Filmfestival i Odense.

Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Nicolai har været på filmfestival i Odense.

Nok engang, har landets ældste filmfestival ”Odense Filmfestival”, fundet sted og som jeg lidt plejer at gøre hvert år, vil jeg gerne dele lidt ord, om nogle de oplevelser som jeg har haft på årets festival.

Det skal lige siges, at skønt at hovedattraktionen og selve kernen i filmfestivalen er ”kortfilm” (og her menes i den grad, fantastiske kortfilm), så har jeg haft knap så meget tid til at gå i dybde med dem i år og har derfor i stedet se nogle stykker af dem på deres streamingside ”Offstream”.

Men i stedet for det, har jeg søgt efter alle de oplevelser og arrangementer som der er, mellem de mange kortfilmsvisninger, og nok engang, har hver af de oplevelser, været i særklasse.

Den første af disse oplevelser, var et arrangement med Jakob Stegelmann, som umiddelbart havde noget med animé at gøre.

Jeg selv var af den overbevisning, at Jakob Stegelmann ville fortælle lidt om japansk animationsfilm historie og vise nogle klip fra nogle af dem.

Selvom han skam også gjorde førstnævnte ting, så gjorde han dog slet ikke sidstnævnte ting.

I stedet for, var der tale om et oplæg som skulle fungere som et intro til en visning af Makoto Shinkai’s ”Your Name”. En film jeg ikke havde set, siden jeg så den i Café-biografen for lidt over 4 år siden og som derfor var et yderst glædeligt gensyn!

Jakob Stegelmann holdt skam også et fantastisk oplæg, hvor han fortalte om forskellen på japansk animation og amerikansk animation (eller Disney), hans tanker om dengang han fik rettighederne til Dragon Ball-Z (og om hvordan han lidt frygtede klager, grundet seriens store mængde af bandeord, vilde kampscener og lidt frække humor) og så fortalte han også kort om, hvor svært det er at få rettigheder til Animé-film.

Og ja, ellers, så er der altså bare noget magisk over at se Jakob Stegelmann i levende live, fordi der virkelig er noget smukt over hans meget legende og energiske måde at forklare og fortælle ting på og så er han altså også dybt ydmyg på den bedste måde (som han bl.a. forklarede ved at sige, at han ikke var alt-vidende om populærkultur, selvom folk længe har troet det).

Og jo, Your Name holdt i den grad ved gensyn og jeg var særligt opmærksom ved dens brug af stille øjeblikke uden underlægningsmusik, som Jakob Stegelmann gjorde os opmærksom på, som noget Animé-film benytter sig meget af.

Min næste oplevelse var så et møde med Dizzy Mizz Lizzy.

De havde dog ikke nogen instrumenter med, men skulle derimod (sammen med instruktøren ”Marc Louis Sutton” og produceren ”Christian Juliussen”) være vært for en visning af en musikvideo til nummeret ”Amelia”, der varer 22, 23 minutter.

Dette var skam også en fremragende og ret så interessant oplevelse, da de gik meget i dybde med, bandets tanker om denne musikvideo kontra instruktøren og producentens tanker om den, hvordan den passede (og ikke passede) til selve sangen og hvorfor de (både bandet og instruktøren og producenten), følte at det var en særlig musikvideo til en særlig sang.

Det handlede egentlig ikke særlig meget om hvad musikvideoer kan og hvordan de har udviklet sig i tidens løb (det var der dog et andet arrangement om på festivalen, som jeg dog ikke så), men alligevel var det dog ret så underholdende og så var musikvideoen i øvrigt ret så flot, vild og en kende voldsom til tider.

I går, så jeg så et interview mellem Anna Emma Haudal og Andrias Høgenni, hvor førstnævnte lige har færdiggjort hendes første spillefilm og hvor sidstnævnte så skulle til og i gang med at filme hans første spillefilm.

Selve det arrangement havde dog Anna Emma Haudal i fokus og for uvedkommende, så er det hende der har skrevet og instrueret DR-ungdomsserien ”Doggystyle” og som nu er på vej med spillefilmen ”Venuseffekten”.

Deres snak handlede kort og godt om Anna Emma Haudals rejse fra Odsherred (hvor hun voksede op og er flyttet tilbage til) og til filmskolen og ja, Doggystyle & Venuseffekten og det var en fantastisk samtale!

Anna Emma Haudal er først og fremmest dybt sympatisk, ret morsom og i det hele taget en kvinde med en god historie.

Jeg fandt det dybt rørende, at høre om hvordan hun så Lars Von Trier i en alt for ung alder, hvordan hun lod sig inspirerer af mode på film i hendes teenageår (såsom Bjørks tøj i ”Dancer in The Dark” eller Pernille Valentins gule tøj i ”Nordkraft”), hvordan hun gik fra at ville lave teater til endelig at søge mod filmskolen og hvordan Lars Christian Detlefsen (som vist er eller var lærer på filmskolen), ikke tolerere folk der kom for sent til undervisning, hvilket gav Anne Emma Haudal en bortvisning på 1 uge (og en større krise).

Jeg fandt det også virkelig smukt, at hører om hvordan hun kom frem til serien Doggystyle (der startede som en synopsis/eksamensopgave til filmskolen) og hvordan hun egentlig har det blandet med hendes berømmelse, da hun egentlig ikke er meget for at tale med pressen, men samtidig kun ønsker at så mange som muligt, ser det hun laver.

Hun fortalte også lidt om, hvordan hun prøvede at få Skam (den der norske serie, som var ”overalt” i slut-2016 og første halvdel af 2017, herhjemme) til DR3, før de troede på den og viste hun også et enkelt klip fra Venuseffekten, som jeg personligt fandt ret morsomt, ret charmerende, ret forførende og i hvert fald noget, jeg straks ville se mere af, lige nu!

Dén film kommer i øvrigt d.18/11 og efter Anna Emma Haudals ord, er den ikke solgt til nogen festivaler, da hun igen, har det blandet med opmærksomheden og pressen.

Og til sidst, så nåede jeg også at se 2 open-air-visninger i år, hvilket jeg var lykkelig over, da det i den grad var noget som var savnet sidste år.

Den ene visning var Hannibal & Jerry-syng med-version og her menes der ikke at der var sangtekster på lærredet. Nej, Wikke & Rasmussen, sad slet og ret oppe på scenen og sang med, hver gang der kom en sang i filmen (hvilket det gør, ret meget).

De fortalte også nogle små anekdoter om filmen, hvor de bl.a. nævnte at sangen ”Kærlighed er godt”, blev realiseret, skrevet og indspillet under optagelserne, ene og alene fordi at Peter Frödin og Hella Joof, følte at de manglede en sang og om hvordan Paprika Steen gerne ville ligne Sharon Stone fra Casino.

Og ja, ellers så var der tale om et særdeles glædeligt gensyn med den noget nær (efter min mening) bedste danske live-action-familiefilm gennem de sidste 25 år og lige netop det at hovedmændene bag filmen, sad og så filmen samtidig (og sang med), var på alle måder kirsebærret på toppen.

Udover Hannibal og Jerry, så jeg også Grease i går, ligeledes ved en Open-Air-visning.

Sidste gang jeg så Grease, var sågar også ved en Open-Air-Visning ved selvsamme festival for 3 år siden, hvor der så var tale om en karaoke-visning med sangtekster.

Dén oplevelse er fortsat en af de bedste filmoplevelser i mit liv og var nok til at jeg gerne ville se Grease ved en Open-Air-visning igen.

Denne gang var det dog ikke en karaokevisning, men bare filmen med danske tekster (hvor de måske i stedet skulle have valgt engelske tekster, i forhold til sangene).

Men stadigvæk var stemningen virkelig god hele vejen igennem og der blev da sunget lidt med og ja, ellers er Grease bare en af de bedste film-musicals nogensinde og en af de ultimative Feel-Good-film for mit vedkommende (hvilket afgjort også var en god grund, til den gode stemning).

Og ja alt i alt, så er Odense-Filmfestival, fortsat min absolut yndlingsfilmfestival af alle filmfestivaler (uanset om jeg kun har været på denne festival eller ej) og fortsat mit go-to-place, når det kommer til de bedste film-oplevelser, om det så er film-visning eller foredrag om det.

Og jo, jeg er mere end klar til festivalen i 2022!

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!