Instruktør: David Yates.
År: 2010.
Genre: Fantasy.
Kan streames på: HBO-MAX
Med Harry Potter & the Deathly Hallows, er vi nu nået til enden af Harry Potter-sagaen og dog alligevel ikke helt. Fordi hvor der nok også var grundlag ved det, ved tidligere film, så blev det dog besluttet at dele d.7 bog i 2 film.
Oprindeligt var dog planen, at d. 7 og sidste Harry Potter-bog, blot skulle havde været en enkelt film, men produceren Lionel Wigram, mente at en deling af bogen ville være den bedst mulige løsning for the Deathly Hallows og sådan blev det så.
Heldigvis behøvede biografgængere i sin tid, dog ikke at vente længe, da begge dele fik premiere med ca. 8 måneders mellemrum, hvilket også betyder at begge film, blev optaget samtidig.
Overordnet kan man dog sige at med Harry Potter & the Deathly Hallows part 1., så er Harry Potter-sagaen, nu fuldkommen absorberet i mørke, da faren nu er større end nogensinde før, eftersom Voldemort nu står fuldkommen ved magt og samtlige muligheder for at jage og dræbe Harry Potter.
Derfor har Harry Potter nu også virkelig travlt med at få ram på Voldemort og via den information han har fået fra Dumbledore, ved Harry Potter nu at han skal finde 4 såkaldte horcruxe (nogle elementer som indeholder dele af Voldemorts sjæl) og destruer dem, for at kunne dræbe Voldemort.
Som selskab får Harry Potter naturligvis Hermione & Ron, da de begge gør det klart over for ham, at han ikke kan eller skal klare dette på egen hånd, uanset hvor meget fare der måtte være.
Dermed starter den tungeste og hårdeste rejse for Harry Potter & Co, fordi udover at være en virkelig mørk film, så udmærker denne film sig også, ved at være dén film i hele Harry Potter-sagaen, med allermindst magi.
Dette skal dog ikke forstås som værende negativt, men snarer ganske bogstaveligt, da Harry Potter, Hermione & Ron, ikke har voldsomt mange trylleformularer at gøre godt med her, men derimod bruger store dele af tiden på at søge efter horcruxe og prøve at destruere den de i forvejen har (en amulet).
For nogle får dette filmen til at føle lidt som noget såsom Ringenes-Herre–trilogien, da de film også består af magen søgen og vandring og ligeså fordi hvor ringen i Ringenes-Herre, påvirker personen som har ringen om sig i en halskæde, så sker det samme lige netop her, dog med amuletten.
Dette er i særdeleshed med til at skabe splid mellem Harry, Hermione og Ron, og denne gang en form for splid, som er mere alvorlig end før, da de hver især (altså karaktererne) nu er blevet 17 år og står i denne livsfarlige situation, hvor det vitterligt nu gælder om at overleve.
Alt dette bliver vidunderligt instrueret af David Yates, som for mit vedkommende, først nu virkelig formår at fungere med den filmiske stil han måtte besidde.
Hele filmen er nærmest væg-til-væg, grå og mørk i dens visuelle look og hvor dette på sin vis har givet en form for mening i de forgangne 2 film, så giver det dog allerbedst mening her, da stemningen virkelig er grå og mørk og da lyse og sjove scener, tilnærmelsesvis kan tælles på 1 hånd, her.
Samtidig er det også værd at nævne, at David Yates og manuskriptforfatteren, Steven Kloves, lige netop formår at skabe den rette følelse af hjælpeløshed og håbløshed hos karaktererne i deres rejse efter horcruxe, skønt der selvfølgelig er visse nuancer (såsom Rons savn efter moderens mad, fremfor det som Hermione kan tilberede), som der ikke er til stede, men disse er dog alligevel ikke savnet.
Samtidig er det også virkelig værd at rose kameraarbejdet af Eduardo Serra, både fordi han virkelig skaber nogle ret så smukke billeder af de omgivelser som Harry, Hermione & Ron bevæger sig rundt i, men også fordi med at den også skaber nogle ret stærke billeder i filmens mørkeste scener.
Underlægningsmusikken af Alexandre Desplat er også fantastisk og afgjort det bedste som der er lavet siden Fangen fra Azkaban, da det er dybt stemningsfuldt og finder en smuk balance mellem det storladne og eventyrlige og stille, følsomme og intense.
Og så indeholder denne Harry-Potter-film, vel også sagaens eneste brug af et reelt stykke form for populærmusik som ikke er lavet til filmen, i form af Nick Cave’s ”O Children”, som benyttes i en ganske særlig og meget smuk scene
Skuespilmæssigt, så kan man på alle måder godt argumentere for at Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint, alle 3 topper her til slut, da de nu kender karaktererne helt på rygraden og fremfor alt, er modnet så meget i rollerne, så de nu virkelig kan få lov til at stråle i de mange alvorlige stunder.
Navnlig Emma Watson er formidabel og meget hjerteskærende i rollen som en person der virkelig er hjælpeløs, da hun både skal holde med Harry og Ron og samtidig fordi hun i starten af filmen, laver en virkelig stor ofring (som naturligvis ikke skal afsløres), som i den grad er sørgeligt at være vidne til.
Alt i alt, så er Harry Potter & the Deathly Hallows part 1, faktisk en af de bedste film i sagaen, fordi den er dybt stemningsfuld, virkelig intens og rørende, fordi David Yates endelig lykkedes til fulde med sin instruktion og fordi filmen samtidig bygger perfekt op til den endelige afslutning på Harry-Potter-sagaen.
