Den satans familie

Picture of Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: DEN SATANS FAMILIE – En dokumentarfilm om dødsmetalbandet BAEST.
Instruktør/Tilrettelægger: Katrine Hornes og Frederik Lauridsen
År: 2019
Genre: Dokumentar/Musik

Dokumentaren er anmeldt tidligere, men tiden går, og ting bliver større.

Baest er blevet større!

Baest er vokset helt enormt siden Den Satans Familie kom ud på dr.dk i 2019.

Jeg anmeldte den lige da den kom, og var meget begejstret. Det er jeg selvsagt stadig, og mere til. Grunden til denne “genanmeldelse”, skal findes i den kontekst der hedder; Baest er en helt anden størrelse nu, end de var for tre år siden.

De har gennemsmadret Copenhell’s to største scener, turneret Europa tyndt, vundet sorte hjerter overalt, hvor de spiller, og haft en formkurve, der peger i én retning: OP!

Hvad er så næste skridt for Baest?

Som forsanger Simon Olsen siger i dokumentaren, så er ambitionen at erobre verden med deres dødsmetal. En ambition der dengang, måske synes lige lovlig ambitiøs – genren taget i betragtning, men som nu faktisk er en reel mulighed.

De har tårnhøje ambitioner, og indtil videre lykkes de med dem. Til trods for en verdensomspændende pandemi, står Baest nu stærkere end nogensinde. De har brugt pandemien til deres fordel, og skabt musik i stedet for at sidde og fise husleje af. En typisk ting for Århus-bandet – ud over stepperne.

Et menneskeligt og sårbart bæst

Filmen fokuserer på Baest’s første store tour.

De er med som support for – et af mine personlige yndlings dødsmetalbands – mægtige Decapitated.

De skal stå model til håbløse supportbands, og manglende pli fra hovednavnet.

Derudover lider de under savn af både koner/kærester, og måske ikke mindst deres børn.

Jeg var selv væk fra min nyfødte søn i tre dage (og det var sgu hårdt!), så jeg kan godt forestille mig at tre uger (mas o menos) kan være svære at komme igennem.

Men som guitarist Lasse Revsbech siger, så er det at komme på sådan en tour en mulighed, der virkelig kan flytte noget for bandet – dvs. en mulighed de bli’r “nødt” til at tage.

Bassist Mattias “Muddi” Melchiorsen, følger op, og fortæller at de er nødt til at turnere massivt, da de ikke tjener knaster på radio airplay, men via liveaktivitet og merchsalg.

Det er en ærlig og direkte dokumentarfilm.

Vi kommer under huden på bæstet fra Århus(…..), og vi får både et indblik i det hektiske turneliv, og konsekvenserne heraf – positive såvel som negative.

Den er også bare ærlig og oprigtig.

Ikke mindst når guitarist Svend Engsig Karlsson åbner op omkring sine indre dæmoner, og helt åbent fortæller om konsekvenserne deraf, samt hans måde at bearbejde dem på.

Det er rørende at høre på, og det giver et andet billede af bandet, som jeg normalt forbinder med spas, gak og dødsmetal.

De andre i bandet har stor forståelse, og der er generelt stor accept og respekt for hver enkelt medlems vaner og udfordringer.

Simon fortæller i filmen om at finde sin plads i bandet, som er bygget på tætte relationer de andre medlemmer imellem. Den ensomhed og forvirring han til tider kan opleve nedenfor scenen, må han formidle ud oppe på scenen. Noget han så til gengæld gør med en autoritet, der er de færreste frontpersoner forundt!

Det er også en skidehyggelig og sjov dokumentar.

F.eks. da trommeslager Sebastian Abildsten på et tidspunkt forhører sig om hvorvidt de kan ændre lidt i spilleplanen – se den, og i vil forstå. Det er sjovt for os seere.

Jeg må i den forbindelse give Baest-drengene helt ret. De burde have været direkte support på den Tour!

Det er også helt hyggeligt at se de lokale dødsmetallere på slap line.

De har det bare fedt sammen, og det kan mærkes.

Jeg kan ikke prale af at kende dem, men har da sludret lidt hist og her med dem, og kan såmænd sige de er utrolig rare og tilgængelige. Også har jeg været med stort set fra begyndelsen, så jeg ved og andet – eller noget…

Savn og succes

Baest er en velsmurt maskine, der kører upåklageligt, men det er ikke uden problemer at være på tour.

De skal midt på turen pludselig for alvor stå på egne ben, og styre hele biksen selv.

Deres manager Jens Karlsson tager på velfortjent bryllupsrejse.

Det giver lidt udfordringer bandmedlemmerne imellem, men er med til at tømre bandet stærkere sammen.

Det er mit indtryk at Baest er mere tætte og har et endnu stærkere fundament efter denne tour.

Det er et fundament, der kan være med til at cementere deres position på den danske musikscene fremadrettet, OG give dem flere muligheder i udlandet.

Her til sidst vil jeg lige få noget på det rene omkring disse fem musikere:

Det er en løftet pegefinger, og til dels en strittende langemand til usaglige kritikere af bandet.

Til de få der mener Baest er nogle forkælede snotunger, der har fået succesen foræret (ja der findes sgu nogle danskere med ondt i røven!).

Til dem vil jeg anbefale denne film, der viser et hårdtarbejdende band, der ofrer mange ting for deres musik, samt en manager, der virkelig kan sit kram.

Derudover vil jeg anbefale dem at tjekke bandet ud live.

Der er Baest bedre end de fleste andre (fra ind- og udland), og der bør selv den mest nævenyttige kritiker af bandet blive omvendt.

Det er sandt at bandet gik fra 0-100 efter debutkoncerten på Royal Metal Fest 2016, men det er altså fordi de er et pissegodt band, der lever og ånder for deres musik, og fordi de er myreflittige på landevejen og i studiet.

Færdig, punktum!

Baest har eksisteret i små syv år, og har allerede skabt et kæmpe fundament.

Tre fuldlængdealbums og to EP’er, samt et hav af koncerter

Et band, der næsten kan kaldes et fænomen på den danske metalscene…

Når jeg sludrer musik med tilfældige mennesker fra andre lande til festivaler og koncerter, så er det ofte, at Baest bliver nævnt i samme åndedrag som de helt store indenfor death metal.

Det folk vil se er Immolation, Cannibal Corpse, Bloodbath og…. BAEST! Det siger sgu noget om de her gutters evner på scenen. 

Folk snakker, og lad dem blive ved med det. Rygtet om bandet spreder sig langt ud over Danmarks grænser, og den fortjeneste er bandets alene!

Hvis jeg nu skal øse ud af min livserfaring, og kloge mig et lidt overfor bandet:

Bliv ved med at køre på. Jeres kilde til kreativitet er tilsyneladende enorm.

Sonder terrænet, og husk at give jer selv tid til at nyde jeres succes.

Dokumentaren er på fire afsnit, og kan streames på DR.dk

Den satans familie får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Monkey

Jacob Faurholt er tilbage! Hvert fald for en kort stund. Hvem skulle ellers anmelde den hypede gyser-komedie, The Monkey, som af de fleste anmeldere er blevet hyldet. Men Jacob er ikke tilfreds med filmen. Slet, slet ikke.
Læs hans anmeldelse af filmen HER:

Moviemaniac anmelder 4k-film: Signs

Signs fra 2002 er én af de film, som desværre er gået lidt i glemmebogen i dag. Men det er ærgerligt, når den har en blændende Mel Gibson i hovedrollen og en historie om aliens som måske vil invadere jorden.

Kærlighed på film og TV

Jeg har lavet en lille liste med syv bud på den smukke kærlighed. Jeg har taget fra både film og TV-serier
God fornøjelse

Fremmed: Det første opgør

Nicolai har denne gang anmeldt den første danske stenalder film, som handler om starten på det der i dag, er Danmark.

Det er en meget særlig film og en meget intens film, som ganske vist ikke er perfekt, men dog alligevel ikke minder om nogen anden dansk film, hvilket i den grad gør den seværdig

Moviemaniac Podcast – Episode 2: Den Om Oscars

De synes begge to at Oscar showet er dødkedeligt! Alligevel ser de det HVER evigt eneste år! Hvorfor? Fordi de knuselsker film og håber på at det bli’r bedre netop i år…. 😉
Efter fem års podcast-pause, mødes Andreas Nørgaard igen med René Buchtrup. Her kommer de med konstruktive forslag til hvordan The Oscars kan blive endnu bedre…

Flow

Nicolai har denne gang anmeldt en animationsfilm om en flok dyr, der prøver at overleve og holde sammen, under en stor oversvømmelse.

Der er tale om et helt særligt mesterværk, som er gribende, rørende, intenst og virkelig realistisk og i den grad, en biograftur værdig

Moviemaniac anmelder 4k-film: Den Sjette Sans

Moviemaniac anmelder 4k-film kigger denne gang nærmere på gyseren, Den Sjette Sans, som overraskede i sluthalvfemserne med en ordentligt twist-slutning.
Men holder filmen stadig i dag?

Min Evige Sommer

Nicolai har denne gang anmeldt en ny dansk film om en 16 årig pige, der tilbringer en sommer i et sommerhus, med sin familie, hvor moren har kræft.

Min Evige Sommer, er en dybt bevægende og meget hjerteknusende dansk film, som stærkt kan anbefales, men som dog vil kræve kleenex