Instruktør: Jacques Audiard
År: 2024
Genre: Musical.
Biografpremiere: 16/01
Når det kommer til film helt generelt, så kan de til tider være overambitiøse. Både i forhold til hvilken slags film de vil være og ligeledes i forhold til hvilken/hvilke historie/historier, der vil fortælles.
Sådan synes jeg lidt det er med franske Jacques Audiards mexicanske musical, Emilia Pérez.
Hvad den egentlig handler om, kan jeg bruge lang tid på at skrive om, men jeg vil prøve at forklare det så kort som muligt.
Rita er en advokat, der i starten har filmen lige har afsluttet en sag, hvor hun bestemt ikke var glad for resultatet. Straks efter får hun en et opkald med et tip om noget der kan give hende mange penge.
Da Rita så slår til, bliver hun mødt af én der hedder Manitas, som er en kartel-gangster, der har et stort ønske om at blive kvinde, hvilket Rita så skal hjælpe med (hvor belønningen er en masse penge).
Manitas er i øvrigt gift med Jessica og har 2 sønner, som så skal flytte til Schweiz, for at være i sikkerhed for Manitas’ kumpaner eller fjender.
Manitas får så en kønsskifteoperation og bliver til Emilia Pérez og 4 år senere møder hun så Rita, der så bliver en del af Emilia Pérezs nye liv.
Dette er det det kortest mulige handlingsreferat jeg kunne komme med. Det skal lige nævnes at filmen oprindeligt var tiltænkt som værende en Libretto (en form for opera eller musical), men den blev så noget lidt andet, selvom det stadigvæk er en musical med mindst (eller i alt) 19 sange.
Det skal også skrives, at udover det i handlingsreferatet, så sker der også mere, i forhold til noget om at finde forladte mennesker i Mexico og både noget om at acceptere forskelle i ens liv og andres liv (i forhold til mennesker man har haft kært i ens liv).
Jacques Audiard, har bestemt sine ambitioner helt ude i fuldt flor, men jeg er dog til tider lidt i tvivl om hvilken historie han vil fortælle, helt konkret?
Her ment, i forhold til om det skal være en historie om det at være en transkvinde eller om livet i Mexico? Som sådan handler Emilia Pérez, om begge disse ting, man der varieres dog i hvor meget lige dele får fokus, i løbet af den 132 minutters lange film.
Der er som skrevet, ligeledes en musical, hvor der enten synges om det som karaktererne inderligt føler (som er et større kendetegn for musicals) eller hvor karakterne lige pludselig begynder at synge, imens de er i gang med at snakke. Der varieres også lidt i dette, samtidig med at det kan skrives at de umiddelbart 19 sange (eller flere) der er i filmen, skam alle er originale kompositioner til filmen, hvor Jacques Audiard, har været med til at skrive dem.
Igen, ambitioner er der rigeligt af i denne film.
Men overordnet, synes jeg dog at munden at blevet taget lidt for fuld, i forhold til alt der gerne vil fortælles og vises, i denne film.
Jeg følte i hvert fald at der var flere tidspunkter, hvor jeg stillede spørgsmål til, hvor vigtigt det der skete, var for filmen?
Ligeledes, når det kommer til en musical, så vil jeg ikke komme og sige at sangene i filmen nødvendigvis var dårlige eller ikke var mindeværdige.. Men, når det kommer til nyere filmmusicals, som ikke tidligere har været opført på de skrå brædder, så synes jeg ikke at Emilia Pérez, er den bedste af dem, når det kommer til sangene.
Nu har jeg skrevet overvejende kritiske ord om denne film, men er der noget positivt at bringe på banen?
Jo, det er der skam.
Zoe Saldaña yder en fremragende præstation som Rita, der har mere end rigeligt at se til i løbet af filmen og i forhold til alle de sange hun synger i filmen, gør hun også ganske godt.
Karla Sofía Gascón har filmens titelrolle som Emilia Pérez og er ligeledes selv en transkvinde, hvilket dermed gør at rollen står hende ganske nær. Karla Sofia Gascón, gør det ligeledes virkelig godt og meget passioneret, hvilket bestemt kun er godt for filmen og rollen.
Selena Gomez er måske for mange primært en kæmpe popstjerne, men i løbet af de seneste pr. år, har hun dog fokuseret så meget på skuespillet, så det nu er blevet det primære fokus for hende.
Hun spiller rollen som Jessica og det kan siges at i forhold til de 2 andre skuespillerinder, er hun umiddelbart skuespillerinden ( i en større rolle) med færrest sange i filmen, på trods af at hun er den med mest sangerfaring. Om dette er et rent tilfælde eller ej, skal jeg bestemt ikke gøre mig klog på, men Selena Gomez gør det også virkelig godt som en kvinde der får hele sit liv lavet om og pludselig skal acceptere mange forandringer.
Kameraføringen af Paul Guilhaume, er skam også virkelig fremragende og super stilfuld, hele vejen igennem, hvilket bestemt er med til at gøre Emilia Pérez, til en visuelt meget flot film.
Det jeg egentlig synes der spænder mest ben for Emilia Pérez-filmen, er egentlig dens manuskript som er overproppet og ligeledes hvordan den virkelig vil meget, men ikke formår at gøre alt lige godt.
Jeg vil dog ikke kalde dette for en dårlig film eller en film der ikke er værd at opleve, da den bestemt ikke minder om andre filmmusicals… Jeg vil måske snarer kalde den lidt mislykket og ikke lige så god som den kunne have været.