Det engelske udtryk, guilty pleasures, er sjældent noget man har associeret med den gode smag.
Du kender det sikker godt: du har noget mad, film og musik, som du virkelig godt kan lide, men måske ikke ligefrem vil indrømme over for andre mennesker.
Jeg synes at vi her i 2021 skal komme langt væk fra dette, og bliver bedre til at give udtryk for hvad vi godt kan lide, og droppe forestillingerne om hvad andre mon ville synes om det.
Skid hul i om omverdenen har en mening til at du synes at Mmmbop med Hanson-brødrene (stadig?) er den fedeste sang i verden at skråle med på og kaste dit halvlange 90’er-hår frem og tilbage. Fuck om de andre synes du er mærkelig hvis du bare elsker at kværne en leverpostejsmad med syltetøj på toppen, når du for alvor har fråderen på. Eller pyt, hvis de andre ryster på hovedet, hvis du fortæller at du du ikke kan få nok af Paradise Hotel, og bingewatcher samtlige sæsoner hver nat.
Denne liste er til alle jer der ikke burde skamme jer, men i stedet burde brøle alle jeres guilty pleasures ud over altanen, så naboerne ved at du knuselsker animationsfilmen The Emojie Movie som du mener er et blændende mesterværk, ikke kan få nok af Adam Sandler og skrælgriner hver gang han klæder sig ud som dame i Jack And Jill, eller synes at Arnold Schwarzenegger var knivskarp og artikulerede så smukt i sin præstation i Hercues In New York,
Stå ved jeres smag, uanset om i tror den er dårlig eller ej. I har intet at skamme jer over. Du bliver et gladere menneske når du indrømmer for omverdenen hvad du i virkeligheden elsker.
Her får i Andreas og Renés top 3 over deres Guilty Pleasures.
René:
10 Things I Hate About You (1999)
Filmen, der for alvor gjorde Heath Ledger til en Hollywood-stjerne (flere år inden hans fænomenale Joker-rolle) var rollen som dangerous teenage-hunk i denne romantiske komedie. Der bliver gjort kærligt grin med stereotyper, og moralen i filmen må klart være at man ikke altid skal skue hunden på hårene.
Letbenet, forudsigelig, men samtidig også sød, flabet og sjov chick-flick, som jeg simpelthen synes er et møghamrende charmerende bekendtskab værd. Og hvis i overhovedet er i tvivl, så se (og hør) scenen med Ledger, hvor han skråler “I Love You Baby” på et stadion, og fortæl om du ikke bare smiler en smule efterfølgende.
Instruktør: Gil Junger – Genre: Komedie
Hardball (2001)
The man with the stoneface aka Keanu Reeves spiller i dette komedie-drama lidt af en tabertype med en stor spillegæld. Desperat siger han ja til hans ven, Jimmy, som vil hjælpe ham med betalingen, til gengæld for at Conor begynder at træne en flok unger i baseball. Udsatte børn, som bor i et fattigt område oven i købet.
Nøj, hvor bliver jeg bare overrasket hver gang jeg genser denne film: manden ender jo med at blive glad for ungerne og ender med at kunne lide at træne dem (GISP)! Hardball er bestemt ikke et nuanceret affære. Den er faktisk en stor, klichefyldt feel-good klump af en film. Men, men, men alligevel kan den kære Reeves jo altså noget i hans skuespil. Han er faktisk ikke til at stå for, og ungerne i filmen er egentlig filmens helt store stjerner.
Instruktør: Brian Robbins – Genre: Drama/komedie
Tv-serien Angel (1999-2004)
Inden vampyrer for alvor blev populære i de nederdrægtige Twilight-film, gjorde Avengers-instruktør, Joss Whedon et hæderligt forsøg på at genoplive denne udødelige genre med sin spin-of-serie til Buffy The Vampire Slayer. David Boreanaz er uimodståelig som vampyren med en sjæl, som åbner et detektivbureau og hjælper dem der har allermest brug for det. Her bliver vi bl.a. introduceret for de skæve karakterer Cordelia, Spike og Wesley, som på hver deres måde, hjælper ham.
Jeg har genset denne serie så ufatteligt mange gange (bl.a. via TV2’s legendariske Serie Søndage for år tilbage) og dét der gør den genial, er blandingen af det gotiske univers, med utallige overnaturlige væsener, masser af action, tør og sarkastisk Whedon-humor og den gode, solide historie.
Instruktør: Joss Whedon – Genre: Action, drama, fantasy
Titanic (1997)
Sikke en overraskelse, hva? René kan godt lide klichedrevne dramaer med store armbevægelser. Netop synke skuden-blockbusteren, Titaniac, er verdensmester i storearmbevægelser..
Men altså, det er en (ny)klassiker som holder hundrede. Er det pinligt at indrømme? Well, den er altså bedre end Avatar, og de er begge instrueret af James Cameron, som er bedst når han larmer og der er gang i den. Det skal forstås sådan, så det er fint når Rose og Jack flirter, kissemisser og kigger hinanden dybt i øjnene. Men det er nu altså sjovest, når skibet synker, og alle panikker og der er action for alle pengene!
Og ja, der ER plads til Jack ved siden af Rose på det stykke træ i vandet, men næh nej, her havde den fine dame Rose ikke intentioner om at redde fattigmåsen, Jack, alligevel. Så meget for den “store kærlighed”. Spøg til side,- selv med sine skønhedsfejl og en meget lang spillelængde, er Titanic er stadig en pompøs klassiker der aldrig går af mode.
Instruktør: James Cameron – Genre: drama
Andreas:
Cocktail (1988)
Tom Cruise med skingert falsethyl.
Det var dengang han var en lækkerbisken, en sand Bent Smørhår. Det var dengang han lagde kimen til den megakarriere han har idag.
Jeg synes personligt Tom Cruise kan være en glimrende skuespiller.
Tre Oscar-nomineringer taler sit tydelige sprog.
Cocktail får prædikatet; tøsefilm, men den er jo også drama, buddyfilm, 80’er kitch, lovestory.
Den er catchy som de få, og bare rigtig skøn og ungdommelig.
Tom Cruise spiller Brian Flanagan, en upcoming bartender, der starter karrieren på de klæbrige gulve i mindre barer, og som arbejder sig op i fødekæden. Det er letfordøjeligt drama når det er bedst.
Hans kække makkerskab med Doug Coughlin (en skøn Bryan Brown) byder på mange sjove scener, og enkelte rørende øjeblikke.
Elizabeth Shue er skøn som det forstyrrende element i Flanagans verden af status og masser af damer.
Hun er vildt charmerende.
Jeg vil ikke helt være ved at jeg kan lide den, men her har i beviset – og det er endegyldigt.
Instruktør: Roger Donaldson – Genre: Drama/Feel good
Remember The Titans (2000)
Det er faktisk en ganske god film, det her.
Den er bare syltet og marineret i klichéer, så det næsten bliver for meget. Men kun næsten!
Det er et fint drama, der måske skærer tingene ud i pap, men som stiller gode spørgsmål, og leverer fine pointer.
Det er et drama om raceskellene i USA’s sydstater, og om hvordan mennesker til trods for samfundsstrukturer og stærke holdninger til racespørgsmålet alligevel finder fælles fodslag, og forenes på tværs af hudfarve og holdninger.
Denzel Washington er forrygende som Coach Boone, der skal træne et hold med blandede sorte og hvide.
Han er benhård, og kører militærstil på spillerne. De hvide spilleres tidligere træner, Coach Yoast, venter i starten bare på holdet skal fejle, så han kan blive Headcoach for holdet, men han må ligesom de fleste andre indse, at hudfarve ikke betyder en skid – det er her der kommer en byge af klichéer, men dem tager jeg gladeligt med, for underholdningen er i top.
Yoast bliver spillet af Will Patton, der gør en rigtig god figur.
Kan The Titans – til trods for ovennævnte problemer – forenes, og blive et konkurrencedygtigt hold, eller skal de slås med racismespørgsmålet til tid og evighed?
Det er et let drama, der er pakket flot ind i ægte sympatisk feel good:
Instruktør: Boaz Yakin – Genre: Drama/Feel good
Showgirls (1995)
Det er ikke verdens bedste film, men det er heller ikke en film, der har fortjent sit ry, som ren rå filmisk afføring.
Paul Verhoeven’s stripperfilm deler vandende. Den er lidt af hvert. Underholdende, dårlig, kitsch, elendig, dybt charmerende…
Okay, skuespillet er dælme ikke ret godt, og handlingen er på en god dag tilforladelig.
Den kan dog noget alligevel…
Måske er det Elizabeth Berkeley i hovedrollen som Nomi Malone, der fyrede godt op under mine teenagehormoner. Hun lader ihvertfald ikke meget tilbage at ønske i den mange strip- og sexscener?
Måske er det det faktum, at der alligevel gemmer sig lidt handling et sted inde midt i katastrofen?
Måske er det fordi jeg synes den giver et (i mine øjne) realistisk billede af en branche, hvor man er sig selv nærmest, og hvor dine bedste venner også er dine fjender?
Elizabeth Berkeley spiller ikke ligefrem til en Oscar, men hun er sgu charmerende, og hun spiller den alligevel troværdigt.
Den naive pige, der kommer ind i en benhård branche, men hurtigt lærer at spille rænkespillet, og være iskold.
….og indrømmet; jeg synes hun er pivfræk – det spillede nok også ind, da jeg som teenager så den flere gange.
Gode gamle Kyle “Agent Cooper” MacLachlan er også med, og han kommer i nærkontakt med Berkeley – den poolscene der(!!!).
Showgirls er ikke et mesterværk, men den fortjener dog lidt ros for at være charmerende.
Instruktør: Paul Verhoeven – Genre: Drama/So bad it’s good
Grey’s Anatomy (2005 – nu)
Sikke da en jammerkommode at komme anstigende med…
Det her burde jeg ikke kunne lide. Det burde ikke fange mig det mindste, men alligevel slugte jeg de første seks/syv sæsoner i en hulens fart, hvorefter jeg fandt mine nosser og Sopranos-boksen.
Ej, den tabte mig efter sjette sæson. Der er grænser for hvor mange katastrofer, der kan ramme et enkelt hospital, og dets ansatte. Stoppede med at følge med imens legen trods alt stadig var god.
Det er letfordøjeligt og underholdende drama, der i bedste Friends-stil lægger op til bingewatching.
Der er nogle skønne karakterer iblandt; bl.a. Derek Shepherd, Alex Karev og Dr. Webber.
De gør den daglige gang på Seattle Grace Hospital spændende at følge, og de mange kærlighedshistorier og intriger holder i bedste Danielle Steele-stil mig til ilden.
Det er så banalt og klichéfyldt, at det faktisk er virkelig underholdende.
Jeg har ikke engang set halvdelen af serien, men den skal med alligevel. Den burde slet ikke appellere til mig, men det gør den altså.
Instruktører: Rob Corn, Kevin McKidd m.fl. – Genre: Drama
