Fall

René

René

Originaltitel: Fall

Instruktør:

År: 2022

Genre: Thriller, drama

Kan bl.a. streames på Blockbuster

Jeg lå med svedige håndflader, så jeg knap nok kunne få popcornene op fra skålen og ind i min mund.

Jeg lå og spændte, og følte mig utilpas. Var jeg ved at blive syg? Nej, jeg mærkede efter på panden, med håndryggen. Nej, ingen feber. Hvad kunne det så være?

Dette var den underlige følelse jeg lå med for et stykke tid siden på sofaen, da jeg så Fall. En spændingsfilm, om to unge kvinder, der er kravlet op i et afsidesliggende og forladt radiomast, uden megen chance for at komme ned igen.

Historien er simpel og tynd, som toiletpapiret på Roskilde Festivals toiletter: bedsteveninderne, Becky (Grace Caroline Currey) og Hunter (Virginia Gardner) er kravlet op i et 600-meter højt tårn, langt ud på Lars Tyndskids mark, for at få et adrenalin-rush. Pigerne var øjenvidner til at Becky mistede sin mand i en tragisk klatreulykke for ca. et år siden, og siden ulykken har hun isoleret sig sig, og overvejet selvmord. En dag står Hunter udenfor hendes dør, og får hende overtalt til at komme med, for at få lidt livsgnist tilbage.

Det skal ikke mange hjerneceller til, for at regne ud hvilke fare pigerne bringer sig selv i, ved at kravle op i det enorme radiotårn, hvor skruerne langsomt falder ud for hvert skridt de tager på vejen til toppen. Vi er som publikum heller ikke i tvivl om at Hunter holder noget hemmeligt om Beckys afdøde mand, og dramaet i filmen bl.a. ligger i netop denne konflikt.

Men, det er egentlig ikke spændende. De to skuespillerinder kæmper en brav kamp med troværdigheden, men de spiller bare ikke særligt godt. Det trækker en smule i den forkerte retning, når deres replikker bliver spyttet ud, som var det en desperat audition til Teaterskolen. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det, at filmens manuskript er så kliche-drevent, så man snildt kan tænke sig til, hvad den næste replik mon vil være.

Det der til gengæld trækker op og for alvor virker i filmen, er samtlige scener, hvor der ikke snakkes, men i stedet handles. Hvor pigerne i toppen af det faldefærdige tårn, kæmper for livet, for at komme ned. Den måde det hele er filmet på, får allerede undertegnede til at blive helt svimmel bare ved tanken. Man føler simpelthen man er med pigerne hele vejen, og de kreative vinkler kameraet filmer disse begivenheder på, ville selv få action-instruktøren, Michael Bay til at juble og hoppe i sædet af bar begejstring.

Mobilerne løber tør for strøm, gribbe begynder at hugge på de halvdøde piger og desperate tider kræve desperate handlinger. Vi keder os bestemt ikke i selskab med de seje klatretøser og håber på at de klarer skærene i sidste ende. Selvom dramaet mellem de to tøser virker fjollet og klinger hult som et 90’er-melodrama, sejrer filmen i sidste ende på høj adrenalin og nervepirrende action.

Fall får 4/6 hamre:

🔨  🔨  🔨  🔨 

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.