God Is A Bullet

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: God I A Bullet

Instruktør: Nick Cassavetes

År: 2023

Genre: Action, thriller

Biografpremiere: d. 2 august 2023

Filmen blev set i uncut-version på AppleTV+, via en VPN-forbindelse

Nogen gange skal man bare tage en chance, når det drejer sig om nye film. Ikke læse nogle anmeldelser eller omtale om filmen, og ellers bare læne sig tilbage og nyde hvad der end måtte komme.

Andre gange skal man gøre lidt forarbejde, så er man en smule forberedt og måske lade være med at se filmen i sidste ende.

Da jeg havde set den nye action-thriller, God Is A Bullet, med danske Nicolaj Coster-Waldau i hovedrollen, ønskede jeg blot at skrue tiden tilbage til dengang hvor jeg ignorerede den fesne IMDB-score og dét på Rotten Tomatoes jeg hurtigt havde skimmet igennem. Filmen kunne jo umuligt være så dårlig, som jeg havde hørt lidt om i “film-krogene”. Den var jo med vor danske Nicolaj og instruktøren Nick Cassavetes (som tidligere har instrueret den ret vellykkede Alpha Dog), jamen, hva’ hulen kunne gå galt?

Svaret er simpelt: næsten alting.

Den første halve time af God Is A Bullet går stærkt, og her bliver vi præsenteret for hovedkaraktererne, samt en tydelig ramme for en historie, og hvad der videre skal ske i filmen: et hjem invaderes af en kult af satanister. Moren bliver slået ihjel, papfaren ligeså og datteren kidkappes. Datterens far er politibetjent. Han hedder Bob (Coster-Waldau). En rigtig flinkePer og hyggelig papirnusser, som mest af alt er kendt for hans arbejde bag et skrivebord og hans frivillige arbejde i den lokale kirke. Da han efter seks uger, er ved at give op at se sin datter igen, får han kontakt til én af den satanistiske kults medlemmer,- en ung pige ved navn Case (Maika Monroe). Hun forlod kulten, med en afhængighed til stoffer og et bristet hjerte. Hun blev selv taget som meget ung, og føler sig berøvet af sin barn/ungdom. Da hun læser om Bob’s 14-årige datter i avisen, forslår hun at de sammen får infiltreret banden, så han kan få sin datter med hjem. Dette bliver startskuddet til en lang rejse, hvor det umage par lærer hinanden bedre at kende, inden deres redningsaktion sættes i gang.

Dette er som sådan et fint udgangspunkt for en spændingsfilm, hvor en papirnusser går amok i en “Taken-blodrus”, hvor han får reddet sin datter, inden han pløkker all bad guys ned i en actionpacked finale. Men Nick Cassavetes, som både har skrevet manuskript ud fra bogen af selv samme navn fra 1999 (skrevet af Boston Teran) og instrueret, har ikke styr på særligt meget. Man fornemmer hurtigt, på både klipningen af filmen, billederne, samt skuespillernes replikker, af det lugter af billig b-fim. Eller sagt på en anden måde,- en film, hvor kærligheden til produktionen simpelthen mangler.

Man kan kort sagt undre sig. Jeg gør hvert fald. For God Is A Bullet er lavet for 41 millioner dollars og bl.a. produceret af selveste Jamie Foxx, som også optræder i filmen. Du læste i øvrigt rigtigt, han optræder i filmen. Han er med, som den enarmede tatovør (!) med vitiligo-sygdom (pletvis udvikling af hvide områder på huden) i små ti minutter, og bidrager med stort set intet relevant og interessant i filmen.

Men tilbage til kernen i filmen: dét roadtrip, som de umage makkerpar skal videre på.

Case får nemt overtalt Bob til en hulens masse tatoveringer på hele overkroppen, samt én i hovedet, for rigtigt at kunne blende ind med den satanistiske kult, som jo alle er dækket med tusser fra top til tå, og så må de pause ved tatovøren, The Ferryman (Foxx). Og da de er på vej videre på deres lange køretur, mundhugges de skiftevis om deres synspunkter, om det gode og det onde. Case, som hårdt og kynisk mener at al religion er gift (uanset om der er snak om Gud eller Satan) eller Bob, der uforstående kalder hans religion for “det rene” i livet.

Det virker påklistret og som utroværdig nonsens. Cassavetes prøver desperat at give filmen et ekstra lag, som på nuanceret vis, giver filmen en undskyldning for at gå Bryan Mills-i-den.

Det lykkedes bare ikke.

Det ender heldigvis aldrig op i et makværk, som David Ayers The Tax Collector fra 2020. Filmen, hvor Shia Labeouf ikke kunne nøjes med fake tattoos,- næh, her skamferede han hele sit maveskind, for at dedikere sig til sin gangsterrolle. Spild af maveskind og spild af talent på en miserabel film.

Coster-Waldau og Monroe i hovedrollerne redder heldigvis lidt af af produktionen for at falde til jorden. Man kan nemlig mærke de går op i rollerne med liv og sjæl. Især Monroe, spiller fortræffeligt, og som burde få et kæmpe gennembrud med netop denne dedikerede rolle.

Filmens actionscener vinder ikke point på æstetikken, men i stedet på brutaliteten. Hoveder og kroppe bliver skudt i smadder undervejs, så det til tider minder mere om et zombie-spil, hvor “helten” har fået nyt våben han skal afprøve på de levende døde. Det er overraskende underholdende, men i forhold til filmens spilletid, er der for lidt af disse underholdende actionsmadder-scener, så det kan veje op for alt det der ikke fungerer.

Og netop filmens varighed, er et kæmpe issue. 2 timer og 35 minutter er næsten en time for lang tid, og jeg endte med at kede mig, så jeg selv overvejede at blive del af en satanistisk kult imens og få en selvgjort tatovering i panden (gerne en lille edderkop som Bob), inden filmens rulletekster dukkede frem på skærmen. Med sådan en spilletid, forventes der selvfølgelig en ordentlig afslutning på filmen, hvor de løse ender bliver samlet. Det kan den kære Cassavetes heller ikke diske op med.

Man kan ved hjælp af en VPN-forbindelse, streame uncut-versionen af God Is A Bullet på bl.a. AppleTV+ (som undertegnede gjorde). Den er 35 minutter længere end den version som kommer i biografen.

Jeg vil hverken anbefale at se den forlængede (streaming) version eller den barberede biograf-version til nogen, da den er blottet for nerve, sjæl og fortællerlyst. Se filmen, hvis du bliver tvunget (det håber jeg virkelig ikke du er) eller hvis du bare SKAL se alt med vor kære, Coster-Waldau.

God Is A Bullet (Uncut version) får 2/6 hamre:

🔨 🔨

Seneste

Birthday Girl

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fødselsdagsferie på et krydstogt, hvor tingene går virkelig gruligt galt for en mor og en datter.

Birthday Girl, er intens, hjerteskærende og grundlæggende en ret ubehagelig film, som måske ikke er helt perfekt, men som dog er en der vil påvirke én og som man vil huske efterfølgende.

Godzilla x Kong: The New Empire

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og den bli’r anmeldt af René Buchtrup

Perfect Days

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en ældre japansk herre, som rengøre toiletter i Tokyo og bl.a. lytter til gammel rock på kassettebånd.

Hvis dette ikke lyder som noget særligt, så er det dog faktisk tilfældet her, da Perfect Days er filmisk hverdagspoesi når det er allerbedst og ligeledes årets hidtil allerbedste bud på en film der viser mennesker og livet fra den allerbedste side af.

Paris, Texas

Wim Wenders har skabt en sjælden filmperle, som beskriver ensomhedens væsen mere rørende end nogen anden film i filmhistorien.
Læs René Buchtrups anmeldelse af Paris, Texas, med en storspillende Harry Dean Stanton i front

Past Lives

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 koreanske mennesker, som først mødes i barndommen og som sides mødes flere gange som voksne, men for hver gang de mødes, er deres liv helt anderledes.

Past Lives er intet mindre end et stort, smukt, subtil og virkelig menneskeligt mesterværk, som man i allerhøjeste grad, kan og bør opsøge i ens nærmeste biograf.

Wild

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en kvinde der beslutter sig for at vandre en virkelig hård og lang tur, for at kunne komme af med livets smerter, sorg og traumer.

Wild er en hjerteskærende og spændende film, som ikke er perfekt, men dog meget medrivende.

Ugens Streaming Anbefaling – American Fiction

Cord Jefferson vandt til årets Oscar-show en gylden statuette for “bedste manuskript”.
American Fiction er filmen du ikke skal snyde dig selv for, da den er velspillet, skarp og morsom.
Allan fra GoFM får en lille anbefaling med på vejen her i lydklippet: