Downsizing anmeldelse

René Buchtrup

René Buchtrup

af René Buchtrup

Alaxander Paynes nye film, Downsizing, har i teorien en go’ ide, men skuffer gevaldigt i praksis. Matt Damon famler i blinde som hovedpersonen Paul, og filmen føles som en extended cut-version, der aldrig vil ende. 

Filmen kan bl.a. streames på Blockbuster og Plejmo

Hold da kæft, hvor var den bare lang. Spild af potentiale!

Det var den følelse jeg gik ud af biografen med, da jeg havde set Alexander Paynes seneste film “Downsizing”.

Det er en film hvor ideen til filmen ellers er sjovt og godt tænkt: En norsk forsker har fundet løsningen på truslen om overbefolkning, og kan nu skrumpe folk, så de ikke bruger så mange af jordens ressourcer. De kan nå bo billigt og leve som millionærer resten af deres dage.

Genialt, ikke? Tænk hvilken satire der kunne have kommet ud af det.

Matt Damon spiller den kedelige og vattede Paul. Han har aldrig gjort lægestudiet færdigt, da han passer sin syge mor. Han tager take-away med fra den lokale bar efter arbejde. Ti år efter er moren erstattet med hans kone. Han tager stadig take-away med fra samme bar. Konen Audrey (Kristen Wiig) og Paul bliver enige om at lade sig downsize og blive en del af mini-samfundet Leisure Land. Men Audrey ender med at lade Paul i stikken. Og så er Paul pludselig 12 centimeter høj uden kone, i et samfund han pludselig ikke ønsker at være alligevel.

Det kunne have været en sprulende film, med et genialt koncept og nogle skønne karakterer. Men det bliver desværre bare en rodet, ufokusseret omgang med intetsigende karakterer.

Matt Damon har gennem de sidste del år haft fantastiske og uforglemmelige roller. Lige fra den sammenbidte og intense rolle som Jason Bourne i de tre Bourne-film, den korrupte politimand i “The Departed” og ikke mindst, rollen som løgneren og bedrageren, Tom Ripley i “The Talented Mr. Ripley”. Alle karakterer tilføjede Damon sit helt eget særlige præg og gjorde dem helvedes interessante.

Der er stort set intet interessant ved hans rolle i Downsizing. Rollen er så forglemmelig, som var det gammelt mad fra en tankstation (you get the picture, right).

Alexander Payne er i min optik en af Amerikas bedste instruktører og manuskriptforfattere, som (normalt) laver knivskarpe film med portrætter af mænd i krise. Film som blander alvorlighed med knastør humor, og som giver et nuanceret billede på en svær situation. Bare tænk på mesterværkerne “Sideways” (2004), “Nebraska” (2013) og “About Schmidt” (2002).

Jeg ærgrer mig sådan over at han ikke kan forbinde den gode tragikkomedie med de skønne karakterer i Downsizing. Jeg kan ikke huske Matt Damon så intetsigende som hans karakter i filmen. Muligvis er det meningen. Han skal måske fremstå kedelig. Men vel ikke så åndsvagt kedelig at filmen bliver hæng-mig-selv-i-laden-af-kedsomhed-uinteressant, vel?

Den såkaldte satire bliver heller aldrig sjov. Jeg kunne da sagtens se hvornår filmen gerne ville være sjov. Det blev den bare ikke. Med undtagelse af de scener hvor Christoph Waltz er med. Han stjæler billedet i samtlige scener som Pauls kække overbo Dusan. Han er det eneste bramfri karakter i filmen (det er befriende) og han er simpelthen en fest af følge.

Romancen mellem Ducans vietnamesiske hushjælp, Ngoc Lan Tran og Paul er sød og bringer en smule varme og hjerte ind i filmen. Men den kan ikke redde “Downsizing” for at være en lang og rodet film, som ufokusseret roder rundt og ikke ved hvor den vil hen. Øv.

Downsizing får 2 ud af 6 hamre:  

 

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.