkomst over for både ministeriet for magi og hele Hogwarts, desværre ender med at være uforløst, hvis man har læst bogen (som er min personlige favorit).

Bl.a. er ting som Neville Longbottoms forældre og hvordan de blev forbandet af Bellatrix Lestrange, kun noget som ender som en ca. 1 minuts replikudveksling mellem ham og Harry Potter, frem for i bogen, hvor man endda besøger forældrene på et hospital.

I bogen bruges der også god tid, til at forklare noget om Sirius Blacks familieophav, men i filmen kastes der kun et kort blik på stamtræet og så nævnes der kort nogle ord om Bellatrix Lestrange (Sirius Blacks kusine).

Eksemplerne er mange (selv hele filmens klimaks er helt anderledes), men selv da jeg så filmen første gang, uden at have læst bogen, synes jeg at Order of the Phoenix, var for kort og til tider også forhastet.

Dette vises bl.a. i filmens endelige klimaks-opgør, hvor der ikke går særlig meget tid, før man når til det vigtigste der sker i dette opgør (som ikke skal spoiles, hvis nogle læsere, endnu ikke har set filmen) og ligeså i Harry Potters fortsatte kærlige følelser til Cho Chang, som ikke bliver til meget mere end korte blikke, en kort samtale og et kys under en mistelten.

Men ved dette gensyn med Order of the Phoenix, er der dog også op til flere positive ting der dukker op.

Daniel Radcliffe har selv siden flere gange udtalt, at dette er hans personlige favorit af samtlige Harry Potter-filmatiseringer og en væsentlig grund til dette, skulle være filmens fokus på venskabet mellem Harry, Hermione og Ron.

Dette er bestemt også en væsentlig styrke ved filmen, fordi Harry, Hermione og Ron er nemlig væsentlig tættere i denne film end i de 2 forrige, hvor der var lidt splid og små skænderi mellem dem.

Dette er dog slet ikke tilfældet her, hvor Hermione & Ron støtter Harry Potter fra start af og sågar opfordre ham til at samle et hold af elever ((hvad der så bliver Dumbledores Armé), til at træne i forsvars besværgelser, som forberedelse mod ondskab som fx Voldemort og hans hær.

Samtidig er noget andet positivt også at selvom David Yates ikke umiddelbart bidrager med et videre spændende filmisk udtryk som de 3 forgangne instruktører, så formår han dog alligevel at ramme den rigtige magiske følelse og stemning og dernæst lykkedes han også med at dykke yderligere ned i mørket, via bl.a. flere mareridtssekvenser, hvor Harry Potter ser og føler hvad Voldemort ser og føler.

Noget som særligt også skal roses er skuespillet hos de nytilkommende karakterer i Harry Potter-universet.

Skønt Voldemort skam er filmens centrale hovedskurk, så får han dog kamp til stregen i ondskab via den nye professor Dolores Umbridge som er en af de nemmeste karakterer at hade i nyere filmhistorie.

Dolores Umbridge portrætteres til perfektion af Imelda Staunton, fordi hun lige netop smiler alt for meget til at det føles godsindet og dernæst fordi hun simpelthen udtrykker en så stor falsk godhed, så man ikke kan andet end at elske at hade hende.

Af andre karakterer der Luna Lovegood fra Ravenclaw, som skønt en lidt sen introduktion i Harry Potter-universet, dog afgjort er blandt de bedste sidekarakterer i hele Harry Potter-sagaen.

Der er noget evig finurligt og særligt over Luna Lovegood som bevidst ikke vil være som de andre og dette udtrykkes til smukkeste perfektion af Evanna Lynch.

Samtidig skal det også nævnes at Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint, fortsat modner sig i rollerne som Harry, Hermione og Ron og dette skinner i den grad også igennem her og særligt gennem Daniel Radcliffe og de mange frustrationer som Harry Potter har mod dem som ikke tror på ham.

Og alt i alt, så selvom Harry Potter & the Order of the Phoenix, muligvis er med stærkt mærkbare mangler for dem som har læst bogen, så er der dog stadigvæk tale om et underholdende og ganske magisk eventyr.

Harry Potter and the Order of the Phoenix får 4/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨

Seneste

© Disney

Robin Hood

For mig er dette Disney’s bedste værk.
Det er ikke dybt og nyskabende som Løvernes Konge, eller visuelt betagende som Bernard Og Bianca: SOS Fra Australien.
Den er derimod “bare” charmerende og fuldstændig uimodståelig.

Volver

Nicolai har denne gang anmeldt Pedro Almodóvars Volver, som er en smuk og rørende film, som perfekt balancere mellem humor og reel alvor og som virkelig godt fortæller en historie om både at forsvinde og vende tilbage til fortiden.

Barking Dogs Never Bite

Stærk debut fra den koreanske mester!
Sort humor, skæve karakterer, og et lille drys gys, danner ramme om en stærk film.

One Flew Over The Cuckoo’s Nest

Nicolai har denne gang anmeldt en af de største og bedste film-klassikere nogensinde, om jagten på frihed i en lukket tilstand og spørgsmålet om hvem der er normal og hvem der er sindssyg.

The Lost City

Forudsigeligt, romantisk tjubang-eventyr? Who cares, for Bullock og Tatum er forrygende sammen på skattejagt i The Lost City, som er underholdende fra start til slut.

Nightmare Alley

Her i Nightmare Alley er han gået full blown noir, og det er blevet til en på mange måder mesterlig film, der dog også har sine mangler hist og her.

C’mon C’mon

Andreas har set, hvad der meget muligt kan gå hen og blive årets film.
Skøn feel good og eftertænksomt drama i visuelle og lydmæssige klæder i mesterlig klasse. Du kan le, du kan græde, du kan bruge masser af tid på bare at tænke over filmen. Den vedkommer os alle.
Et meget smukt værk!