Det er altid med en lille potion skepsis når komikere i Hollywood “springer” ud” som dramaskuespillere og pludselig vil tages seriøst. Hvad er det egentlig de prøver at bevise? At de har mere at byde på end fjol og skaberi?
Gummiansigtet over dem alle, Jim Carrey, er måske det bedste eksempel på dette og selvom han altid vil være ham den sjove fra 90’erne, har han alligevel bevist sit værd i roller som ikke krævede så meget fysisk aktivitet som i Ace Ventura-filmene og Dum Dummere.
Det er ikke alle komikere som klarede “cuttet”. Nogle prøvede og måtte vende snuden tilbage til falde-på-halen-land igen. Ingen tænker nemlig på Vince Vaughn, når nogen siger True Detective, vel? Eller for den sags skyld hans roller i geninspilningen af Psycho?! Og Jack Blacks rolle i Peter Jacksons King Kong-film var heller ikke noget at råbe hurra over….
Heldigvis findes der mange gode eksempler på komikere som fik succes med de dramatiske roller. Nogen af dem laver stadig tåbelige komedier, selvom de har vist deres alvorlige værd (Adam Sandler), mens andre ikke har vendt sig tilbage siden de fik succes med de seriøse roller (Steve Carrell).
Jeg vil hylde dem der kom, så og sejrede. Jeg vil hylde de mænd der tog en chance, som turde kaste sig ud på dybt vand og lade sit publikum fælde en lille tåre, i stedet for et billigt grin.
Comedians who became serious actors, I salute you…
Jason Segel: The End Of The Tour (2015)
De fleste kender ham fra komedie-hitserien How I Met Your Mother (2005-2014). Som Teds hyggelige best friend. Han har fået undertegnede til at tisse af grin (jo, den er go’ nok) i komedierne “I Love You, Man” (2009) og “Droppet Af Sarah Marshall” (2008). Han beviste dog i 2015 at han kunne mere end bare at være ham den sjove fyr. I rollen som den afdøde forfatter David Foster Wallace leverede han en stærk præstation som indfangede en forpint kunstnersjæl til punkt og prikke. En så subtil og prægtig skuespilpræstation, er simpelthen et lille mirakel. Segel beviser i den grad sit værd som alvorlig skuespiller og har siden denne film kastet sig over flere dramtiske roller. Heldigvis.
Jim Carrey: Eternal Sunshine Of The Spotless Mind
Allerede i sluthalvfemserne prøvede Jim Carrey kræfter af med de mere seriøse roller, som i “The Truman Show” (1998) og “Man On The Moon” (1999). Men han blev i den grad accepteret og set på med andre briller, da han spillede hovedrollen som den fortabte mand med et knust hjerte, i Michel Gondrys 2. spillefilm fra 2004. Jim Carrey balancerer perfektionistisk i rollen som genert, skrøbelig og følelsesladet menneske der er i sit livs modvind. En enestående og imponerende præstation, hvor han samtidig også viser sine funny bones frem på en naiv og herligt barnagtig måde uden at det kammer over.
Marlon Wayans: Requium For A Dream
Hvis man lige har set den overplatte komedie “White Chicks” fra 2004, får man sig lidt af et chok, når man efterfølgende ser det dødensalvorlige drama om stoffer og de konsekvenser det kan have på krop og sjæl. Komikeren Marlon Wayans spiller nemlig med i begge og rollerne som undercover politimand i den ene (som samtidig klæder sig ud som en hvid kvinde) og stiknarkoman i den anden, er den verden til forskel. Heldigvis. For Wayans imponerer med en nedtonet rolle, som i den grad klæ’r ham.
Steve Carell: Foxcatcher
Hvis man er en 40 årig jomfru, så kan man vel lige så godt blive bryde-træner. Eller noget i den dur. Ham den lille sjove mand fra kontoret (hint hint, The Office) Steve Carell, gav os alle et indtryk i 2006 af at de seriøse roller var noget han kunne magte (Little Miss Sunshine). Men han peakede først for alvor i 2014 da han spillede over for Channing Tatum i dramaet “Foxcatcher”. Iført plastikansigt (bl.a endnu større næse) og modbydeligt stramt trikot, leverer Carell en oscar-værdig indsats. Intet mindre. For selvom The Academy elsker (1) en komiker der springer ud som dramatisk skuespiller og (2) en skuespiller som spiller med et protese eller en lille maske, så gør Steve Carell det simpelthen det skræmmende godt.
Peter Sellers: Being There
Efter 40 år kan næsten alle filmelskere stadig undre sig gevaldigt: hvorfor fik Peter Sellers ingen Oscar-statuette? Efter min mening leverede han i 79′ karrierens mest overbevisende præstation i den formidable fabel om den småtbegavede gartner hvis iagttagelser blev forvekslet med politiske kommentarer blandt politikere. Måske én af de mest underfundige og mest undervurderede præstationer på film nogensinde. Hele måden at filmen fortæller om Hr. Chance, er ren Kejserens Nye Klæder og indfanger noget helt særligt og unikt. Filmen er nemlig hverken moraliserende, specielt politisk korrekt eller i det hele taget, belærende. Og Sellers står i spidsen for alle herlighederne, som står som en ener i bagkataloget i Hollywood den dag i dag!
Adam Sandler: Punch Drunk Love (2002)
Det er nemt at jorde den kære Sandler til jorden for krampagtigt at holde fast i de samme, åndsvage pattebarnsroller, selvom manden er over 50(!). Men hvis manden gider (som han sjældent gør), kan han faktisk godt spille rigtigt skuespil. Han var overbevisende som 9/11-efterladt i “Reign Over Me”, han var formidabel i Netflix-filmen ” The Meyerowitz Stories”. Men han har aldrig været bedre end i Paul Thomas Andersons romantiske flick “Punch Drunk Love”. Vidunderlig underspillet af Sandler der perfekt doserer hans drengede charme og hans voldsomme vrede i karakteren Barry Egan, som spiller en presset mand, der ender op som lykkeligt forelsket.
Robin Williams: Good Will Hunting
Han kunne jo det hele, den kære Robin Williams. Muligvis er han ikke i blandt os længere, men hans film vil leve for altid. Der er ikke mange der havde sådan et naturligt, komisk talent som Williams, som i den grad også havde store evner når det drejede sig om de mere alvorlige og lowkey-roller. Selvfølgelig skulle han belønnes med en Oscar-statuette for rollen som psykologen Sean McGuire, der er det perfekte match for den udfordrende Will (Matt Damon). Williams’ evne til både at være hjertevarm, alvorlig og skidehamrende sjov, er en så anbefalesværdig præstation, så den, ellers udmærkede film, bliver løftet til et endnu højere niveau.
Jamie Foxx: Ray (2004)
Der var nok ikke mange der havde set den komme i 2004. Komikeren Jamie Foxx, der havde haft succes med egen sitcom (The Jamie Foxx Show), sparkede døren ind til Drama Hollywood med en lille rolle i Muhammed Ali-filmen “Ali” (2001) og hans eminente tour de force-præstation som musiklegenden Ray Charles i “Ray” (2004). Jamie Foxx ER simpelthen Ray! 50 procent geni, 20 procent dumt svin og 30 procent sårbart menneske. Og så synger han oveni købet Charles’ bagkatalog selv, på imponerende vis. Respekt! Hvilket soundtrack og hvilken formidabel præstation.
Bill Murray: Lost In Translation (2003)
Jeg har aldrig været fan af Bill Murray… før jeg så Sofia Coppolas mesterværk “Lost In Translation”. Manden der var indbegrebet af fjolleroller i 80’erne, viste en noget anden side i startnullerne, hvor han viste sit melankolske jeg frem i roller, som gav den tidligere komiker karakter, så det drev af væggene. Murray brillierer som udbrændt filmstjerne til perfektion og viser hvordan en såret menneskesjæl agerer i hans livs krise. Modspillet mellem ham og unge Scarlett Johansson (hun var kun 18 dengang filmen blev indspillet) er et lille mirakel og som oftest i Coppolas film, står scenerne stærkest når der ingen snak er og hvor billederne, med de fantastiske skuespillere, får lov at tale for sig selv.
