Den Grænseløse

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Den Grænseløse

Instruktør: Ole Christian Madsen

År: 204

Genre: Thriller, krimi

Biografpremiere: d. 1 februar 2024

Filmen blev set i Bio City, Aarhus

Det her føles underligt.

Det er første gang jeg sætter mig i et biografsæde og ser en Afdeling Q-film, hvor jeg IKKE har læst bogen inden.

Gisp…

Det har jo næste været et form for ja, ritual, siden biografpremieren på den første, som havde premiere d. 3. oktober 2013, Kvinden i Buret.

Men pludselig sidder jeg altså her i mørket og kigger op på lærredet med en lidt underlig følelse indeni.

Den følelse havde jeg også lidt, da Nordisk Film købte rettighederne til bogserien og re-castede samtlige skuespillere. For eksempel var Nicolai Lie Kaas ikke længere Carl Mørck. Nu stod Ulrich Thomsen pludselig helt desorienteret og forvirret og skulle agere ham i den nye serie. Og Assad var ikke længere Fares Fares, men i stedet Zaki Youssef. Ja, og i Ole Christian Madsens “Den Grænseløse” er det så ikke længere Youssef, men i stedet Afshin Firouzi.

Ja, det er ikke helt nemt at starte forfra.

For den store udfordring i 2020 med Marco Effekten var at introducere de nye skuespillere og lade dem give sit bud på hvordan karaktererne kunne være. Efter min mening lykkedes det kun delvist. Ulrich Thomsen tågede forvirret rundt som Mørck og fik aldrig rigtigt lagt en grobund og et fundament for hans nye karakter. Resten af filmen føltes også lidt “of” og det er derfor med sitrende spænding at jeg nu sidder i biografen igen for at opleve den anden af de “nye” Afdeling Q-film.

Kan den mon ryste den desorienterede stemning af sig og finde sit fodfæste?

I filmen rejser Rose (spillet af Sofie Torp) til Bornholm, hvor hun skal til en afskedsreception for en politi-kollega til Carl Mørck, spillet af Peter Mygind. Men receptionen forvandler sig til et sandt mareridt, da kollegaen hæver sin ene hånd, hvor der står “Carl Mørck” på og dernæst pløkker sig selv i hovedet med en pistol.

Snart ankommer også Carl Mørck til klippeøen, hvor han deltager i den gamle kollegas begravelse. Men efter et besøg på den afdødes bopæl, finder han og Rose en ung mand som kort efter dør af en overdosis. Pludselig står de med to dødsfald, og en sag Mørcks tidligere kollega ikke kunne slippe: en ung pige, ved navn Alberte, der syv år tidligere blev fundet død i et træ.

Der går ikke lang tid før Bornholms politi, med deres chef (spillet af Søren Malling) i spidsen, beder Mørck og company at skrubbe hjem til København. Endnu en gammel bekendt af Mørck, men bestemt ikke én af de gamle venner.

Snart kommer Afdeling Q’s tredje mand, Assad (Afshin Firouzi) , til øen for at assistere de to andre og så kommer trekløveret på sporet af en mystisk, men karismatisk kultleder på et hippie-retreat (spillet af Joachim Fjelstrup) og hans yndige højre hånd (Hedda Stiernstedt) som skjuler noget om den unge mands død og ikke mindst, den unge Alberte. Rose går dernæst undercover i retreatet, da Mørck og Assad bliver smidt på færgen af Bornholms politi, men selvfølgelig går dette ikke gnidningsfrit og uden problemer.

Dét der holder hele skidtet oven vande, trods den til tider smule roede handling i filmen, er hovedkarakterne, som der ikke var meget styr på i den forrige film, Marco Effekten. Men ved hjælp af blandet andre manuskriptforfatter, Jakob Weis’ og hovedrollehaver Ulrich Thomsens indsats, har vi med en hovedrolle, som vi kan mærke og som vi hepper med. Han er stadig en smule forvirret, gnaven og konservativ, men sådan er karakteren Carl Mørck jo. Endelig har Thomsen styr på Afdeling Q’s leder og han er (igen) et spændende bekendtskab.

Jeg kan tilgive Weis og instruktør Madsen for at glemme Assad, som aldrig når at udfolde sin karakter. Det er ikke Firouzis skyld, som gør det fint som den “nye” Assad. Han får forhåbentligt meget plads i den syvende filmatisering. Nej, for udover Mørck, så er Rose også blevet spændende at følge. Sofie Torp portrætterer hende kort sagt super godt som top trænede rose, der virker som en dansk svar på Lara Croft. Hun er bad ass og alligevel med en masse sårbarhed.

Helle Fagralid leverer, som altid, en imponerende indsats og i rollen som Mørcks gamle flamme, June, er der selvfølgelig heller ingen undtagelse. Hendes karakter får stor betydning for plottet i filmen jo længere ind i filmen vi dykker. Og så er der selvfølgelig Joachim Fjelstrup og Hedda Stiernstedt, som er perfekt castet som de smukke, dragende og utilregnelige retreat-ledere.

Garvede Ole Christian Madsen, som tidligere har kreeret flotte film som “Flammen og Citronen” og “Prag” har ikke lavet én af hans bedste film med Den Grænseløse. Han har heller ikke lavet én af de bedste i Afdeling Q-serien. Men han har bragt filmserien tilbage hvor den skulle: som en gedigen og spændende spændingsfilm. Det er en klassisk krimi uden de helt vilde og store overraskelser, men som alligevel leverer varen med solidt skuespil, medrivende musik, stemningsrige billeder og så selvfølgelig en god historie med et par twists undervejs.

Jeg glæder med allerede til den næste Jussi-adaption som rammer en biograf nær mig.

Den Grænseløse får 4/6 hamre:

🔨🔨🔨🔨

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.