De Mest Overvurderede Film (Renés Top 5)

René

René

af René Buchtrup

Ord er (næsten) overflødige efter Andreas så fine introduktion til “de overvurderede film” for et par dage siden.

For sagen er egentlig enkel: nogle gange bliver man skuffet over at at have set en film. Måske kan filmen simpelthen ikke kan indfri ens høje forventninger man havde til den på forhånd. Men er det så filmen der ikke er god nok eller er det en selv der burde lægge forventningerne væk?

Så kan det første spørgsmål hurtigt dukke op i ens hoved: er det bare mig der ikke forstår den?

Forventninger eller ej, så er det bare hulens svært at være objektiv i denne sammenhængen. Nogle film rammer én hårdt, andre går forbi. Det er ikke muligt at lide alle film. Men det ville simpelthen også være det kedeligste i verden. Tænk hvis ALLE kunne lide de præcist samme film. Hvad skulle vi så diskutere om? 🙂

Her kommer mit bud på film som i min optik er overvurderede og som jeg slet ikke ser det store i:

 

5. Babel (2006): https://www.imdb.com/title/tt0449467/

Den ellers så mesterlige instruktør, Alejandro González Iñárritus anden engelsksprogede film, Babel, har ligesom hans forrige film travlt med at flette forskellige skæbner sammen på kryds og tværs. I hans to tidligere havde han et særligt touch til historierne om nogle personers tilfældige møde og skæbne med hinanden, men i “Babel” føler jeg det bliver for overdrevent og simpelthen for meget af det gode. Der bliver spillet på mange, rigtigt mange violiner, og Iñárritus instisterer på at få os (publikum) til at føle noget. Der bli’r nemlig grædt, MEGET, i “Babel”. Bevares, intentionerne er gode og skuespillerne gør hvad de kan (Brad Pitt og Cate Blanchett ligeså), og ja, vi har alle sammen fattet at vi skal kommunikere med hinanden og bla bla bla. Det bliver trukket i kunstnerisk langdrag og de 142 minutter snegler sig afsted.

Babel får 3 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨

 

4. De Syv Samuraier (1954): https://www.imdb.com/title/tt0047478/

Ja ja, jeg har forstået at den er i toppen af IMDB’s 250 af film som er de bedste i hele verden. Ja ja, jeg har forstået at instruktøren er åh-så-legendariske Akira Kurosawa, som har opnået en særlig gudestatus blandt nulevende instruktører. Og ja ja ja, jeg har efterhånden fattet (af dem som ææælsker denne film) at det er et episk storværk som ikke blot handler om samuriaer der forsvarer en landsby, men en film som sætter vigtige spøgsrmål som: Er det i orden at tage sagen i egen hånd og forsvare sig imod en overmagt, hvis myndighederne står passive? Og kan det forsvarers i den gode sags tjeneste?

Alt sammen spændende på et teoretisk plan, men bestemt ikke i praksis i Kurosawas hænder. At den er sort hvid er der vidst ingenting at sige til, da den er lavet i 1954, men at den trækker tiden ud, som var det hudflapper på en gammel, tyk dame, på næsten 3 og en halv time(!) er fuldstændig meningsløst! For der bliver brugt oceaner af tid på at vente på røverbandens angreb på landsbyen, men først til sidst får vi det endelige slag, som ikke er prangende (på nogen måde).

Hollywood fandt potentiale i den langtrukne satan og lavede “Syv Mænd Sejrer” i 1960, hvor bl.a. Steve McQueen og Charles Bronson gav den gas. For en gang skyld et remake der gjorde sig bedre end originalen.

De Syv Samuarier får 3 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨

 

3. Black Panther (2018): https://www.imdb.com/title/tt1825683/

Da filmen havde premiere i februar måned, blev den hyldet af kritikkere verden over for at være én af de bedste Marvel-film. Publikum gik amok og den satte indtjeningsrekorder worldwide. Endelig en superheltefilm hvor den sorte mand gik forrest og skulle lede flokken med mangfoldighedskappen over ryggen. Eller hva’?

Selvom den hyldede de sydafrikanske kulturer og bl.a. prøvede at gi’ seje kvinder aka. the strong independent women plads i forskellige roller i filmen, føltes “Black Panther” rungende hul og overfladisk. Replikkerne virkede kunstige og det hjalp ikke spor at den konstant irriterende sydafrikansk accent som alle sorte skuespillere i filmen leverer, som det taget ud af Eddie Murpheys “Coming To America” fra 87′. Ufrivilligt komisk, ja. Men var det egentlig meningen? Nej.

Filmen trumpfkort var den forholdsvis nuancerede “skurk” Erik Killmonger (Michael B. Jordan) som ikke blot var tegnserie-ond, men havde en dagsorden man kunne forstå. Men ud over dette havde jeg minus forståelse for Shakespeare-heden over filmen, som lå som en emotionel og klicheramt paraply over hele filmen.

En totalt overvurderet film som føltes som en prut på den afrikanske savanne: Muligvis en højrystet prut, men hurtigt væk i vinden igen bagefter.

Black Panther får 2 ud af 6 hamre: 🔨🔨

 

2. Ghostbusters (1984): https://www.imdb.com/title/tt0087332/

Nu bliver det altså rigtig spændende. For hvem tør sige noget negativt om den ellers elskede 80’er klassiker “Ghostbusters” fra midtfirserne? Jamen, det gør jeg! For helt ærligt, så kan jeg sige hundrede ting om filmen som er grænseløst irriterende.

Jo jo, jeg har da fattet hvorfor folk synes om den: de synes den har en spændende ide og historie (mænd der render rundt og fanger spøgelser med en støvsuger) og et sjovt trekløver,- hovedrolleindehaverne (Dan Aykroyd, Bill Murray og Harold Ramis).

Jeg har simpelthen aldrig brudt mig om “Ghostbusters”. Jeg synes simpelthen den er pivringe. Så er det sagt. Jeg synes den er én af de mest overvurderede populærfilm gennem filmhistorien.

Hvad der muligvis virkede fint og upåklageligt in the good old eighties, virker fladpande-dumt i 2018. Humoren, der jo burde være en grundsten (det er jo en komedie!) i filmen, er simpelthen ikke sjov. Manuskriptet er dårligt skrevet og klinger ufattelig hult i blandt andre Murray og Aykroyds munde. Førstnævnte falder i øvrigt fuldstændig ved siden af med hans deadpan-humor. Murray har jo altid været sjovest i de mere nedtonede roller. I denne har man bare lyst til at slå tænderne ud på ham!

Jeg kunne blive ved, men stopper mens legen er god.

Ghostbusters får 2 ud af 6 hamre: 🔨🔨

 

  1. Hvidsten Gruppen (2012): https://www.imdb.com/title/tt1766190/

Baseret på en virkelig historie. Det er den sætning jeg har det allermest ambivalent med når det drejer sig om film. Især når det er det første man skal læse på skærmen i en film. Jeg har intet imod at instruktører laver film som er baseret på virkelige hændelser/historier. Men det gør bare ikke filmene bedre, bare fordi det er sket i virkeligheden. Det handler jo i bund og grund om at skabe en pålidelig historie, hvor nogle troværdige karakterer får plads til at udfolde sig i et univers hvor den “virkelige” historie kommer i spil. Så den giver mening inden for den ramme der er sat op.

Skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis’ debutfilm som instruktør, er muligvis en af de største brølere i nyere dansk filmhistorie. Alt bliver skåret ud i pap, så selv den mest evnevage på “hjemmet” kan forstå at det er de gode, danske helte, mod de store, stygge og onde nazister. Filmen har et utroligt klægt og nederdrægtigt Morten Korch-touch over sig. Den virker utrolig gammeldags og bundnaiv i dens måde at fremstille danskerne på og i det hele taget, modstandsfolkene. Som var det Dansk Folkepartis årlige landsmøde, bliver der sunget nationalromantiske pladderviser (bl.a. “Jyden, han er stærk og sej”, “Man binder os på mund og hånd”) så det driver af væggene.

Og der er ikke øje tørt (SPOILER-ALERT) når de sååååå modige og gæve modstandsfolk bliver pløkket ned i slutningen af filmen og ofrer sig for sit fædreland mens der (endnu engang) bliver sunget. Denne gang til tonerne af  “Altid frejdig, når du går”. For vi står oprejste og stolte til det sidste. Violinerne spiller så højt de kan. Kleenex-pakken bliver flået itu og vi må padle ud af biografen!!!

Hvert fald næsten.

Man kan ikke hade “Hvidsten Gruppen” men den er simpelthen for dum til at kunne holde af. Der er ellers så fine tanker bag: at hylde de faldne danske helte som ofrede sig for sit fædreland, men fortjener de ikke i stedet retfærdighed med en film som ikke pressede på alle Morten Korch-knapper, gemte den drivende sentimentalitet af vejen og ikke skubbede de ellers så fine skuespilpræstationer ud i en vejgrøft? Jo, i den grad.

There’s something rotten in Denmark. Men mest af alt i Nordjylland. Eller rettere sagt, på kroen hvor Hvidsten Gruppen hører til

 

Hvidsten Gruppen får 1 ud af 6 hamre: 🔨

Ps. Er det egentlig ikke grammatisk ukorrekt stavet, Hvidsten gruppen? Burde den ikke hedde Hvidstengruppen???

Nå pyt, det redder den ikke fra at være bundelendig alligevel!

 

Boblere:

Danser Med Ulve

Teorien Om Alting

No Country For Old Men

The Big Short

Bridges of Spies

American Hustle

Les Miserables

Brokeback Mountain

Viljen Til Sejr

Seneste

5 fantastiske serier, der straks bør forlænges

Der er mange serier der burde stoppe, mens legen er god. Og så er der de få serier, der sagtens kan forsætte.
René Buchtrup prøver at råbe de store Hollywood-studier op med denne liste, over serier der straks bør forlænges.

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.