Sådanne “monsterfilm”/dyr-går-amok-film deler altid vandende.
Nogle kalder dem fremragende underholdning, og andre kalder dem det argeste pisselort. Sandt at sige er der flere af dem fra sidste kategori, men der er altså nogle virkelig effektive og fede film imellem.
Listen ville alle dage være toppet af mesterværkerne, Jurassic Park og Jaws, men de er ligesom andre storfilm ikke med på listen.
- Jurassic Park filmene
- Jaws
- Anaconda
- King Kong
Det er nogle af de film, der ikke er med på listen her.
Dem kender i jo godt, så i stedet får i otte low-budget film, der er relativt ukendte ift. andre film i genren. Okay der er måske en film eller to iblandt, der ikke kan bryste sig af hverken low-budget eller b-film stemplet, men det er ikke de helt store blockbusters vi har med at gøre
Simpel historie, creepy stemning, og fede effekter.
Derudover er der disse film jeg værdsætter for deres primitive, men skamløst effektive underholdning.
Jeg har valgt otte film, da jeg ikke kunne skære nogle af filmene på listen fra – jeg var for svag og fesen…
Det er film med dyr, og altså ikke overnaturlige dyr og monstre.
Dyrene er sultne, læs bare med her.
God fornøjelse
Rogue (2007)
Antagonist: Saltvandskrokodille
Hvad sker der når en stor turistbåd kæntrer ved en lille ø/stor begroet sandbanke ude i et australsk floddelta?
Mobildækningen er elendig, vandet stiger, og oversvømmer stille og roligt deres tilflugtssted, og de begynder at skændes indbyrdes.
Menneskets usympatiske (men forståelige) fejhed viser sig.
I tilspidsede situationer er vi i bund og grund os selv nærmest, og kønt er det ikke.
De finder hurtigt ud af, at der i det omkringliggende vand lurer et rædselsvækkende dyr, der jager dem, og bruger deres ulykke til sin fordel. En enorm, otte meter lang delta-/saltvandskrokodille vejrer menneskelig buffet, og tynder godt ud antallet af turister.
Krokodiller er de perfekte dræbermaskiner. De kan godt og vel en ting til perfektion, og det er at slå ihjel.
The Rogue er fed underholdning, der adskiller sig fra meget andet i genren.
Forvent ikke et mesterværk, men blot en fed thriller med overvejende dumme mennesker, og en sulten satan af en krokodille. Fed film.
The Tiger: An Old Hunters Tale (2015)
Antagonist: Sibirisk tiger
Selveste Min Sik-Choi er med!!!
En aldrende jæger skal nedlægge en sibirisk tiger midt i krigen mellem Korea og Japan.
Den sibiriske tiger er det største kattedyr på jorden, og også en af de største jægere.
Dens styrke er enorm, og den har ingen fjender udover mennesket.
Det eneste menneske, der behandler den med respekt er Min Sik-Choi’s jæger. Alle andre er ligeglade, og prøver af frygt at skyde den. De fleste betaler den ultimative pris.
Tigerens angreb er meget voldsomme. Blodet sprøjter, når den flænser sine mange ofre, og du får at se, hvor imponerende styrke og aggressivitet den besidder.
Den er dog ikke bare en hensynsløs dræber, som flere andre dyr på listen.
Den dræber dem der truer og forstyrrer den, ikke bare tilfældige ofre.
Slutscenen som selvfølgelig ikke skal afsløres her, er rørende, og meget sigende ift. tigre og menneskers indbyrdes forhold.
Black Water (2007)
Antagonist: Saltvandskrokodille
Der findes få ting, mere uhyggeligt end en stor krokodille, der skjult i grumset vand jager mennesker.
To par kæntrer i deres båd dybt inde i de australske mangrovesumpe.
En af de mange saltvandskrokodiller får færden af dem, også går tingene slag i slag, som vi kender dem.
Det klassiske gysergreb, hvor de bliver taget en efter en, hvor vi kan sidde og gætte på hvem der bliver taget som den næste, bliver taget i brug her.
De er fire fra start, hvor mange er de til sidst?
Du ser flere angreb, men filmen går mest af alt psykologisk til værks på dine nerver.
Man kan ikke klandre de store krybdyr for at angribe og dræbe menneskerne, der klodset og bøvet rager rundt på deres territorie.
Men det virker stadig voldsomt, den måde de totalt molestrerer dem på.
De fire mennesker i Black Water er nu egentlig fornuftige, og ikke bare idioter, der ikke forstår naturen og dens dyreliv. Men de er på dyrenes domæne, længere er den ikke.
Det er en overlevelseskamp, og den er barsk.
Orca: The Killer Whale (1977)
Antagonist: Spækhugger
Richard Harris dummer sig gevaldigt, da han ved et uheld kommer til at dræbe en gravid spækhugger. Han vil egentlig fange den for at tjene kassen på det enorme dyr, men det går helt galt.
Dens mage ser det hele, og det intelligente dyr lokker Captain Nolan (Harris) til en kamp – mand mod dyr – på spækhuggerens hjemmebane.
Hvad der herefter følger, er en psykologisk og fysisk kamp på liv og død.
Det er Kaptajn Ahab’s besættelse af Moby Dick, der ligger til grund for denne historie.
Det er faktisk en ganske god film, der både byder på solidt skuespil fra de to giganter; Richard Harris og Charlotte Rampling, samt en god gammeldags hævnhistorie, der i bedste Moby Dick/Jaws stil virkelig fungerer.
Filmen viser menneskets grådighed, og ligegyldighed overfor naturen og dens skabninger.
Den starter faktisk ud med at vise spækhuggernes godmodighed og respekt overfor mennesket, da den redder en dykker fra en hvidhajs kæber. En respekt, der ikke bliver gengældt…
Jeg vil foreslå at i ser denne film, og derefter den mesterlige dokumentar, Blackfish, der viser hvor primitivt et dyr vi mennesker i virkeligheden er, og hvor hengivne og intelligente dyr spækhuggere er.
Ghost And The Darkness (1996)
Antagonist: Løver
Jeg så Ghost And The Darkness i biffen til premieren. Jeg kendte i forvejen til den autentiske historie om de to maneaters fra Tsavo, og jeg synes virkelig den var spændende. Selvfølgelig skulle jeg se filmen.
Jeg har siden genset den mange gange.
Jeg har altid set løver som et stolt og smukt dyr, men samtidig lidt af en pussenussekat, der bare dovner den.
De kan dog ændre adfærd og agenda på et splitsekund, og gå fra dovent svin (salig Ole Thestrup’s ord) til effektiv dræbermaskine.
De to hanløver her i filmen tager flittigt for sig af de mange indiske jernbanearbejdere, og firmaet bag byggeriet må hente professionel hjælp i skikkelse af Patterson og Remington – to modsætninger, men samtidig glimrende samarbejdspartnere. Patterson er militærmand, og Remington er jæger med et enormt kendskab til Afrikas dyreliv.
De er oppe imod to ondskabsfulde og meget snu bæster, der mest af alt dræber for fornøjelsens skyld.
Kampen i den afrikanske bush er fremragende underholdning fra start til slut, og endda en ganske god film oveni hatten
Crawl (2019)
Antagonist: Alligatorer
Jeg fik lyst til at lave denne liste, da jeg for nylig så Crawl. Den her type film er jo en nichegenre i filmens verden, og indimellem spytter den virkelig gode film ud til os:
Som Crawl.
Far og datter med et anstrengt forhold, en oversvømmet sydstatsby i Florida, en masse store og aggressive alligatorer, så er scenen sat. Hvad behøver vi overhovedet mere?
Vi mangler det måske vigtigste element i denne type film:
Det uundværlige “kanonføde”, der udelukkende er med så dyrene spiser dem, og ikke hovedpersonerne.
De er her også, bare rolig.
Vi får, udover neglebidende spænding, også serveret alligatorangreb, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
Der er blandt andet en mand, der i rædsel flygter i vand, der går ham til livet, og som ender med at blive flået i fire mundrette bidder af ligeså mange alligatorer…
Der er idioten, der først får knust benene i kæberne på et af de store reptiler, inden den flår vedkommende i døden under vandet…
Der er virkelig gode dyredrab i Crawl, og du kan sidde og skamme dig over at lappe det i dig, samtidig med at du klapper i hænderne over underholdningsværdien i at se folk blive slagtet og spist. Det er bare skønt at se, at ingen går sultne i seng.
Barry Pepper er god som altid, og han er et af filmens store trækplastre. Kaya Scodelario i hovedrollen er et andet.
De gør at det ikke bare er endnu et hjernedødt ædegilde vi får serveret, men en god film med masser af ide og pondus.
De er fanget i familiens hus under en storm, der har skabt store oversvømmelser, og lagt store dele af byen under meterhøjt vand.
Det giver nogle rigtig fede, og godt tænkte scener.
Kreativ tankegang hjælper i primitive film som denne.
The Reef (2010)
Antagonist: Hvidhaj
The Reef er noget så sjældent som en haj-thriller, der fungerer, OG er realistisk på samme tid.
Den minder en del om Open Water i handling og struktur, men denne her har lidt mere fokus på dyret, end på de indbyrdes relationer, karaktererne imellem.
Den minder i den henseende en del om Black Water du læste om før.
The Reef er bare endnu bedre, og mangrovesumpen er erstattet af det endeløse Stillehav.
Fem venner ombord på en sejlbåd der kæntrer på åbent hav. En stor fed hvidhaj får færden af dem, også er scenen ellers sat.
Filmens handling bliver gudskelov holdt meget simpelt, og uden Hollywoods klamme action-hånd på hajangrebene.
Jeg kan personligt ikke komme på en mere isnende uhyggelig måde at miste livet på, end mellem kæberne på verdens største rovfisk. The Reef rammer netop denne frygt, fordi den holder det realistisk hele vejen igennem.
Menneskerne bliver ikke bidt i tusind stykker med blod og indvolde overalt. Det er mere uhyggeligt, med gyserstemning. Filmen bygger mere på vores frygt, og kører psykisk terror på os:
Det er i de fleste tilfælde folk der eksempelvis svømmer i overfladen, og pludselig bliver flået ned i dybet, og tilbage er kun det blikstille vand. Eller en hajfinne, der gennemskærer vandoverfladen.
Jeg får kuldegysninger bare af at skrive om det.
Der er ikke CGI eller papkasse-hajer, men kun rigtige optagelser af store hvidhajer.
Det er så godt lavet – jeg blev meget positivt overrasket.
The Grey (2011) af Joe Carnahan
Antagonist: Ulve
Liam Neeson droppede for en stund de hjernedøde actionfilm – der siden den fede Taken fra 2008 har været den dygtige skuespillers ligegyldige trademark – og gik i survival of the fittest-mode med The Grey.
Han får brug for sine fighting skills, da en flok ulve viser mere end almindelig interesse for ham og hans team af oliearbejdere. De er styrtet ned i Alaska’s enorme vildmark.
Han er hyret til skyde ulve, der kommer for tæt på mennesker, så han ved meget om de intelligente dyr. Det hjælper dem i flere tilfælde, men han er omgivet af uvidende og bange folk, der i bund og grund bare går i vejen.
Ulvene udmanøvrerer menneskerne, og tynder stille og roligt ud i antallet.
Angrebene er meget voldsomme og brutale, og du får som seer dyrisk vildskab lige lukt i fjæset.
Panikken og rædslen hos mændene, der bliver jagtet, og de grusomme scener med folk der får ansigtet flået af, eller bliver bidt i stykker, er lavet fuldstændig livagtigt, og uden det sædvanlige CGI, der ellers er alle steder nu til dags.
Filmen er renset for de – for genren – tåbelige klichéer, der ofte gør filmene blottet for intelligens, og er i stedet erstattet af en simpel, effektiv og rigtig stærk historie.
Det gør The Grey til en rigtig god film. Ikke bare i denne kontekst, men som film generelt.
Og det hjælper at have en dygtig skuespiller som Liam Neeson med – det giver filmen et ekstra niveau at spille på.
Vi runder af:
Folk er blevet spist, flået i stykker, lemlæstet og det der er værre.
Vi har været godt rundt i dyreriget, og stiftet bekendtskab med nogle af naturens mest effektive dræbere.
Det er jo bare dyr, der i de flestes tilfælde reagerer som dyr nu engang gør: De ser noget mad, de fanger det, dræber det, og æder det. Eller også beskytter de deres territorie og unger.
Det laver dog ikke om på, at de til syvende og sidst er dræbere uden empati og hensyn til deres ofre/bytte. Det kan man selvfølgelig heller ikke forvente.
Nogle af filmene er rigtig gode, mens andre mere er solid underholdning. Fælles for alle film på listen er dog, at de på ingen måde falder igennem. De holder et godt niveau.
Boblere:
- Prey
- Shallows
- Lake Placid
- Komodo
- Primeval
- Alligator
- Deep Blue Sea
- Maneater
- Razorback
