Den satans familie

Picture of Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: DEN SATANS FAMILIE – En dokumentarfilm om dødsmetalbandet BAEST.
Instruktør/Tilrettelægger: Katrine Hornes og Frederik Lauridsen
År: 2019
Genre: Dokumentar/Musik

Dokumentaren er anmeldt tidligere, men tiden går, og ting bliver større.

Baest er blevet større!

Baest er vokset helt enormt siden Den Satans Familie kom ud på dr.dk i 2019.

Jeg anmeldte den lige da den kom, og var meget begejstret. Det er jeg selvsagt stadig, og mere til. Grunden til denne “genanmeldelse”, skal findes i den kontekst der hedder; Baest er en helt anden størrelse nu, end de var for tre år siden.

De har gennemsmadret Copenhell’s to største scener, turneret Europa tyndt, vundet sorte hjerter overalt, hvor de spiller, og haft en formkurve, der peger i én retning: OP!

Hvad er så næste skridt for Baest?

Som forsanger Simon Olsen siger i dokumentaren, så er ambitionen at erobre verden med deres dødsmetal. En ambition der dengang, måske synes lige lovlig ambitiøs – genren taget i betragtning, men som nu faktisk er en reel mulighed.

De har tårnhøje ambitioner, og indtil videre lykkes de med dem. Til trods for en verdensomspændende pandemi, står Baest nu stærkere end nogensinde. De har brugt pandemien til deres fordel, og skabt musik i stedet for at sidde og fise husleje af. En typisk ting for Århus-bandet – ud over stepperne.

Et menneskeligt og sårbart bæst

Filmen fokuserer på Baest’s første store tour.

De er med som support for – et af mine personlige yndlings dødsmetalbands – mægtige Decapitated.

De skal stå model til håbløse supportbands, og manglende pli fra hovednavnet.

Derudover lider de under savn af både koner/kærester, og måske ikke mindst deres børn.

Jeg var selv væk fra min nyfødte søn i tre dage (og det var sgu hårdt!), så jeg kan godt forestille mig at tre uger (mas o menos) kan være svære at komme igennem.

Men som guitarist Lasse Revsbech siger, så er det at komme på sådan en tour en mulighed, der virkelig kan flytte noget for bandet – dvs. en mulighed de bli’r “nødt” til at tage.

Bassist Mattias “Muddi” Melchiorsen, følger op, og fortæller at de er nødt til at turnere massivt, da de ikke tjener knaster på radio airplay, men via liveaktivitet og merchsalg.

Det er en ærlig og direkte dokumentarfilm.

Vi kommer under huden på bæstet fra Århus(…..), og vi får både et indblik i det hektiske turneliv, og konsekvenserne heraf – positive såvel som negative.

Den er også bare ærlig og oprigtig.

Ikke mindst når guitarist Svend Engsig Karlsson åbner op omkring sine indre dæmoner, og helt åbent fortæller om konsekvenserne deraf, samt hans måde at bearbejde dem på.

Det er rørende at høre på, og det giver et andet billede af bandet, som jeg normalt forbinder med spas, gak og dødsmetal.

De andre i bandet har stor forståelse, og der er generelt stor accept og respekt for hver enkelt medlems vaner og udfordringer.

Simon fortæller i filmen om at finde sin plads i bandet, som er bygget på tætte relationer de andre medlemmer imellem. Den ensomhed og forvirring han til tider kan opleve nedenfor scenen, må han formidle ud oppe på scenen. Noget han så til gengæld gør med en autoritet, der er de færreste frontpersoner forundt!

Det er også en skidehyggelig og sjov dokumentar.

F.eks. da trommeslager Sebastian Abildsten på et tidspunkt forhører sig om hvorvidt de kan ændre lidt i spilleplanen – se den, og i vil forstå. Det er sjovt for os seere.

Jeg må i den forbindelse give Baest-drengene helt ret. De burde have været direkte support på den Tour!

Det er også helt hyggeligt at se de lokale dødsmetallere på slap line.

De har det bare fedt sammen, og det kan mærkes.

Jeg kan ikke prale af at kende dem, men har da sludret lidt hist og her med dem, og kan såmænd sige de er utrolig rare og tilgængelige. Også har jeg været med stort set fra begyndelsen, så jeg ved og andet – eller noget…

Savn og succes

Baest er en velsmurt maskine, der kører upåklageligt, men det er ikke uden problemer at være på tour.

De skal midt på turen pludselig for alvor stå på egne ben, og styre hele biksen selv.

Deres manager Jens Karlsson tager på velfortjent bryllupsrejse.

Det giver lidt udfordringer bandmedlemmerne imellem, men er med til at tømre bandet stærkere sammen.

Det er mit indtryk at Baest er mere tætte og har et endnu stærkere fundament efter denne tour.

Det er et fundament, der kan være med til at cementere deres position på den danske musikscene fremadrettet, OG give dem flere muligheder i udlandet.

Her til sidst vil jeg lige få noget på det rene omkring disse fem musikere:

Det er en løftet pegefinger, og til dels en strittende langemand til usaglige kritikere af bandet.

Til de få der mener Baest er nogle forkælede snotunger, der har fået succesen foræret (ja der findes sgu nogle danskere med ondt i røven!).

Til dem vil jeg anbefale denne film, der viser et hårdtarbejdende band, der ofrer mange ting for deres musik, samt en manager, der virkelig kan sit kram.

Derudover vil jeg anbefale dem at tjekke bandet ud live.

Der er Baest bedre end de fleste andre (fra ind- og udland), og der bør selv den mest nævenyttige kritiker af bandet blive omvendt.

Det er sandt at bandet gik fra 0-100 efter debutkoncerten på Royal Metal Fest 2016, men det er altså fordi de er et pissegodt band, der lever og ånder for deres musik, og fordi de er myreflittige på landevejen og i studiet.

Færdig, punktum!

Baest har eksisteret i små syv år, og har allerede skabt et kæmpe fundament.

Tre fuldlængdealbums og to EP’er, samt et hav af koncerter

Et band, der næsten kan kaldes et fænomen på den danske metalscene…

Når jeg sludrer musik med tilfældige mennesker fra andre lande til festivaler og koncerter, så er det ofte, at Baest bliver nævnt i samme åndedrag som de helt store indenfor death metal.

Det folk vil se er Immolation, Cannibal Corpse, Bloodbath og…. BAEST! Det siger sgu noget om de her gutters evner på scenen. 

Folk snakker, og lad dem blive ved med det. Rygtet om bandet spreder sig langt ud over Danmarks grænser, og den fortjeneste er bandets alene!

Hvis jeg nu skal øse ud af min livserfaring, og kloge mig et lidt overfor bandet:

Bliv ved med at køre på. Jeres kilde til kreativitet er tilsyneladende enorm.

Sonder terrænet, og husk at give jer selv tid til at nyde jeres succes.

Dokumentaren er på fire afsnit, og kan streames på DR.dk

Den satans familie får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.

Furiosa: A Mad Max Saga

Kan Furiosa hamle op med sin forgænger, Fury Road? Både ja og nej. Men mest ja.
For Furiosa prøver ikke det samme som sin forgænger (heldigvis for det!) og giver os i stedet mere dybde i universet og mer’ historiefortælling.
Læs René Buchtrups begejstrede anmeldelse HER:

Bad Boys 4: Ride or Die

De slemme drenge ruller derud af igen, men den gode energi fra film nummer tre er der ikke meget tilbage af. Martin Lawrence er reduceret til en fjollet sidekick og Will Smith virker off og som om han slet ikke gider være med.Bad Boys 4 skal ses for de brutale og nådesløse actionscener som er ret så vellykkede.René Buchtrup anmelder

Fuld af Kærlighed

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk film, som både handler om hvad alkoholisme gør ved en familie og hvordan en familie bearbejder det og prøver, at holde sammen.

Fuld af kærlighed er hård, hjerteskærende og ofte også ret barsk, men den er samtidig virkelig menneskelig og dybt kompleks og grundlæggende værd at se og ligeledes snakke om.