Helt tilbage i 2019 lavede jeg en liste med de fedeste kampscener.
En liste med folk der har fået nok, og derfor lader øretæverne falde frit, som frøerne i Magnolia.
Vold og slagsmål er en svær størrelse. Det kan få mig til at lede febrilsk efter pauseknappen, for det kan være noget ubehageligt stads. Alle der i den virkelige verden har stået i den “forkerte” ende af en aggressiv, umotiveret knytter, de ved det. Alle andre kan nok tænke sig til det…
Samtidig kan volden også være den der icebreaker, du sidder og venter på. Den der sætter nogle ting på plads, eller lader retfærdigheden ske fyldest.
Den scene i supermarkedet i Jagten er et godt eksempel!
Hovedpersonen Lucas bliver brutalt udsat for lokalsamfundets indskrænkede og primitive had. De ved ikke bedre, men det gør vi som seere. Da han forslået og ydmyget går tilbage og giver igen, så hepper vi sgu på ham. Vi hepper på den rå vold. Det er en farlig størrelse!
I den helt anden ende af (volds)spektret, så er der volden, der får os til at grine, fordi det ganske enkelt er lavet med det ene formål; at det skal være dumt og grinagtigt. Jeg hørte engang en anerkendt filmanmelder bruge ordet faldepåhalenvold om netop denne type af filmvold. Grimt ord, men fin beskrivelse.
Vold kommer i mange former, så at sige.
Slåskampe og tørre tæsk, det er hvad du får her. Det er mestendels råt og klinisk renset for fair kamp.
“Feje hold”?
“Tre mod én”!
Ja nogle gange er oddsene imod dig, og så du må smøge ærmerne op.
Kom nu lidt frisk, ik’?
Chingachgook vs. Magua
Den Sidste Mohikaner
Den gamle mohikaner-kriger, der lige snurrer en omgang om egen akse, inden hans drabelige økse begraver sig i Maguas kød, er et af de der filmrelaterede barndomsminder, der står klokkeklart for mig. En far der hævner sin søn, og dræber sin onde onde fjende.
Han har lige set Magua slå hans søn ihjel, og smide ham ud over en klippe, så hævnfølelsen er enorm hos Chingachgook – og hos os!
Efter en hæsblæsende jagt opad bjerget, står han nu overfor sit mål.
Vi har filmen igennem set, hvor effektiv og nådesløs en kriger Magua er, og hvor nemt han slår ihjel, men han er intet match for den livskloge, kamparrede gamle kriger.
Chingachgook undviger behændigt sin modstanders tomahawk og kniv, imens han med tre præcise hug med sin økse lemlæster Magua, inden han gør det færdigt. Der er målrettet had, og raseri i hans sidste hug, der velsagtens kunne have taget livet af et næsehorn.
Det er yderst brutalt, men hævnen er altså uden fløjlshandsker.
King Kong vs. Dinoer
King Kong
Ann Darrow står efter en panisk flugt gennem junglen, med ryggen mod muren.
Overfor hende står en Tyrannosaurus-lignende øgle, klar til at mæske sig i hendes kød.
Ud af det blå kommer Kong buldrende, også starter der et herligt slagsmål, mod hele tre af de førnævnte dinoer.
Det kan bedst beskrives som en svinsk barfight.
Kong skal “håndtere” de tre sultne kødædere, og samtidig sørge for der ikke sker Ann noget. Det er lettere sagt end gjort!
En dino må lade livet, ved at blive kylet ud over en klippe. En anden ved at blive tæsket halvt ihjel, og dernæst få smadret hovedet med en enorm kampesten.
Den tredje dino er genstridig, men et par solide knyttere gør den groggy, hvorefter Kong – meget brutalt – river dens kæber fuldstændig fra hinanden, og efterlader dem i en meget unaturlig vinkel.
Der bliver bl.a. bidt, slået, kastet med sten, i denne – på papiret – unfair kamp. Men Kong kommer ud som klar sejrherre, og han har tilmed reddet Ann Darrows liv!
Lloyd vs. Tjenere + en hidsig kok
Dum og Dummere
Han går efter skridtet, den bandit…
Lloyd Christmas sidder bag rattet i de to elskelige grødhoveders firehjulede hund, og drømmer sig i armene på Mary Swanson – hans livs kærlighed.
……og kører i samme ombæring 6000 kilometer i den gale retning, men det må vi tage en anden gang.
Lloyd og Mary sidder på en fin restaurant, da en tjener ud af det blå kysser og slikker Mary op og ned af armen.
Lloyd står op for sin kvinde, og går i kampmode overfor klammerten og hans kolleger.
Et par los i skridtet fælder den første, hvorefter han sparker den næste direkte i fjæset.
Næste modstanders klokkeværk bliver brugt som lige dele boksebold og bideskinne af den rasende Lloyd, der er som et rovdyr.
Så langt, så godt.
En gong gong lyder, og ud fra restaurantkøkkenet træder en hidsig lille kok.
Han giver til en start, Lloyd en dragt prygl, men i et næsten bibelsk øjeblik, hvor englene synger, river den forslåede Lloyd kokkens hjerte ud…
…og putter det i en fin lille doggybag.
Episk øjeblik!
Frank vs. Tony
The Bodyguard
Efter at være blevet efterladt i regnen, da det hele skulle gå stærkt, forsøger livvagten Tony, at lade sin vrede gå ud over Frank i køkkenet.
Han prøver ihærdigt, men er fuldstændig overmatchet af verdens vel nok sejeste Kevin Costner.
Skal jeg vælge ét øjeblik fra min barndom, som jeg synes var det absolut sejeste, så er dette en god kandidat:
Tony er ved at være godt træt af få høvl, og griber i afmagt en stor slagterkniv. Frank, der egentlig var igang med at spise sit æble, kigger køligt på ham, vender derefter nonchalant sin lommekniv i luften, og kyler den i samme bevægelse afsted. Den borer sig ind i køkkenskabet, kun få centimeter fra Tonys hoved. Selvsamme lægger resigneret slagterkniven fra sig, og løfter håndfladerne i en overgivende gestus.
“We won’t talk about this again”…
Klogt træk, Tony.
Klogt træk!
Tony vs. Ralph
The Sopranos
Hvor havde jeg dog ventet på det her!
Hvor havde jeg dog ventet på at nogen (allerhelst Tony) skulle lukke munden permanent på det psykotiske møgdyr til Ralph.
Fabelagtig karakter, og ærgerligt for serien at skulle undvære ham, men det var godt nok tilfredsstillende af se livet blive kværket ud af ham, det må jeg sige.
Tony har fået nok af Ralph og hans sygelige tendenser. Han har fået nok af at skulle stå til ansvar, og dække over hans handlinger, der spænder vidt:
Han tæsker Tracee ihjel (føj for en scene!). Han slår hesten Pie-O-Mi ihjel, som en del af forsikringssvindel. Han opfører sig fuldstændig upassende og respektløst overfor alle og enhver, inklusiv Tony – hans boss.
Deres showdown i køkkenet er en kamp til døden. Den er beskidt og voldsom, men udfaldet er det vi håber på.
Barfight
Avengement
Scott Adkins spiller Cain, og han bruger sine imponerende kampsportsevner på den mest rå og effektive facon.
Det er et klassisk barslagsmål, men bare federe, mere råt, og liiiidt sejere end de fleste andre du kender til.
Han gennemsmadrer på brutal vis 10-15 ubehagelige typer med alt fra bordben og brækjern, til skaller og bare næver. Det er voldsomt, men virkelig underholdende.
Efter han har afsluttet det hele, ved at hamre et brækjern ned i ansigtet på hans sidste modstander, ja så nipnapper han da lige fadøl i baren, imens han gør status.
Iskoldt, og lidt sejt, når det nu skal være.
Elliot vs. Len
Gangs Of London
Undercoverbetjenten Elliot, møder den afstumpede voldspsykopat, Len, i et forladt lejlighedskompleks. En mand, hvis job består i at skaffe folk af vejen. Gerne på måder, der får Leatherface til at fremstå helt behagelig og misforstået.
De ender i en af de mest svinske og ubehagelige slåskampe jeg til dato har set. Len er mere et sygt dyr, end et menneske, og kampen afspejler hans fuldstændige mangel på empati og menneskelighed. Elliot kæmper heroisk for sit liv, i en kamp, der vælter sig i møgbeskidte tricks.
De tæsker, kværker og går tilmed efter både øjnene og skridtet.
Det der gjorde den så ubehagelig at se på, er den fuldstændige mangel på noget menneskeligt hos Len. Der er ikke bare den mindste smule tilbage, som du kan appellere til!
Lens modbydelige kødøkse ender med at blive tungen på vægtskålen…
