Green Book

René

René

Originaltitel: Green Book. Instruktør: Peter Farrelly. År: 2018. Genre: Biografi/Drama/Komedie. Kan streames på Viaplay

Anmeldt af Andreas Nørgaard og René Buchtrup

Green Book. Titlen refererer til en slags guide, hvori man kunne læse, hvor i Sydstaterne sorte måtte bo, spise og være – kort sagt være i fred for had og ondskab, for nu at skære det helt ud i helt mundrette bidder.

Filmen vader i klichéer og belejlige sammentræf, men den taber ikke noget på den bekostning. Den bruger sine klicheer på en god og subtil måde, og den lader være med at falde i de helt store huller.
Havde det været rent drama, så var vi stået af, men det er det ikke.
Det ville have været for tåbeligt og søgt, men her understøtter klichéerne både tema og handling.
Det klæder den ikke at tage det barske emne alt for seriøst.
Det er jo ikke slap-stick komedie, men bare replikker og komiske scener hist og her.
Et drama med elementer af komik?
Lad os lade den ligge og gå videre.

Viggo Mortensen blev for få måneder siden spurgt om han syntes “Green Book” er aktuel den dag idag. Han svarede nej. Halvdanske Viggo forklarede journalisten, at filmens tema altid havde været aktuelt, for hvornår i verdenhistorien har der ikke været mennesker som har følt sig bedre end andre og trynet dem man ikke kunne forstå?

Mortensen spiller hovedrollen i Peter Farrellys dramakomedie hvor han giver et fysisk intimiderende og charmerende portræt af den italienske Tony Lip, som arbejder som dørmand.
Tony er kvabset men sej, blød, men stadig en hård hund (som karakter minder han lidt om Tony Soprano), og da han pludselig mangler arbejde, bliver han henvist til en stilling som chauffør….for en afro-amerikaner!
Han har ikke et problem med afro-amerikanere, men han synes måske ikke han behøves at mænge sig med dem.
Det er jo i bund og grund racisme, men ikke i den klassiske forstand, det er ikke ondskabsfuldt, men mere udtryk for uvidenhed og en hvis forvirring og tilbageholdenhed.

På overfladen er “Green Book” muligvis blot en road movie med et umage makkerpar som, SURPRISE, bliver venner i sidste ende, men samtidig er det også en pegefinger løftet over en tid (60’ernes USA) hvor der stadig herskede mange fordomme overfor sorte i mulighedernes land og hvor racismen levede i bedste velgående.

Fordomme har den kære Tony Lip også, og i starten er det kun pengene der får ham til at tage jobbet som chauffør for den højtrespekterede og finkulturelle Don Shirley (Mahershela Ali) som viser sig at være en yderst talentfuld klaverspiller. Lips job består i at arbejde som Shirleys chauffør og til dels bodyguard de næste to måneder.
Det er to modsætninger der mødes, og pga. konteksten tvinges til at fungere sammen.
Det store brovtende skur, og den fine og lidt feminint anlagte upperclass-pianist.

Vi er svært begejstrede for Green Book og dens evner udi feelgood-genren.
Den er tankevækkende, uden at være revolutionerende.
Den behandler de betændte emner med komisk tæft, men uden at gå på kompromis med budskabet. 
Den går efter struben, men bli’r aldrig rigtig ubehagelig – og tak for det!



  Green Book får 5/6: 🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.