Instruktør: David Yates.
År: 2011.
Genre: Fantasy.
Kan streames på: HBO-MAX
Efter 14 år siden den første bog blev udgivet og 9 år siden den første film blev udgivet, nåede Harry-Potter-sagaen, sit endelige i 2011, med Harry Potter & the Deathly Hallows part 2.
Filmen starter lige hvor 1. del slap og dermed fortsætter både jagten på horcruxe og siden kampen og det endelig slag mod Voldemort og hans dødsgardister.
Noget som del.2 særligt udmærker sig ved, er at den på alle måder fungerer som det perfekte klimaks for både Harry Potter & the Deathly Hallows part 2, grundet dens højere tempo og flere actionscener og samtidig hele sagaen, for alt hvad der sker i de 2 timer som filmen varer.
Vi får bl.a. endelig af vide, hvad der endelig skete da Voldemort dræbte Harry Potters forældre og dernæst får også at vide, hvorfor Severus Snape var som han var overfor Harry Potter, gennem alle skoleårene.
Samtidig med dette, så er dette (nok næst efter The Chamber of Secrets, efter min mening), nok sagaens største hyldes til venskab, fællesskab og samarbejde, da Harry, Hermione, Ron og alle venner de måtte møde, alle står sammen for at få sat en stopper for den ultimative ondskab, som er Voldemort.
Dernæst, er dette også en film hvor alt det der har været magisk ved Harry Potter, virkelig også kommer til sin ret.
Dette ses både i luften (Harry, Hermione & Ron, der flyver på drage), og navnlig i ca. sidste time af filmen, hvor alt kulmineres på smukkeste vis.
Skønt filmen naturligvis bærer en stor mængde mørke og alvor og dertil også en følelse af tvivl, da tiden absolut er knap for Harry Potter & Co, så er det dog virkelig værd at nævne, at David Yates & Steven Kloves (instruktøren og manuskriptforfatteren), hele vejen igennem formår at skabe en udefinerbar følelse af håb og dertil lys, selvom mørket omfavner den magiske verden, mere og mere.
Noget som David Yates & Steven Kloves, også skal have massiv ros for, er deres filmatisering af d.7 Harry Potter-bog.
Jo, der er visse ting der er anderledes (såsom filmens endelige klimaks) og dernæst ting som er undladt (uddybelse om Albus Dumbledores bror, Aberforth og søster, Ariana), men samtidig er dette dog også med til at skabe den perfekte modvægt til del 1, hvor tempoet lige netop var bevidst langsomt og brugt til fordybelse og hvor tempoet i del 2, derimod er ret så højt det meste af tiden og med til at skabe den rette følelse og stemning af desperation og lyst til at kæmpe.
Dernæst, er det virkelig også værd at nævne at del 2, virkelig formår at skabe flere øjeblikke, hvor skuespillerne kan skinne igennem, for en sidste gang i deres roller.
Daniel Radcliffe, Emma Watson, Rupert Grint, får hver især, mulighed for at vise smukke stunder ved Harry, Hermione & Ron.
Emma Watson viser det, da Hermione sammen med Ron skal hjælpe med at ødelægge et horcrux og ender nede i Hemmelighedernes Kammer og Rupert Grint viser det, da Ron virkelig træder i karakter og viser at Ron skam også kan være lige så brillant og hurtigt-tænkende som Hermione i nødens stund.
Endelig viser Daniel Radcliffe hvorfor ingen aldrig nogensinde vil kunne portrættere Harry Potter igen, i enten tv-serier eller film, ved virkelig smukt at portrættere den indre bevidsthed, da Harry Potter indser hvad der skal til for at få de sidste kræfter fra Voldemort og samtidig viser han også en stor og smuk ro (i en film af stort kaos), i en ganske særlig scene overfor Michael Gambon, i rollen som Dumbledore.
Udover dem, så må jeg også fremhæve Helena Bronham Carter i rollen som den dybt uempatiske og onde Bellatrix Lestrange og dette er særligt for et ganske kort men meget specifikt øjeblik, hvor Hermione Granger skal fremstå som værende Bellatrix Lestrange (for at kunne få adgang til hendes bankboks og dernæst et horcrux) og hvor Helen Bronham Carter, dernæst skal spille en rolle der ikke skal afsløre at hun er en anden.
Dette ser jeg som værende ret vanskeligt skuespil og dette kommer Helena Bronham Carter, virkelig smukt afsted med.
Ralph Fiennes, får samtidig også lov til at stråle i rollen som Voldemort og dette er særligt fordi, at han både skal portrættere Voldemort som føler en fornemmelse af sejr og samtidig Voldemort der lige så stille bliver sårbar og ivrig efter at dræbe Harry Potter.
Alan Rickman skal virkelig også have ros for at vise helt nye sider af Snape-karakteren. Hvorfor og hvordan, skal ikke afsløres, men jeg kan kun sige at disse øjeblikke, står som blandt de allerbedste i hele Harry-Potter-sagaen.
På den film-tekniske-del af filmen, så formår kameraarbejdet af Eduardo Serra, virkelig at skabe nogle smukke og stærke billeder og særligt hjælper det også smukt med til at holde fokus i filmens mange kampscener, så man dermed som seer, kan se hvem der kæmper og hvem vinder eller taber.
Underlægningsmusikken af Alexandre Desplat er ganske mageløs og er samtidig også på sin egen måde, med til at binde en smuk sløjfe rundt om hele Harry-Potter-sagaen, da den virkelig indeholder lidt af det hele, som definerer Harry-Potter-filmene, som så er det højtflyvende, eventyrlige og storladne og dernæst det stille, følsomme, intense og mørke.
Alt i alt, så kan man sige at Harry Potter & the Deathly Hallows part 2, på alle måder er dén perfekte afslutning på Harry-Potter-sagaen, fordi den kombinerer alt der gør universet magisk, perfekt binder en sløjfe på alt hvad der er sket i de 8 film og overordnet, er den perfekte fantasy-film af en kaliber, som der endnu ikke er set fuldkommen mage til, efter knap 11 år.
