Originaltitel: The Courier. Instruktør: Dominic Cooke. År: 2020. Genre: Drama, Thriller. Biografpremiere: d. 8. juli 2021.
Baseret på virkelige hændelser.
Hvor ambivalent jeg end har med dette statement i filmens start, så har filmens instruktør Dominic Cooke fundet en interessant historie fra det virkelige liv, som jeg ikke anede havde fundet sted: en beretning om en helt almindelig mand, som blev altafgørende for konflikten mellem Sovjetunionen og USA i Den Kolde Krig og Cuba-krisen i start og -midt-tresserne. Fra ingeniør og sælger i England, til spion i Moskva.
Altid seværdige Benedict Cumberbatch spiller den helt almindelig familiefar, Greville Wynne, som bliver rekrutteret af både CIA og MI6. Han anses for at være så normal, så han går i ét med taperet og bare blender lige ind. Sådan en mand tør de sende til Sovjetunionen, for at smugle hemmeligheder informationer ud. Han er jo bare en hyggelig og vittig forretningsmand, som med et lille overskæg, sagtens kan pendle diskret frem og tilbage, og mødes med en vigtig mellemland, i Moskva, og smugle informationer med tilbage.
Da han bliver tilbudt denne særlige stilling, er det med stor skepsis. Han er ikke glad for at skulle lyve overfor sin kone (Jessie Buckly) som hurtigt opdager at hans, tidligere utro ægtemand, ikke fortæller sandheden. Wynnes kontaktperson i Moskva, er officeren Oleg Penkovskij (Merab Ninidze) som ikke stoler på sin egen regerings utilregnelige leder og derfor vil hjælpe den vestlige verden. Wynnes og Penkovskijs forhold udvikler sig over længere tid, fra at være et professionelt, til at blive mere venskabeligt et af slagsen.
Instruktøren Dominic Cooke har både kreeret film og teater før. Særligt kan det sidste mærkes på produktionen, hvor det hele holdes meget jordnært, med fokus på relationerne, i stedet for larmende skuddueller, som man er så vant til indenfor spiongenren. Der bliver heller ikke brugt så hulens meget krudt på at male et billede af, hvordan verden så ud i 1960 og årene herefter, men mere, hvordan helt almindelige mennesker reagerer i pressede situationer.
Benedict Cumberbatch er forrygende som den helt almindelige mand, der i ender i en ualmindelig og yderst vanskelig situation. Hans karakteres forvandling gennem filmen, er troværdig hele vejen igennem, og det giver mening, at den charmerende og sympatiske mand, alligevel bliver ved som undercover, selvom det næsten forvandler ham til en andet menneske. Særligt er en scene fra én af de mange flyveture (frem og tilbage mellem England og Sovjetunionen) et tydeligt tegn på en mand, som er presset til det yderste: sveddryppende nervøs og ængstelig i flysædet, og til opkast i toilettet i lufthavnen.
Interaktionerne på det store lærred mellem både Cumberbatch og Ninidze og ikke mindst, Buckley, er det bedste i filmen og der, hvor filmen vinder flest point. Hvor Cumberbatch ofte er udadvendt og ligetil i sit skuespil, er det ofte indadvendt, men samtidig fintfølende at iagttage Ninidze. Jesse Buckley (som imponerede som countrysanger i Wild Rose) er ligeledes fremragende som loyal kone, som hurtigt lugter lunten om sin mands hemmeligheder. Ofte behøver hun ikke at sige noget, da hendes øjne tydeligt viser hendes frustrationer over at stå på sidelinen og ikke at kunne gøre noget.
Den forholdsvis lette tone i starten af filmen, bliver undervejs mere alvorlig, jo længere handlingen skrider frem. Særligt den sidste halve time, virker mere voldsom og nærmest brutal, sammenlignet med resten af filmen. Men det giver mening, og her viser stjerneskuespilleren Cumberbatch for alvor tænder som skuespiller.
Den Gode Spion får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
