Fra komedie til drama: De 9 bedste mandlige præstationer

René

René

Det er altid med en lille potion skepsis når komikere i Hollywood “springer” ud” som dramaskuespillere og pludselig vil tages seriøst. Hvad er det egentlig de prøver at bevise? At de har mere at byde på end fjol og skaberi?

Gummiansigtet over dem alle, Jim Carrey, er måske det bedste eksempel på dette og selvom han altid vil være ham den sjove fra 90’erne, har han alligevel bevist sit værd i roller som ikke krævede så meget fysisk aktivitet som i Ace Ventura-filmene og Dum Dummere.

Det er ikke alle komikere som klarede “cuttet”. Nogle prøvede og måtte vende snuden tilbage til falde-på-halen-land igen. Ingen tænker nemlig på Vince Vaughn, når nogen siger True Detective, vel? Eller for den sags skyld hans roller i geninspilningen af Psycho?! Og Jack Blacks rolle i Peter Jacksons King Kong-film var heller ikke noget at råbe hurra over….

Heldigvis findes der mange gode eksempler på komikere som fik succes med de dramatiske roller. Nogen af dem laver stadig tåbelige komedier, selvom de har vist deres alvorlige værd (Adam Sandler), mens andre ikke har vendt sig tilbage siden de fik succes med de seriøse roller (Steve Carrell).

Jeg vil hylde dem der kom, så og sejrede. Jeg vil hylde de mænd der tog en chance, som turde kaste sig ud på dybt vand og lade sit publikum fælde en lille tåre, i stedet for et billigt grin.

Comedians who became serious actors, I salute you…

Jason Segel: The End Of The Tour (2015)

De fleste kender ham fra komedie-hitserien How I Met Your Mother (2005-2014). Som Teds hyggelige best friend. Han har fået undertegnede til at tisse af grin (jo, den er go’ nok) i komedierne “I Love You, Man” (2009) og “Droppet Af Sarah Marshall” (2008). Han beviste dog i 2015 at han kunne mere end bare at være ham den sjove fyr. I rollen som den afdøde forfatter David Foster Wallace leverede han en stærk præstation som indfangede en forpint kunstnersjæl til punkt og prikke. En så subtil og prægtig skuespilpræstation, er simpelthen et lille mirakel. Segel beviser i den grad sit værd som alvorlig skuespiller og har siden denne film kastet sig over flere dramtiske roller. Heldigvis.

Jim Carrey: Eternal Sunshine Of The Spotless Mind

Allerede i sluthalvfemserne prøvede Jim Carrey kræfter af med de mere seriøse roller, som i “The Truman Show” (1998) og “Man On The Moon” (1999). Men han blev i den grad accepteret og set på med andre briller, da han spillede hovedrollen som den fortabte mand med et knust hjerte, i Michel Gondrys 2. spillefilm fra 2004. Jim Carrey balancerer perfektionistisk i rollen som genert, skrøbelig og følelsesladet menneske der er i sit livs modvind. En enestående og imponerende præstation, hvor han samtidig også viser sine funny bones frem på en naiv og herligt barnagtig måde uden at det kammer over.

Marlon Wayans: Requium For A Dream

Hvis man lige har set den overplatte komedie “White Chicks” fra 2004, får man sig lidt af et chok, når man efterfølgende ser det dødensalvorlige drama om stoffer og de konsekvenser det kan have på krop og sjæl. Komikeren Marlon Wayans spiller nemlig med i begge og rollerne som undercover politimand i den ene (som samtidig klæder sig ud som en hvid kvinde) og stiknarkoman i den anden, er den verden til forskel. Heldigvis. For Wayans imponerer med en nedtonet rolle, som i den grad klæ’r ham.

Steve Carell: Foxcatcher

Hvis man er en 40 årig jomfru, så kan man vel lige så godt blive bryde-træner. Eller noget i den dur. Ham den lille sjove mand fra kontoret (hint hint, The Office) Steve Carell, gav os alle et indtryk i 2006 af at de seriøse roller var noget han kunne magte (Little Miss Sunshine). Men han peakede først for alvor i 2014 da han spillede over for Channing Tatum i dramaet “Foxcatcher”. Iført plastikansigt (bl.a endnu større næse) og modbydeligt stramt trikot, leverer Carell en oscar-værdig indsats. Intet mindre. For selvom The Academy elsker (1) en komiker der springer ud som dramatisk skuespiller og (2) en skuespiller som spiller med et protese eller en lille maske, så gør Steve Carell det simpelthen det skræmmende godt.

Peter Sellers: Being There

Efter 40 år kan næsten alle filmelskere stadig undre sig gevaldigt: hvorfor fik Peter Sellers ingen Oscar-statuette? Efter min mening leverede han i 79′ karrierens mest overbevisende præstation i den formidable fabel om den småtbegavede gartner hvis iagttagelser blev forvekslet med politiske kommentarer blandt politikere. Måske én af de mest underfundige og mest undervurderede præstationer på film nogensinde. Hele måden at filmen fortæller om Hr. Chance, er ren Kejserens Nye Klæder og indfanger noget helt særligt og unikt. Filmen er nemlig hverken moraliserende, specielt politisk korrekt eller i det hele taget, belærende. Og Sellers står i spidsen for alle herlighederne, som står som en ener i bagkataloget i Hollywood den dag i dag!

Adam Sandler: Punch Drunk Love (2002)

Det er nemt at jorde den kære Sandler til jorden for krampagtigt at holde fast i de samme, åndsvage pattebarnsroller, selvom manden er over 50(!). Men hvis manden gider (som han sjældent gør), kan han faktisk godt spille rigtigt skuespil. Han var overbevisende som 9/11-efterladt i “Reign Over Me”, han var formidabel i Netflix-filmen ” The Meyerowitz Stories”. Men han har aldrig været bedre end i Paul Thomas Andersons romantiske flick “Punch Drunk Love”. Vidunderlig underspillet af Sandler der perfekt doserer hans drengede charme og hans voldsomme vrede i karakteren Barry Egan, som spiller en presset mand, der ender op som lykkeligt forelsket.

Robin Williams: Good Will Hunting

Han kunne jo det hele, den kære Robin Williams. Muligvis er han ikke i blandt os længere, men hans film vil leve for altid. Der er ikke mange der havde sådan et naturligt, komisk talent som Williams, som i den grad også havde store evner når det drejede sig om de mere alvorlige og lowkey-roller. Selvfølgelig skulle han belønnes med en Oscar-statuette for rollen som psykologen Sean McGuire, der er det perfekte match for den udfordrende Will (Matt Damon). Williams’ evne til både at være hjertevarm, alvorlig og skidehamrende sjov, er en så anbefalesværdig præstation, så den, ellers udmærkede film, bliver løftet til et endnu højere niveau.

Jamie Foxx: Ray (2004)

Der var nok ikke mange der havde set den komme i 2004. Komikeren Jamie Foxx, der havde haft succes med egen sitcom (The Jamie Foxx Show), sparkede døren ind til Drama Hollywood med en lille rolle i Muhammed Ali-filmen “Ali” (2001) og hans eminente tour de force-præstation som musiklegenden Ray Charles i “Ray” (2004). Jamie Foxx ER simpelthen Ray! 50 procent geni, 20 procent dumt svin og 30 procent sårbart menneske. Og så synger han oveni købet Charles’ bagkatalog selv, på imponerende vis. Respekt! Hvilket soundtrack og hvilken formidabel præstation.

Bill Murray: Lost In Translation (2003)

Jeg har aldrig været fan af Bill Murray… før jeg så Sofia Coppolas mesterværk “Lost In Translation”. Manden der var indbegrebet af fjolleroller i 80’erne, viste en noget anden side i startnullerne, hvor han viste sit melankolske jeg frem i roller, som gav den tidligere komiker karakter, så det drev af væggene. Murray brillierer som udbrændt filmstjerne til perfektion og viser hvordan en såret menneskesjæl agerer i hans livs krise. Modspillet mellem ham og unge Scarlett Johansson (hun var kun 18 dengang filmen blev indspillet) er et lille mirakel og som oftest i Coppolas film, står scenerne stærkest når der ingen snak er og hvor billederne, med de fantastiske skuespillere, får lov at tale for sig selv.

Seneste

Margrete den Første

Instruktør Charlotte Sieling kæmper en ulige kamp for sit storværk, og det er svært at laste hende for at det ikke helt fungerer.
Er Danmark for småt et land til at sådanne film kan fremstå troværdige, og ikke bare som kostumedrama?

Dune

Denis Villeneuve formår ikke at skabe en episk og magiske filmoplevelse, men imponerer stadig med en billedside, som får andre blockbustere til at blegne.
For selvom Dune klarer skærene, er den ikke blevet til det mesterværk, man kunne have håbet på.

Cruella

I denne origin story får vi et indblik i de begivenheder, der skabte den ikoniske Disney skurk, Cruella de Vil. Desværre spænder filmen ben for sig selv, hver gang den er ved at komme op i gear.

Filmfestival i Odense.

Nicolai var et smut på Odense Filmfestival, og det er der kommet dette skriv ud af.
Barn- og ungdommens gode minder viste sig stadig at sidde i hjertet – gode film fornægter sig ikke.

Black Widow

Natasha Romanoffs solofilm, Black Widow, skriger ikke af originalitet, men til gengæld er actionscenerne i top, humoren vidunderlig tør og samspillet mellem Johansson og co. er ekstremt velfungerende.

Hannibal & Jerry

Nicolai har denne gang anmeldt en af de sidste 25 års allerbedste danske familiefilm og hans anmeldelse vidner på alle måder om, at Hannibal & Jerry afgjort varmer lige så meget om hjertet, som den måtte have gjort i 1997.

Quo vadis Aida?

Rystende mesterværk af Jasmila Zbanic.
Den er virkelig grum, men alle bør se den.
Den fortæller et stykke historie vi ikke skal være stolte af, men som vi er nødt til at se i øjnene.
Når et helt verdenssamfund ser mere eller mindre passivt til, så sker katastrofen. De civile betaler den største pris, og dem med magten vasker deres beskidte hænder, og glemmer deres tomme løfter.

Paw Patrol: The Movie

Den nyeste film i Paw Patrol-universet er lidt af en perle.
Skaberne har skyllet alt det helt tumpede og barnagtige ud med badevandet, og har skabt en stærk actionfilm, der henvender sig til små og store børn, samt deres forældre.
Hvem skulle have troet, at man ville blive trakteret med tænksom underholdning og fed action?