Downsizing anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Alaxander Paynes nye film, Downsizing, har i teorien en go’ ide, men skuffer gevaldigt i praksis. Matt Damon famler i blinde som hovedpersonen Paul, og filmen føles som en extended cut-version, der aldrig vil ende. 

Filmen kan bl.a. streames på Blockbuster og Plejmo

Hold da kæft, hvor var den bare lang. Spild af potentiale!

Det var den følelse jeg gik ud af biografen med, da jeg havde set Alexander Paynes seneste film “Downsizing”.

Det er en film hvor ideen til filmen ellers er sjovt og godt tænkt: En norsk forsker har fundet løsningen på truslen om overbefolkning, og kan nu skrumpe folk, så de ikke bruger så mange af jordens ressourcer. De kan nå bo billigt og leve som millionærer resten af deres dage.

Genialt, ikke? Tænk hvilken satire der kunne have kommet ud af det.

Matt Damon spiller den kedelige og vattede Paul. Han har aldrig gjort lægestudiet færdigt, da han passer sin syge mor. Han tager take-away med fra den lokale bar efter arbejde. Ti år efter er moren erstattet med hans kone. Han tager stadig take-away med fra samme bar. Konen Audrey (Kristen Wiig) og Paul bliver enige om at lade sig downsize og blive en del af mini-samfundet Leisure Land. Men Audrey ender med at lade Paul i stikken. Og så er Paul pludselig 12 centimeter høj uden kone, i et samfund han pludselig ikke ønsker at være alligevel.

Det kunne have været en sprulende film, med et genialt koncept og nogle skønne karakterer. Men det bliver desværre bare en rodet, ufokusseret omgang med intetsigende karakterer.

Matt Damon har gennem de sidste del år haft fantastiske og uforglemmelige roller. Lige fra den sammenbidte og intense rolle som Jason Bourne i de tre Bourne-film, den korrupte politimand i “The Departed” og ikke mindst, rollen som løgneren og bedrageren, Tom Ripley i “The Talented Mr. Ripley”. Alle karakterer tilføjede Damon sit helt eget særlige præg og gjorde dem helvedes interessante.

Der er stort set intet interessant ved hans rolle i Downsizing. Rollen er så forglemmelig, som var det gammelt mad fra en tankstation (you get the picture, right).

Alexander Payne er i min optik en af Amerikas bedste instruktører og manuskriptforfattere, som (normalt) laver knivskarpe film med portrætter af mænd i krise. Film som blander alvorlighed med knastør humor, og som giver et nuanceret billede på en svær situation. Bare tænk på mesterværkerne “Sideways” (2004), “Nebraska” (2013) og “About Schmidt” (2002).

Jeg ærgrer mig sådan over at han ikke kan forbinde den gode tragikkomedie med de skønne karakterer i Downsizing. Jeg kan ikke huske Matt Damon så intetsigende som hans karakter i filmen. Muligvis er det meningen. Han skal måske fremstå kedelig. Men vel ikke så åndsvagt kedelig at filmen bliver hæng-mig-selv-i-laden-af-kedsomhed-uinteressant, vel?

Den såkaldte satire bliver heller aldrig sjov. Jeg kunne da sagtens se hvornår filmen gerne ville være sjov. Det blev den bare ikke. Med undtagelse af de scener hvor Christoph Waltz er med. Han stjæler billedet i samtlige scener som Pauls kække overbo Dusan. Han er det eneste bramfri karakter i filmen (det er befriende) og han er simpelthen en fest af følge.

Romancen mellem Ducans vietnamesiske hushjælp, Ngoc Lan Tran og Paul er sød og bringer en smule varme og hjerte ind i filmen. Men den kan ikke redde “Downsizing” for at være en lang og rodet film, som ufokusseret roder rundt og ikke ved hvor den vil hen. Øv.

Downsizing får 2 ud af 6 hamre:  

 

Seneste

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!

Cha Cha Real Smooth

Nicolai har denne gang anmeldt et hjertevarmt og smukt drama om vigtigheden ved at være der for andre og skabe lys og glæde i en hverdag som måske ikke har særlig meget af det.

De Bedste Gangsterfilm Top 21 del 3

Afslutningen på listen over de bedste gangsterfilm nogensinde. 7 eminente og stærke værker, der hæver sig over de resterende på listen. Det er bestemt ikke uden grund af både Francis Ford Coppola og Martin Scorsese begge har to film i toppen..

De Bedste Gangsterfilm Top 21 del 2

Anden del af Andreas’ og Renés ultimative gangsterliste, går et par spadestik dybere og viser flere desperate mænd i nogle desperate situationer…