Instruktør: Hayao Miyazaki.
År: 2023
Genre: animationsfilm.
Biografpremiere: 08/02.
Der er visse instruktører, som øjeblikkeligt tiltrækker og samler et publikum, når han/hun dukker op med en ny film. Én af disse, er japanske Hayao Miyazaki, som igennem de seneste cirka 4 årtier, har været det førende og største navn inden for japansk animationsfilm (også kaldet animé).
Skønt Hayao Miyazaki et pr. gange har sagt at han ville gå på pension, så er han nu på banen igen med filmen, Kimitachi wa dô ikiru ka, eller som den mere forståeligt hedder på dansk, Drengen og hejren.
Historien som filmen fortæller er, en kende kompliceret og gennemgår også nogle forandringer og udviklinger i løbet af filmens 2 timers varighed. Men jeg vil nu gøre et forsøg på at forklare tingene så godt som muligt.
Drengen Mathito, mister sin mor under 2. Verdenskrig og da krigen når sin ende, flytter han og sin far, ud til en ny mor, ved navn Natsuko, som selv er gravid.
Natsuko virker meget glad for at få Mahito og tager ham hurtigt til sig. Yderligere kan det siges at Natsuko, bor i et kæmpe stort hus og har en masse ældre kvinder som hjælpere.
Mahito skal så starter i en ny skole, men første dag er ingen succes og ret hurtigt kommer han ud for en skade, der går ham sengeliggende derhjemme i Natsukos store hus.
Imellem tiden, dukker en hejre dog op og sågar en hejre der kan tale og siger at Mahitos mor ikke er død og at hejren kan fører Mahitotil hende.
Hejren tager også med tiden Mahito på et eventyr, men det bliver dog et lidt andet eventyr, end hvad man måske skulle tro ved første øjenkast.
En ting der særligt er ved Miyazakis film, er at de er exceptionelt fantasifulde, på alle tænkelige måder, både når det kommer til historierne der bliver fortalt og ligeledes rent visuelt.
Men det som dog også kan siges (og som måske er det mest særlige ved Miyazakis film), er at der altid er en dybt poetisk og oftest også filosofisk tilgang til karaktererne, historierne og den visuelle side og dernæst også en smuk balance mellem det lette og morsomme og det dybt alvorlige.
Dette er bestemt også tilfældet i Drengen og hejren, hvor det dybe alvor, bl.a. kommer via nogle traumatiske flashbacks til Mahitos mors død eller den fare, som Mahito møder på sin vej.
Noget som i den grad også bør fremhæves er animationen.
For at vende tilbage til poesien, så er animationen i Drengen og hejren, vildt poetisk og oftest meget malerisk, samtidig med at den også er exceptionelt farvestrålende, både når det kommer til naturen i filmen og såmænd også dyrene, hvor der her særligt tænkes på pelikaner, hejre og papegøjer, som er vildt smukke at være vidne til.
På det visuelle punkt, jamen så er Drengen og hejren, unægtelig et kæmpe og ubeskriveligt smukt mesterværk, hele vejen igennem.
Men naturligvis behøves der også en god og gribende historie til at følge filmens billedside og besidder Drengen og hejren, dette?
Som skrevet i starten af denne anmeldelse, så tager denne films historie, til tider nogle swing og drejninger, som ikke nødvendigvis gør at den viger bort fra det som den egentlig handler om, men dog løbende tager nye dele og detaljer til sig.
Dette gør bestemt at man som seer, skam skal følge nøje med i hvad der sker, for ikke lige pludselig føle sig forvirret i et større omfang.
Men det som der dog også er ved Miyzakis film (og ligeledes Drengen og hejren), er at selvom der til tider kan være godt med tempo, hvis der er tale om et stort eventyr, så gør Miyazakis poetiske og filosofiske tilgang til filmene, dog også at tempoet er roligt og svævende, frem for at styrte af sted, hvilket bestemt er en kæmpe fornøjelse at være vidne til.
Noget andet som også kan fremhæves er filmens underlægningsmusik af Joe Hisaishi, som med undtagelse af 1 film, har komponeret musik til alle Hayao Miyazakis film siden 1984. Dette er der kun god grund til, da musikken er virkelig smuk, og på flere punkter er med til at fuldende filmens poesi, fantasi og filosofi.
Stemmeskuespillet (jeg så den på originalt japansk sprog, som er det de danske biografer viser), er virkelig indlevende og energisk, hvilket bestemt er smukt, da i hvert fald mig gjorde at jeg virkelig kunne føle og mærke karaktererne i filmen.
Så, er Drengen og hejren, et nyt animé mesterværk fra Hayao Miyazakis hånd?
Rent visuelt, 110% jo, da virkelig få til ingen af tidens animationsfilm kan hamle op med denne films maleriske skønhed.
Når det kommer til det andet (såsom historien), så er der skam tale om et smukt, underholdende og dybt poetisk eventyr med alt det som Miyazaki kan når han er allerbedst. Men, samtidig så var der dog øjeblikke hvor jeg som seer, lige skulle tænke over hvad det hele egentlig handlede om.
Dette skal dog ikke lyde som nogen kritik, snarer tværtimod er det meget positivt, da dette blot danner grundlag for et nødvendigt gensyn.
Men samtidig, gør dette dog også at jeg ikke kan kalde helt perfekt ved første øjenkast, da jeg stadigvæk føler at nogle af filmens histories puslespilsbrikker, lige skal komme helt på plads.
Men tag ikke fejl, fordi Hayao Miyazaki er bestemt tilbage i smuk form og skal man se nogen animationsfilm i biografen for tiden, så lad det blive Drengen og hejren, da der virkelig er tale om stor japansk filmkunst af en meget høj kaliber.
