Kan man forvente at børn spiller ligeså godt som de voksne på det store lærred? Det korte svar er et rungende ja. Faktisk endnu bedre, når det drejer sig om denne liste, som fremhæver børnene frem for de garvede og ældre præstationer.
God fornøjelse med den lille liste som fremhæver nogen af de stærkeste præstationer i filmhistorien…
Zain i Kapernaum (2018)
-spillet af Zain Al Rafeea
Han har hverken papirer på hans alder og rigtige navn. Den libanesiske dreng, kaldet Zain, sagsøger hans forældre at den simple årsag: for at have født ham. Det kan lyde som en joke, men han mener det. Født ind i en miserabel barndom, med søskende der bliver giftet væk, for at få mad på bordet. Og en dreng der har fået nok og kæmper mod de uansvarlige voksne!
Zain Al Rafeea er selv tidligere immigrant og spiller den unge Zain så oprigtigt, troværdigt og passioneret, så man ikke kan andet end af elske ham. Èn af de præstationer der sætter sig fast for altid.
Mathilda i Léon (1994)
-spillet af Natalie Portman
Drop de klamme tanker om Lolita-lignende film, hvor en fuldvoksen mand, misbruger et ung pige. Léon er muligvis en fortælling om en lejemorder som tager den 12-årige Mathilda til sig, da hun ikke har andre. Men det er kemien mellem netop ham (spillet fortræffeligt af Jean Reno) og så den fuldstændig forrygende Natalie Portman, der er hjertet i den grumme historie.
For efter den sleske og korrupte strømer Stansfield (Gary Oldman i en legendarisk skurkerolle) har dræbt Mathildas familie, pønser hun på hævn. Portman har mange fantastiske roller på cv’et, men hendes første rolle som sorgramt pige, med en stor gun i favnen, er den hun nok for altid vil blive husket for.
Florya i Gå Og Se (1985)
-spillet af Aleksei Kravchenko
Krig er helvede. Det forstå man mere end nogensinde efter 2 timer og 22 minutter i selskab med unge Florya, som melder sig til Hvideruslands modstandsfolk i 1943. De er oppe mod tyskerne og netop mødet med dem, bliver en langsom nedbrydelse af ham, både fysisk og mentalt.
Gå Og Se er svær at komme igennem og ikke en film man har lyst til at se igen. Også selvom der her er tale om én af dem, som for altid vil være med i ens hukommelse. Aleksei Kravchenkos præstation i filmen føles ikke som skuespil, men som den ægte vare. Vi føler som publikum at iagttage en dreng der bliver nedbrudt og ødelagt af hvad krigen gør hvad ham, psykisk og fysisk.
Bruno i Cykeltyven (1948)
-spillet af Enzo Staiola
Vi slutter af med en klassiker. Vel at mærke en sort-hvid-en-af-slagsen, som hverken kan streames nogen steder og som kun de største filmnørder ejer på DVD.
Ikke særligt inkluderende og motiverende, men alligevel en præstation fra en helt særlig film, der umuligt kan undgås. Samfundskritisk neorealisme på italiensk og én af dem som for altid vil stå som en klassiker i filmhistorien. Far, mor og søn lever en simpel tilværelse, hvor pengene er få, men humøret alligevel er højt. Indtil den dag hvor deres cykel bliver stjålet.
Enzo Stailoa spiller med følelserne ud på tøjet, men alligevel kammer det aldrig over i det overdrevent sentimentale. Han er det lille bankende hjerte i det store italienske maskineri, og faktisk er han bedst når han iagttager hans far med hans store, brune øjne, uden replikker, mens han knuger sig til håbet om en bedre fremtid.
