Den Of Thieves anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

Den nye Gerard Butler-film er så overdrevent mucho macho at det næsten kvæler det fede ved filmen. For filmen er bedst når den ikke er brøler, bøvser og larmer som vores hovedperson, “Big Nick”. 

Filmen kan bl.a. streames via Blockbuster og Plejmo

Politi mod røvere. En skudduel nærmer sig. Spændingen er intakt. Der er sekunder til det hele eskalerer. Politimanden i spidsen for aktionen brøler højt og voldsomt for at komme i kampstemning.

Det lyder overdrevnet, langt ude og fjollet.

Det er det også.

“Den Of Thives” er egentlig en ok underholdende film. Den har bare to store problemer:

  1. Den er aaaaaaalt for lang (en spilletid på 140 minutter)
  2. Den er aaaaaaalt for macho (kan du sige Mucho Macho med stort M!)

Jeg kan sådan set godt lide hvis film både er lange og leger med testosteronen. De skal altså bare have nok indhold til en bundsolid historie, så det hele giver mening i længden. Beklageligvis har “Den Of Thives” ikke nok kød på historien og eller spændende nok karakterer til at bære den lange spilletid og sit maskuline bagland. Den er simpelthen for jeg-spiller-smart-med-mine-tattoos-og-flasher-store-muskler-dumsmart.

Al testosteron bliver delt ud i politi-mod-røver-land (L.A.) hvor alfahanden “Big Nick” O’ Brien er politichef. Ham og hans kollegaer er på jagt efter en røverbande. Lederen af banden er Ray Merrimen (Pablo Schreiber) og med hans crue of criminals har han er plan om at plyndre nationalbanken. Hele filmen handler om politistyrkens jagt på de kriminelle scumbags. Big Nick opsnapper hurtigt bandens chauffør (fint spillet af O’Shea Jackson Jr) som briefer dem om deres kommende planer. Politistyrken håber hurtigt på at fange forbryderne med lidt inside-viden. Men hvem narrer egentlig hvem når det kommer til stykket?

Instruktørdebutant Christian Gudegast, som skrev manuskriptet den til hæslige “London Has Fallen” fra 2016, er stor fan af 90’er klassikeren “Heat”. Hans debutfilm læner sig meget op af Michael Manns genistreg.

Men hvor “Heat” havde Robert De Niro og Al Pacino i hovedrollerne som politmand og røver, karakterer med sofistikeret kant og nogle man kunne sympatisere med, har vi i denne film Gerard Butler som spiller det usympatiske røvhul “Big Nick”. Han er iøretævebydende og man synes han er pisse irriterende. Butler er og bli’r bedre som machomand end som førstelekser (se på de bundlendige romantiske komedier han tidligere har lavet i karrieren). Én af hans bedste roller i karrieren var “Olympus Has Fallen” fra 2013. Her var han også en bad-ass-motherfucker, men en mofo som man stadig fandt sympatisk. Men når man spiller ham der tager donuts fra gerningsstedet, ham der konen utro med strippere og ham der laver hø-hø-jokes man selv kun griner af, håber man egentlig bare at forbryderne pløkker ham hurtigst muligt.

Man ønsker faktisk hellere at den mere cool og afdæmpede røverleder Merrimen klarer ærterne i stedet. Schreibers rolle er noget mere mystisk og cool og det klæder filmen.

For hvis man skal lave en udmærket Heat-kopifilm skal man da være cool i stedet for bøvet og højtråbende.

Filmen vinder point med actionscenerne og ikke mindst kup-scenerne som virkelig fungerer. Men i de scener står brøleaben “Big Nick” jo heller ikke og spolerer det hele.

Hvis du er til kupfilm og action, er “Den Of Thieves” muligvis noget for dig. Hvis du altså kan lægge din høje forventninger til et ny æstetisk mesterværk til side, og måske bare nyde “Den Of Thives” for hvad den er: en alt for lang film med råbende politifolk og  cool’ bankrøvere der næsten bliver god. Men også kun næsten.

Den Of Thieves får 3 ud af 6 hamre:

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!