De Forbandede År

René

René

Originaltitel: De Forbandede År. Instruktør: Anders Refn. År: 2019. Genre: Krig/drama. Kan streames på Blockbuster.

Danmarks besættelse under 2. verdenskrig. 

Det har vi da set før på film. Har vi ikke?

Jo, da, masser af gange og særligt i de seneste par år.

Bare tænk på film som Flammen Og Citronen, Fuglene Over Sundet, Under Sandet, 9. April, Krig Og Kærlighed og Hvidsten Gruppen.

Alle dramaer der på, forskellig vis, skildrer de kampe, som de helt almindelige danskere, tager op mod den invaderende stormagt, Tyskland og deres indtog i Danmark. 

De sidste to nævnte titler, gør det særligt med sådan en patos og violinmusik, så der ikke er et øje tørt. Sentimentale helteberetninger, om dem der turde kæmpe tilbage mod tyskerne.

Der er ikke meget sentimalitet at hente i Anders Refns biografaktuelle, De Forbandede År, som fortæller historien om de den velhavende familie, Familien Skov, bestående af fabriksejeren, hans kone og deres fem børn, der alle blive ramt af en anden virkelighed, da Danmark bliver besat d. 9. april, 1940. 

Karl Skov (Jesper Christensen) finder hurtigt ud af, at hvis han skal overleve under krigen, er han tvunget til at samarbejde med tyskerne. 

Han træffer en svær beslutning, som skal redde ham og hans medarbejdere fra at gå fra hus og hjem. 

Men selvfølgelig har denne beslutning store konsekvenser for den ellers, tidligere, velsete familie. 

Ikke nok med, at Karl har moralske skrupler, over at arbejde sammen med fjenden, men samtidig må han og hans kone, prøve at holde på familien, inden det begynder at smuldre.

De fem børn (alle unge voksne), reagerer vidt forskelligt på tyskernes besættelse af Danmark, og stridighederne bag Familiens Skovs mure, synes større end nogensinde. 

Bl.a melder den ældste søn, Michael, sig ind i det frivillige militærkorps. Så er der lillesøsteren, Helene, der forelsker sig i en ung, tysk oberst. Og der er sørme også én af de andre sønner, Aksel, der bliver en del af modstandsbevægelsen. Han deltager i protestdemonstrationer og mødes i smug med andre modstandfolk, som planlægger attentater mod det tyske styre.

Jo, de unge mennesker reagerer vidt forskellige på krigens indtog i lille Danmark. 

De Forbandede År sætter fine spørgsmål ved rigtigt og forkert, og hvor langt man som menneske vil gå, for at redde og passe på ens kære.

Ankeret i hele historien, familiepatriarken Karl Skov, bliver spillet af én af Danmarks allerdygtigste skuespillere, Jesper Christensen. Sidste år brillerede han i Før Frosten. Nu går han det igen i dette krigsdrama, hvor han endnu engang får lov til at vise noget af sit dygtige talent frem. 

Vi er med ham og hans kone, Eva, (også eminent spillet af Bodil Jørgensen) hele vejen, og forstår deres frustrationer over den situation de er havnet i. Særligt er frustrationerne store hos Fruen, da hun ikke kan forstå hendes husbonds valg. Hvorfor hjælper han dog fjenden?

Det er nemlig denne særlig indgangsvinkel der føles ny i De Forbandede År, og som ikke er set på samme måde i et dansk krigsdrama.

En fortælling om en familiefar i midten af det hele, som anonymt og diskret, tjener sine penge, uden at det for alvor går ud over andre end ham selv.

Men alting har selvfølgelig sin pris. 

For selvfølgelig kan man ikke træffe beslutninger som denne og tjene til føden, uden at at får konsekvenser.

Filmen er åbenbart et projekt, instruktør, Anders Refn, har haft i tankerne i over tyve år og som han har kæmpet længe for at få finansieret. Helhedsindtrykket af De Forbandede År, er alt i alt en succes.

Dog med sine skønhedsfejl undervejs. 

Enkelte replikker bliver spyttet ud, som var de med i en Hollywood produktion, og taber lidt af pusten på det danske sprog. Ærgerligt, at lidt af troværdigheden ryger over bords, nu når skuespillet er så stærkt over hele linen.

For udover ægteparret, Christensen og Jørgensens troværdige præstationer, så står Gustav Dyekjær Giese ligeledes stærkt, som soldaten Michael, som undervejs indser, hvilke skrækkelige konsekvenser krigen har. Og den anden søn, Aksel, Mads Reuther, der med stor skrøbelighed og voldsom passion, indkapsler en frustreret, ung mand, som ikke blot kan se på, mens hans fædreland er i fare. 

De Forbandede År har altså stort potentiale og er overordnet en succes. Derfor virker det uforløsende og underligt at filmen stopper brat, og pludselig går til rulletekster, når det for alvor er guf på historien til mere.

Kunne projektet af Refn og co. være blevet et mesterværk, hvis det var blevet til en tv-serie i stedet for, med plads til mere fordybelse, eller en film nr. 2, som slutningen, åbenlyst , skriger på?

Det vides ikke, men Refns storprojekt, ender i stedet som et uforløst, flot og velspillet krigsdrama, om nogle forbandede år under besættelsen.

De Forbandede År får 4/6: 

🔨 🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.