Let’s face it: det er ikke alle der er Steven Spielberg. Ja, teknisk set findes der jo kun en, men det jeg mener er, at det ikke er alle der hans særlige talent. Altså, til at instruere gode film.
Bevares, den kære Steven har ikke kun lavet magiske perler og mesterværker. Makværker som “War Horse” og “1941” er film man blot ville ønske ikke eksisterede. Men han har jo kreeret evige klassikere som “Jaws”, “Schinderles Liste” og “Saving Privare Ryan”, og det er jo dem man vil huske ham for.
Nå, men for at gøre denne indledning til en liste en smule mere forståelig, så findes der altså instruktører, som ikke kan bryste sig af at have lavet specielt mange, gode film. Der findes filmskabere, som har skabt film så tåbelige, så man ryster på hovedet over deres bagkatalog.
Men for at komme med en fodbold metafor, så kan man jo sagtens være en elendig angriber og alligevel, score mål en gang i mellem.
Denne liste er dedikeret til alle de instruktører som alligevel havde et par tricks i ærmet. Til alle de instruktører som beviste af de kunne mere, end blot at lave forfærdelige film. Alle dem der alligevel havde en kanin i hatten, og….
I ved vidst godt hvad jeg mener.
Dette er listen som hylder én af de film, som faktisk lykkedes.
For hvem ved… måske har de ikke blot lavet én, men måske to film, der ikke var så ringe… hvem ved…
Michael Bay (kendt for dårlige film som Transformers 2, 4 og 5, Pearl Harbor og Bad Boys 2)
Bedste film: The Rock
Han er verdensmester i at lave ualmindeligt, larmende film, som skruer op for volumen, når man tænker, man har brug for en pause.
Bay har sikkert et motto der hedder more is more. Han vil ikke nøjes. På nogen måde. Og det er vi nogen, der er gevaldigt kede af. For når han altså gider, kan han faktisk godt. Det er bare så sjældent det rent faktisk sker.
I hans bedste film til dato, er det som om, at han fokuserer mere på historie og karakterer, end bulder og brag. Okay, det er en actionfilm, og ikke just en nyskabende eller mindblowing én af slagsen. Men den får det bedste ud af skuespillerne Sean Connery, Nicolas Cage og Ed Harris. Og det siger skam ikke så lidt.
The Rock er beviset på, at Bay faktisk er i stand at skabe en film som er medrivende fra start til slut. Uden at larmen og ligegyldighederne overtager helt. Lidt ligesom i den første Transformers-film, som måske godt kunne snige sig på listen over hans anden vellykkede film.
Brett Ratner (kendt for dårlige film som X-men 3, Movie 43 og Rush Hour 3)
Bedste film: Den Røde Drage
Det er easy-peasy at pege fingre af kære Brett Ratner. Udover at være manden som sabotererede den tredje X-Men-film, så er han samtidig også en klam og ulækker grissebasse. Hvert fald, hvis man ser på de anklager om seksuelle overgreb, adskillige kvinder har beskyldt ham for.
Når det drejer sig om at instruere film, er Ratner ikke just vi-bukker-os-i-støvet-over-talentet-typen, men mere en du-laver-film-vi-kan-æde-os-mætte-i-popcorn-til-typen. Han er forholdsvis anonym og har ikke rigtigt et særligt touch, eller noget der skiller sig ud, når han laver film.
Han beviser dog med filmmatiseringen af Thomas Harris, “Den Røde Drage”, (som var blevet vellykket filmmatiseret tilbage i 1986 med “Manhunter”), at han kan sit håndværk og skabe en spændende film, som holder én fanget i Hannibal Lectors ondsindende net, mens han styrer showet.
Paul W. S. Anderson (kendt for dårlige film som alle Resident Evil 1-6, De Tre Musketerer, Alien Vs. Predator og Pompeji)
Bedste film: Event Horizon
Det er ret nemt at sige ikke så pæne ting om den kære engelske instruktør, Paul W. S. Anderson, da han stort set altid laver gravalvorlige film, hvor fundamentet er enormt tåbeligt og dumt. Det er ekstremt nemt, at sige at han kun laver dårlige film, fordi de fleste af hans film minder om et middelmådigt computerspil.
Men med sci-fi-filmen, “Event Horizon” fra 97′, har vi pludselig en film, hvor interessante karakterer og et drønspændende plot mødes, og hvor en særlig dunkel og klaustrofobisk stemning, ligger som en tyk tåge over filmen. Der er dømt Alien-paranoia for alle pengene, og det fungerer heldigvis hele vejen.
Adam Shankman (kendt for dårlige film som The Wedding Planner, Elitepædagogen, Det Vilde Dusin 2 og Rock Of Ages)
Bedste film: A Walk To Remember
A Walk To Remember er en på ingen måde en tidløs klassiker alle bør se. Det er den bestemt ikke. Men sammenlignet med alle hans andre film, har den faktisk et lille hjerte, der banker for at fortælle en historie, som bl.a. handler om store temaer, som tro og tilgivelse.
Og så er det oven i købet en vaskeægte ungdomsfilm.
Pige møder dreng. Forskelligheder mødes. Sød pige vs. bad guy. Overraskende for alle: de forelsker sig. MEN, hun bærer en lille hemmelighed.
Jeg har set denne film flere gange, og må blankt indrømme, at jeg sagtens kan se dens fejl og mangler. Den ender en gang i mellem i “klicheernes grøft” (hvis den altså findes) og er flere gange ved at falde helt i. Men den bliver reddet af den gode kemi fra skuespillerne Mandy Moore og Shane West, som matcher hinanden perfekt og de reflekterende temaer, som hæver den over de overflødige ungdomsfilm, som allerede er druknet i tårer og kleenexklude.
Jan De Bont (kendt for dårlige film som Tomb Raider 2, Speed 2 og The Haunting/Hjemsøgt)
Bedste film: Speed
Tyskeren, der blev født i Holland, og som har instrueret 5 Hollywood-baskere, har kun én god i bagagen: den om bussen, der under ingen omstændigheder må køre under 80 km i timen.
90’er-actionklassikeren “Speed” kan i år fejre 25 års jubilæum, og holder stadig et hundrede. Måske er det kombination af Keanu Reeves og Sandra Bullock, som de ufrivillige helte, som falder pladask for hinanden. Måske er det Dennis Hopper, som den excentriske skurk, der hepper på “wild cats”, som gør det hele. Måske er det historiens fjollede og urealistiske plot, der alligevel giver så meget mening i sidste ende.
Måske er det kombination af disse ting der gør “Speed” til en film, der som ikke blot er medrivende og underholdende, men samtidig også minder én om at tænke sig om, næste gang man skal tage med bussen.
