Filmfestival i Odense.

Picture of Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Nicolai har været på filmfestival i Odense.

Nok engang, har landets ældste filmfestival ”Odense Filmfestival”, fundet sted og som jeg lidt plejer at gøre hvert år, vil jeg gerne dele lidt ord, om nogle de oplevelser som jeg har haft på årets festival.

Det skal lige siges, at skønt at hovedattraktionen og selve kernen i filmfestivalen er ”kortfilm” (og her menes i den grad, fantastiske kortfilm), så har jeg haft knap så meget tid til at gå i dybde med dem i år og har derfor i stedet se nogle stykker af dem på deres streamingside ”Offstream”.

Men i stedet for det, har jeg søgt efter alle de oplevelser og arrangementer som der er, mellem de mange kortfilmsvisninger, og nok engang, har hver af de oplevelser, været i særklasse.

Den første af disse oplevelser, var et arrangement med Jakob Stegelmann, som umiddelbart havde noget med animé at gøre.

Jeg selv var af den overbevisning, at Jakob Stegelmann ville fortælle lidt om japansk animationsfilm historie og vise nogle klip fra nogle af dem.

Selvom han skam også gjorde førstnævnte ting, så gjorde han dog slet ikke sidstnævnte ting.

I stedet for, var der tale om et oplæg som skulle fungere som et intro til en visning af Makoto Shinkai’s ”Your Name”. En film jeg ikke havde set, siden jeg så den i Café-biografen for lidt over 4 år siden og som derfor var et yderst glædeligt gensyn!

Jakob Stegelmann holdt skam også et fantastisk oplæg, hvor han fortalte om forskellen på japansk animation og amerikansk animation (eller Disney), hans tanker om dengang han fik rettighederne til Dragon Ball-Z (og om hvordan han lidt frygtede klager, grundet seriens store mængde af bandeord, vilde kampscener og lidt frække humor) og så fortalte han også kort om, hvor svært det er at få rettigheder til Animé-film.

Og ja, ellers, så er der altså bare noget magisk over at se Jakob Stegelmann i levende live, fordi der virkelig er noget smukt over hans meget legende og energiske måde at forklare og fortælle ting på og så er han altså også dybt ydmyg på den bedste måde (som han bl.a. forklarede ved at sige, at han ikke var alt-vidende om populærkultur, selvom folk længe har troet det).

Og jo, Your Name holdt i den grad ved gensyn og jeg var særligt opmærksom ved dens brug af stille øjeblikke uden underlægningsmusik, som Jakob Stegelmann gjorde os opmærksom på, som noget Animé-film benytter sig meget af.

Min næste oplevelse var så et møde med Dizzy Mizz Lizzy.

De havde dog ikke nogen instrumenter med, men skulle derimod (sammen med instruktøren ”Marc Louis Sutton” og produceren ”Christian Juliussen”) være vært for en visning af en musikvideo til nummeret ”Amelia”, der varer 22, 23 minutter.

Dette var skam også en fremragende og ret så interessant oplevelse, da de gik meget i dybde med, bandets tanker om denne musikvideo kontra instruktøren og producentens tanker om den, hvordan den passede (og ikke passede) til selve sangen og hvorfor de (både bandet og instruktøren og producenten), følte at det var en særlig musikvideo til en særlig sang.

Det handlede egentlig ikke særlig meget om hvad musikvideoer kan og hvordan de har udviklet sig i tidens løb (det var der dog et andet arrangement om på festivalen, som jeg dog ikke så), men alligevel var det dog ret så underholdende og så var musikvideoen i øvrigt ret så flot, vild og en kende voldsom til tider.

I går, så jeg så et interview mellem Anna Emma Haudal og Andrias Høgenni, hvor førstnævnte lige har færdiggjort hendes første spillefilm og hvor sidstnævnte så skulle til og i gang med at filme hans første spillefilm.

Selve det arrangement havde dog Anna Emma Haudal i fokus og for uvedkommende, så er det hende der har skrevet og instrueret DR-ungdomsserien ”Doggystyle” og som nu er på vej med spillefilmen ”Venuseffekten”.

Deres snak handlede kort og godt om Anna Emma Haudals rejse fra Odsherred (hvor hun voksede op og er flyttet tilbage til) og til filmskolen og ja, Doggystyle & Venuseffekten og det var en fantastisk samtale!

Anna Emma Haudal er først og fremmest dybt sympatisk, ret morsom og i det hele taget en kvinde med en god historie.

Jeg fandt det dybt rørende, at høre om hvordan hun så Lars Von Trier i en alt for ung alder, hvordan hun lod sig inspirerer af mode på film i hendes teenageår (såsom Bjørks tøj i ”Dancer in The Dark” eller Pernille Valentins gule tøj i ”Nordkraft”), hvordan hun gik fra at ville lave teater til endelig at søge mod filmskolen og hvordan Lars Christian Detlefsen (som vist er eller var lærer på filmskolen), ikke tolerere folk der kom for sent til undervisning, hvilket gav Anne Emma Haudal en bortvisning på 1 uge (og en større krise).

Jeg fandt det også virkelig smukt, at hører om hvordan hun kom frem til serien Doggystyle (der startede som en synopsis/eksamensopgave til filmskolen) og hvordan hun egentlig har det blandet med hendes berømmelse, da hun egentlig ikke er meget for at tale med pressen, men samtidig kun ønsker at så mange som muligt, ser det hun laver.

Hun fortalte også lidt om, hvordan hun prøvede at få Skam (den der norske serie, som var ”overalt” i slut-2016 og første halvdel af 2017, herhjemme) til DR3, før de troede på den og viste hun også et enkelt klip fra Venuseffekten, som jeg personligt fandt ret morsomt, ret charmerende, ret forførende og i hvert fald noget, jeg straks ville se mere af, lige nu!

Dén film kommer i øvrigt d.18/11 og efter Anna Emma Haudals ord, er den ikke solgt til nogen festivaler, da hun igen, har det blandet med opmærksomheden og pressen.

Og til sidst, så nåede jeg også at se 2 open-air-visninger i år, hvilket jeg var lykkelig over, da det i den grad var noget som var savnet sidste år.

Den ene visning var Hannibal & Jerry-syng med-version og her menes der ikke at der var sangtekster på lærredet. Nej, Wikke & Rasmussen, sad slet og ret oppe på scenen og sang med, hver gang der kom en sang i filmen (hvilket det gør, ret meget).

De fortalte også nogle små anekdoter om filmen, hvor de bl.a. nævnte at sangen ”Kærlighed er godt”, blev realiseret, skrevet og indspillet under optagelserne, ene og alene fordi at Peter Frödin og Hella Joof, følte at de manglede en sang og om hvordan Paprika Steen gerne ville ligne Sharon Stone fra Casino.

Og ja, ellers så var der tale om et særdeles glædeligt gensyn med den noget nær (efter min mening) bedste danske live-action-familiefilm gennem de sidste 25 år og lige netop det at hovedmændene bag filmen, sad og så filmen samtidig (og sang med), var på alle måder kirsebærret på toppen.

Udover Hannibal og Jerry, så jeg også Grease i går, ligeledes ved en Open-Air-visning.

Sidste gang jeg så Grease, var sågar også ved en Open-Air-Visning ved selvsamme festival for 3 år siden, hvor der så var tale om en karaoke-visning med sangtekster.

Dén oplevelse er fortsat en af de bedste filmoplevelser i mit liv og var nok til at jeg gerne ville se Grease ved en Open-Air-visning igen.

Denne gang var det dog ikke en karaokevisning, men bare filmen med danske tekster (hvor de måske i stedet skulle have valgt engelske tekster, i forhold til sangene).

Men stadigvæk var stemningen virkelig god hele vejen igennem og der blev da sunget lidt med og ja, ellers er Grease bare en af de bedste film-musicals nogensinde og en af de ultimative Feel-Good-film for mit vedkommende (hvilket afgjort også var en god grund, til den gode stemning).

Og ja alt i alt, så er Odense-Filmfestival, fortsat min absolut yndlingsfilmfestival af alle filmfestivaler (uanset om jeg kun har været på denne festival eller ej) og fortsat mit go-to-place, når det kommer til de bedste film-oplevelser, om det så er film-visning eller foredrag om det.

Og jo, jeg er mere end klar til festivalen i 2022!

Seneste

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.

Furiosa: A Mad Max Saga

Kan Furiosa hamle op med sin forgænger, Fury Road? Både ja og nej. Men mest ja.
For Furiosa prøver ikke det samme som sin forgænger (heldigvis for det!) og giver os i stedet mere dybde i universet og mer’ historiefortælling.
Læs René Buchtrups begejstrede anmeldelse HER:

Bad Boys 4: Ride or Die

De slemme drenge ruller derud af igen, men den gode energi fra film nummer tre er der ikke meget tilbage af. Martin Lawrence er reduceret til en fjollet sidekick og Will Smith virker off og som om han slet ikke gider være med.Bad Boys 4 skal ses for de brutale og nådesløse actionscener som er ret så vellykkede.René Buchtrup anmelder

Fuld af Kærlighed

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk film, som både handler om hvad alkoholisme gør ved en familie og hvordan en familie bearbejder det og prøver, at holde sammen.

Fuld af kærlighed er hård, hjerteskærende og ofte også ret barsk, men den er samtidig virkelig menneskelig og dybt kompleks og grundlæggende værd at se og ligeledes snakke om.

Love Lies Bleeding

Nicolai har denne gang anmeldt en romantisk thriller med masser af bodybuilding, steroider og mord.

Love Lies Bleeding er overordnet en virkelig underholdende film, som ganske vist ikke har en perfekt slutning, men som dog er værd at tjekke ud i biografen.

Moviemaniac anmelder 4k-film: The Crow

Den er kult og The Crow fra 1994 er en yderst seværdig og underholdende film! Men, hva’ så med kvaliteten på 4k? Holder den? Se Youtube-klippet her hvor René Buchtrup anmelder endnu en 4k-film…

Ugens Streaming Anbefaling – Fury Road

Når man snakker om en ny streamingtjeneste som hedder MAX, kan man så andet end at anbefale Mad Max: Fury Road?! Nej vel…René snakker med Allan fra GoFM om én af verdens bedste actionfilm HER: