Den Satans Familie anmeldelse

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

År:

Genre:

af Andreas Nørgaard

En sjov og oprigtig dokumentarfilm om dødsmetalbandet BAEST (BÆST!) hvor vi får et ærligt indblik i det hektiske turneliv.

Dokumentaren er på fire afsnit, og kan streames på DR.dk

Filmen fokuserer på Baest’s første store tour.
De er med som support for – et af mine personlige yndlings dødsmetalbands – mægtige Decapitated.

De skal stå model til håbløse supportbands, og manglende pli fra hovednavnet.
Derudover må de kæmpe med at finde deres plads i hierakiet, bandsene imellem , samt lide under et savn af både koner/kærester, og måske ikke mindst deres børn.
Jeg var selv væk fra min nyfødte søn i tre dage (og det var sgu hårdt!), så jeg kan godt forestille mig at tre uger (mas o menos) kan være svære at komme igennem.
Men som guitarist Lasse Revsbech siger, så er det at komme på sådan en tour en mulighed, der virkelig kan flytte noget for bandet – dvs. en mulighed de bli’r “nødt” til at tage.
Bassist Mattias “Muddi” Melchiorsen, følger op, og fortæller at de er nødt til at turnere massivt, da de ikke tjener knaster på radio airplay, men via liveaktivitet og merchsalg.

Det er en ærlig og direkte dokumentarfilm.
Vi kommer under huden på bæstet fra Århus(…..), og vi får både et indblik i det hektiske turneliv, og konsekvenserne heraf – positive såvel som negative.
Det er en skidehyggelig og sjov dokumentar.
F.eks. da trommeslager Sebastian Abildsten på et tidspunkt forhører sig om hvorvidt de kan ændre lidt i spilleplanen – se den, og i vil forstå. Det er sjovt for os seere.
Jeg må i den forbindelse give Baest-drengene helt ret. De burde have været direkte support på den Tour!
Dokumentaren er sjov, men den er også bare ærlig og oprigtig.

Ikke mindst når guitarist Svend Endsig Karlsson åbner op omkring sine indre dæmoner, og helt åbent fortæller om konsekvenserne deraf, samt hans måde at bearbejde dem på.
Det er rørende at høre på, og det giver et andet billede af bandet, som jeg normalt forbinder med spas, gak og dødsmetal. Men en terning har som bekendt flere sider, og selvfølgelig har et band som Baest også det.

Forsanger Simon Olsen fortæller i filmen om at finde sin plads i bandet, som er bygget på tætte relationer de andre medlemmer imellem. Den ensomhed og forvirring han til tider kan opleve nedenfor scenen, må han formidle ud oppe på scenen. Noget han så til gengæld gør med en autoritet, der er de færreste frontmænd og frontkvinder forundt!

Baest er en velsmurt maskine, der kører upåklageligt, men det er ikke uden problemer at være på tour.
De skal midt på turen pludselig for alvor stå på egne ben, og styre hele biksen selv.
Deres manager Jens Karlsson tager på velfortjent bryllupsrejse.
Det giver lidt udfordringer bandmedlemmerne imellem, men er med til at tømre bandet stærkere sammen.
Det er mit indtryk at Baest er mere tætte og har et endnu stærkere fundament efter denne tour.
Det er et fundament, der kan være med til at cementere deres position på den danske musikscene fremadrettet, OG give dem flere muligheder i udlandet.

Her til sidst vil jeg lige få noget på det rene omkring disse fem musikere:
Det er en løftet pegefinger, og til dels en strittende langemand til usaglige kritikere af bandet.
Til de få der mener Baest er nogle forkælede snotunger, der har fået succesen foræret (ja der findes sgu nogle danskere med ondt i røven!).

Til dem vil jeg anbefale denne film, der viser et hårdtarbejdende band, der ofrer mange ting for deres musik, samt en manager, der virkelig kan sit kram.
Derudover vil jeg anbefale dem at tjekke bandet ud live.
Der er Baest bedre end de fleste andre (fra ind- og udland), og der bør selv den mest nævenyttige kritiker af bandet blive omvendt.
Det er sandt at bandet gik fra 0-100 efter Royal Metal Fest 2016, men det er altså fordi de er et pissegodt band, der lever og ånder for deres musik, og fordi de er myreflittige på landevejen og i studiet.
Danse Macabre udkom i august sidste år, og de har allerede en efterfølger klar til september.
Førstesinglen Gula er lige udkommet her en uge før deres koncert på Copenhell (en koncert jeg ser frem til!), og den er satme fed!

Færdig, punktum!

Den Satans Familie får 6 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨🔨🔨

 

Seneste

Forgotten Island

Nicolai har denne gang anmeldt en animationsfilm om 2 veninder, som pludseligt havner på en mystisk ø og må kæmpe med deres manglende hukommelse, for at komme hjem.
Forgotten Island/Den glemte ø, er et højenergisk eventyr, med masser af humor og hjerte, som hele familien kan nyde.

F for får

Biografpremiere: 08/10                     Sommetider er tingene ikke som det de ser ud til at være. Dette er en måde at forklare den nye F for får-film

Heart of the Beast

Nicolai har denne gang anmeldt en film, om en tidligere soldat der lever og overlever ude i vildmarken, sammen med sin hund.
Der er tale om en meget gribende og intens film, som i den grad går lige i hjertet.

Dobbeltfejl

Nicolai har denne gang anmeldt en meget kompleks film om forældre der forsøger at håndtere en overgrebssag, som involvere deres børn.
Dobbeltfejl er en hård film, men dog samtidig også en film der efterlader meget, at snakke og tænke over.

Coyote vs. Acme

Hvis man har gode minder med Looney-Tunes-tegnefilmene, så er Coyote vs. Acme, en stor anbefaling!
Det er ikke en perfekt film, men der er masser af gode grin for hele familien.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Nicolai har denne gang anmeldt en gyserkomedie, om en aspirerende filminstruktør som forsøger at give sin yndlings gyserfilmserie et comeback, men som dog ender med mere end hvad hun bad om.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma, er en gyser-satire og meget mere til. Den er ikke for alle, men dog meget anbefalingsværdig.

Hana Korea

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk/sydkoreansk film om en ung kvinde ved navn Hyesun, som ankommer til Nord- til Sydkorea, for at få en anden tilværelse og tjene penge til hendes syge mor.

Der er tale om en meget rørende og meget menneskelig film, som kræver tålmodighed, men dog giver en smuk oplevelse, hvis man er klar på den.

The End of Oak Street

En familie bliver lige pludseligt angrebet af dinosaurer i 1982. Dette er præmissen i The End of Oak Street, som Nicolai har anmeldt og som ikke er helt perfekt.
Alligevel er den dog seværdig nok til en bif-tur.