De Bedste Kvinderoller – Top 10

Hvor kommer denne top 10 lige fra?

Ren og skær lyst, skal jeg sige jer!

Mænd kan til tider være lige lovligt overrepræsenterede på filmlister, og i film generelt, og hvis der sidder et mandschauvinistisk asshole og læser med, og tænker, “hvad er nu det for noget femi-pladder, så læs trygt videre, og skam dig derefter i al evighed, for nu skal du sgu se løjer!
Filmbranchen gennemgår i disse år en stor (og tiltrængt!) forandring.
MeeToo kampagnen har rusket op i en forstokket og konservativ filmbranche, og der er med rette blevet sat fokus på nogle problematikker i film- og tv-verdenen, deriblandt kønsrollefordelinger, samt (ikke mindst!) sexchikane!

Forandringen går måske ikke så hurtigt, men den er igang!
Der er stadig meget snak om manglende muligheder og spændende roller til kvinder.
Der mangler roller med godt kød på, det er jeg tilbøjelig til at være enig i, men kig nu lige på denne liste!
Her er ihvertfald ti roller til kvinder, der på forskellig vis sparker røven godt og grundigt op i nakken af mændene!!!

Det ovenstående er ikke leflen og fedteri for jer kvinder, men simpelthen bare en hyldest til ti ekstraordinært gode præstationer.
Når jeg ser disse ti præstationer, så falder femøren sgu for mig, og jeg er helt med på at kalde det for kunst.
Jeg er imponeret til op over begge ører, og jeg bøjer mig ærbødigt i total respekt!

Her får i min top ti, som iøvrigt ikke har været så svær at lave.
Disse ti roller kom ret hurtigt til mig, og der har ikke været ret meget kill your darlings over det.
Det synes jeg siger det hele om den kvalitet vi har med at gøre!

Iøvrigt har jeg givet mig selv et enkelt – såkaldt – benspænd;

En skuespiller må kun figurere én gang på listen.
Det var meget svært for mig, da flere af dem fine ladies sagtens(!!!) kunne have haft flere spots på listen…

God læsning til jer!

10. Julianne Moore: Linda Partridge (Magnolia)

Julianne Moore er min yndlingsskuespillerinde, og hun kunne sagtens have været på denne liste flere gange!
Hendes roller i film som Still Alice, A Single Man og Boogie Nights kunne sagtens have været på listen, men det blev altså hendes rolle i PTA-mesterværket, der kom med.
Jeg har ikke set de meget roste film (og præstationer) Safe, The Hours, Far From Heaven og The End Of The Affair, men det kommer!
Julianne Moore leverer altid til perfektion, og hun kan som ingen anden formidle smerte og afsavn ud til seeren!
Hun er altid 100 % troværdig, og her i Magnolia rammer hun den bare mere end klokkerent.
Hendes portræt af en vaskeægte golddigger, der hen af vejen finder sin samvittighed og empatien for sin ældre, rige og døende mand er simpelthen brilliant.
Hun kan spille ked af det og knust, så vi som seere ikke ser et skuespil, men derimod ægte smerte, samt en karakter – skuespilleren er væk, når hun giver los, der er kun karakteren!

Scenen på apoteket (den herunder) viser lige præcis dette.
Nyd her en skuespiller, der tager faget og dramaet til nye højder.

Mine damer og herrer, jeg giver jer;
Julianne Moore!

“Young Pharmacy Kid:
Strong, strong stuff here. What exactly you have wrong, you need all this stuff?

Linda Partridge:
Motherfucker…

Young Pharmacy Kid:
What are you talking about?

Linda Partridge:
Who the fuck are you, who the fuck do you think you are? I come in here, you don’t know me, you don’t know who I am, what my life is, you have the balls, the indecency to ask me a question about my life?

Old Pharmacist:
Please, lady, why don’t you calm down – ?

Linda Partridge:
Fuck you, too. Don’t call me “lady”. I come in here, I give these things to you, you check, you make your phone calls, look suspicious, ask questions. I’m sick. I have sickness all around me and you fucking ask me about my life? “What’s wrong?” Have you seen death in your bed? In your house? Where’s your fucking decency? And then I’m asked fucking questions. What’s… wrong? You suck my dick. That’s what’s wrong. And you, you fucking call me “lady”? Shame on you. Shame on you. Shame on both of you.”

9. Brooklyn Prince og Bria Vinaite: Moonee og Halley (The Florida Project)

Magen til øretæveindbydende og skøn møgunge findes simpelthen ikke.
Arv og miljø?
Ja mon ikke!
Moonee på seks år og hendes mor Halley hustler sig igennem tilværelsen, og bor på et luset motel nær Disneyland.
Kontrasterne er i den grad til stede her!
Denne lille pige agerer fuldstændig som sin mor – folk får fingeren , hvis de stiller spørgsmål ved deres livsførelse eller Halleys håndtering af sin datter.
Halley er velmenende, kærlig og samtidig dybt uansvarlig.
Hun prøver det bedste hun kan, men de fleste odds er imod hende, og hendes egne dæmoner står også ofte i vejen for hendes ellers velmenende måde at være på.
Hun er simpelthen fabelagtigt troværdig i rollen!
De mange scener med Moonee og Halley enmer af autencitet, ærlighed og ikke mindst en perfekt kemi!
Moonee er det vi vil kalde en rigtig møgunge, men hun er charmerende, bedårende og bare helt igennem drøndejlig!
Hun gør så mange dumme ting, men jeg kunne sgu ikke blive sur på hende.
Hun er et produkt af sin uansvarlige mor, hun hænger ud på et fucking motel, og hun må stå model til meget, som små børn ikke bør være en del af.
Hun ved jo ikke bedre, og er ubehøvlet og næsvis overfor alle og enhver.
Os der har arbejdet i børnehave, vil kunne nikke genkendende til det der ene barn, der kan drive en ud på eksplosionens rand, men hvor man aldrig rigtig kommer så langt ud, fordi ungen bare får krogen i en, og hiver i land med charmen…

Moonee hænger ud med sine venner, og laver småpranks og ballade til både frustration og morskab hos motelbestyren.
Det er både sørgeligt og fantastisk at følge mor og datter.
Trist det ene øjeblik, og opløftende det næste.

De to bedårende hunkønsvæsner spiller bedre end langt de fleste andre, og burde have fået meget mere ros, omtale, og flere priser, end hvad tilfældet har været!!

Moonee:
“She’s about to cry. I can always tell when adults are about to cry.”

Halley:
“You just let her get away? And I’m the one who’s unfit? FUCK YOU!”

8. Patricia Arquette: Alabama (True Romance)

Hele mande-/kvindepolymikken blir symboliseret på bedste vis her.
Scenen mellem Patricia Arquette og James Gandolfini i lejligheden…
Den store stærke og overlegne mand, der bruger sin magt til at tryne den lille petite kvinde.
….eller hvad?
Hellere lille og smart, end stor og dum!
Jeg har skrevet om scenen før, men den er sgu bare så god.
Hvem står op til sidst?
Patricia Arquette er ubetaleligt god i denne rolle, og hendes karakters flabede og pivfrække fremtoning er som skrevet til Arquette!
Hun spiller så englene synger om sex, død og kærlighed.
Hun er lige dele drøn sej, lolita-fræk, følsom og ligepå.
Slåskampen i badeværelset er episk god, og scenen med den strittende langemand (den hvor hun sidder helt blodig og forslået efter en dragt prygl, og bare griner af ham) fuldender den totalt.

It epic, baby!

“Wait, WAIT!
You look ridicules!
Ha haha haha”

7. Cate Blanchet: Jasmine (Blue Jasmine)

Filmen her er instrueret af Woody Allen, og hvem havde troet at den forfærdelige pauseklovn kunne finde ud af noget som helst…
Jeg hader med få undtagelser alt det han lægger sine klamme pilfingre på (…), men her en film, som dog kan noget.
Den bli’r ikke husket pga. instruktørens evner, men derimod de fremragende skuespilpræstationer.
Her kommer vi så til sagens kerne;
Cate Blanchett.

Hun tilhører elitens elite, og er bare så hamrende god i alt hun er med i!
Hun spiller en type de fleste af os kender lidt for godt.
Den forvænte, arrogante og über-snobbede overklassekvinde, der bare suger alt energi og glæde til sig, og faktisk bare er ulidelig at være sammen med.
Det til trods, får vi flere gange medlidenhed med hende, for hun er jo en stakkel et eller andet sted.
Naiv og utålelig, men en stakkel.

Cate Blanchetts fremstilling af denne sørgelige, neurotiske og drøntrælse person, kan simpelthen ikke gøres bedre, hun er for vild!
Hendes angstanfald føles helt ægte, og hun gør ting i den her rolle, som de andre høns i huset ikke kommer i nærheden af.

Jeg bøjer mig lige i støvet igen…

Til den komiske side, skal samspillet imellem hende og især Bobby Canavale, der spiller søsterens uduelige, men godhjertede kæreste fremhæves.
De kan ikke just sammen i filmen, men for satan en kemi de to skuespillere har på skærmen.

Tjek iøvrigt lige Veronica Guerin ud, hvis i vil have en anden rolle, hvor hun sparker røv!
Den kunne godt have været med på listen.

“Who do you have to sleep with around here to get a Stoli martini with a twist of lemon”?

6. Jennifer Connelly: Kathy (House Of Sand And Fog)

Hun kunne ligeså godt have været på listen for Requiem For A Dream eller måske endda hendes Oscar-belønnede rolle i A Beautiful Mind, men det blev denne her
Jennifer Connelly er en af de få, der altid leverer, no matter what!
Her i HOSAF. virker hun dybt urimelig, grisk, forvænt og forkælet, men virkeligheden er en ganske anden.
Hun har ramt bunden pga. stofmisbrug og uansvarlighed, og er på vej tilbage på fode.
Da hun funder ud af at hendes barndomshjem er solgt til en iransk militær afhopper, og dennes familie, vælter verden.
Hun kan ikke finde det rimelige i, at hun skal bøde for fortiden, når hun ihærdig arbejder på at ændre sig. Hun gør jo hvad hun kan, men kæmper mod et forstokket og truende bureaukrati, der ikke just støtter samfundets bundfald….
Tværtimod!
Jennifer Connelly er så skidegod i rollen som Kathy, og hun kan som ingen anden virkelig få mig til at have medlidenhed med hendes karakterer, selvom hun langt fra er rimelig hele vejen.
Hun er specielt god i denne film, og hun får lov at spille sig helt ud – den grå og sørgelige del af paletten er den hun maler bedst med.
De martrede og mentalt smadrede personer er der hun gør sig bedst, der hun er på hjemmebane!
Fabelagtig skuespiller!

“I miss my dad.
He worked really hard for that house…
It took him… thirty years to pay it off, and it took me eight months to fuck it up!”

5. Amy Adams: Camille Preaker (Sharp Objects)

Amy Adams…
Den bedste kvindelige skuespiller i sin generation, og en af de bedste overhovedet!

Jeg elsker hende på et lærred, og det spil, og den troværdighed hun altid lægger for dagen er helt unik.
Hun kunne snildt komme på listen flere gange, men som introen dikterer, så er det jo desværre et no go.

Hendes rolle i denne helt nye miniserie, som faktisk sluttede for få dage siden, fik mig til at ændre listen en smule.
Der skulle være plads til denne præstation, uanset hvad!
Amy Adams rammer et flot, “Udemærket” på 13-skalaen her.
Tragiske omstændigheder tvinger hende tilbage til sin hjemby, og alle dens dæmoner, og personer fra fortiden hun helst ville undgå.
Hendes interne kampe med sin helt forfærdelige mor (Patricia Clarkson er med én undtagelse aldrig set bedre!) gør ondt at se på.
Samtidig skal hun forholde sig til en halvsøster hun knap kender, og hun er sgu lidt af en nutcase!!

Amy bryder flere gange sammen undervejs, og det er med største selvfølgelighed, at Amy er troværdigheden selv.
Hun er så dygtig en skuespiller, og jeg er så imponeret over hendes spil!

Giv hende så den forpulede Oscar!
….i ved den hun er blevet snydt for op til flere gange!

“What’s in that blue bottle?”

4. Kathy Bates: Annie Wilkes (Misery)

Gode gamle Annie Wilkes….

Denne kvinde sprænger skalaen, når vi taler om hysteriske og skingrende sindssyge kvindfolk!
Havde hun været et dyr, så var hun blevet skudt…
Kathy Bates er en mester til at gå fra én yderlighed til en anden, og hendes vekslen mellem overstadigt glad det ene øjeblik, og hadsk rasende sekunder efter, er virkelig skræmmende!
Scenen, hvor hun smadrer Paul Sheldons ankler med en forhammer, alt imens hun bralrer noget fakta af ang. selvsamme afstraffelsesmetode – kaldet hobbling – er uhyggelig som bare fanden.
Jeg elsker Kathy Bates!

‘I’m your number one fan. There’s nothing to worry about. You’re going to be just fine. I will take good care of you. I’m your number one fan.

2. Judith Anderson: Mrs. Danvers (Rebecca)

Hitchcocks lidt oversete mesterværk, byder på en sand godbid for os filmelskere!

Judith Anderson som husholdersken fra helvede, Mrs. Danvers.

Følelsen af ubehag er konstant til stede, når hun er på skærmen.
Hun gør ikke det store væsen af sig. Der er ingen store armbevægelser, og unødige replikker. Der er bare et grusomt psykologisk spil, lige der for vores øjne.
Hun fører psykologisk krigsførelse imod den stakkels Mrs. de Winter (en fremragende Joan Fontaine), og hun er en sand mester i disciplinen – et rigtigt svin indenfor kridtstregerne, der ikke viger tilbage for tøsetricks(….) og slag under bæltestedet!
Jeg kan ikke umiddelbart mindes at have følt et sådant ubehag overfor en karakter som her.

Judith Anderson leverer her en af de bedste skuespilpræstationer i filmhistorien!!

“Go ahead. Jump.
He never loved you, so why go on living? Jump and it will all be over…”

2. Ellen Burstyn: Sara Goldfarb (Requiem For A Dream)

Her er endnu en skuespiller, der snildt kunne være flere gange på listen!
Ellen Burstyn, WAUW!!!

Hun spiller en ensom mor, hvis skyklapper dækker det hele, når det kommer til hendes søn, Harry.
Han er støt på vej ned i narkoafhængigheden på en enkeltbillet. Jeg vover pelsen, og kalder rollen for Jared Letos eneste virkelig gode rolle….
Sara ser det simpelthen ikke, hun vil ikke se det! Hun er stolt af sin søn, og køber alle hans lamme forklaringer, når han tilfældigvis igen er i pengenød, eller når hendes
fjernsyn igen igen er blevet stjålet…
Hun er lige dele naiv, lillepigedum og realitetsfornægtende.
I sin ensomhed giver Sara sig helt hen til et tv-program – et talkshow – , hvor der måske er mulighed for gæstedeltagelse.
Hun vil gøre alt for at komme med, men hun vil være smuk, og hun vil være slank til sin røde kjole.
Derfor starter hun på en stram diæt af slankepiller.
Dette kommer helt ud af kontrol, og hun ender i et solidt misbrug, hvor grænsen mellem sindssyg og normal er meget utydelig.
Hun lever i en paranoid og skizofren parallelverden, og til sidst mister hun fuldstændig grebet om sig selv, og alt omkring hende!

Ellen Burstyns transformation fra hyggelig, og lidt spøjs ældre kvinde, til et menneskeligt vrag – en tom skal, hvor det menneskelige er udslukt – er uhyggeligt at følge!!
Scenen på hospitalet (den med alle krydsklippende) er noget af det mest skræmmende jeg til dato har set i en film… puha sgu!

Dette er en yderst ubehagelig film, men den er hvert et sekund værd!!
Den bli’r siddende i kroppen, og det er bl.a. pga. det fabelagtige skuespil!
Ellen Burstyn er toppen af den kransekage, og jeg bli’r sgu galsindet af at tænke på, at HENDES(!!!) Oscar fejlagtigt blev givet til forfærdelige Julia Roberts!
Av av av, hvor bør Oscar-akademiet sidde med postkasserøde ører.
Ja ja en Oscar er ikke alt – overhovedet ikke, og det tager ikke noget fra hendes præstation.
Hun fik meget velfortjent en for hendes fabelagtige præstation i Alice Doesn’t Live Here Anymore, tilbage i 1975.
…..men alligevel, av av av, hun skulle have haft i pose og sæk for denne her rolle!

“In the end it’s all nice.”

“Purple in the morning, blue in the afternoon, orange in the evening.
There’s my three meals, Mr. Smartypants.
And green at night. Just like that. One, two, three, four.”

1. Maria Falconetti: Joan Of Arc (The Passion Of Joan Of Arc)

Dette er en stumfilm, men Maria Falconetti leverer stadig den bedste kvindelige skuespilpræstation nogensinde!

…..fuck det, jeg tager den skridtet videre:
Hun leverer den bedste skuespilpræstation overhovedet!
Samtlige kvindelige og mandlige skuespillere må bøje sig i støvet her, og bare erkende, at de er overmatchet.
Hun har ikke mange midler at gøre med, men hun bruger dem hun har til fuldstændig perfektion!
Hendes øjne!
De øjne der…
Hun er voldsomt dragende, og hendes forpinte øjne gør det op for manglende ord.
Det er ikke så sært, at Sergio Leone, er blevet inspireret til lige præcis sit varemærke – de lange og stemningsfulde takes med øjnene i fokus.
Jeg var så heldig at se filmen til en særvisning i Øst For Paradis, og det var en oplevelse af de sjældne. Perfekte rammer for dette rørende mesterværk!
Falconetti er dybt rørende!
Hendes karakters kamp må være enhver dramaturgs drøm.
Bedst som hendes bødler synes at have fået skovlen under hende, trækker hun nye esser op af ærmet, i form af helt simple midler.
Hendes rolige facon, og ubøjelige vilje og fremtoning, får dommerne/bødlerne til at betvivle deres sag.
Der er én vinder. En vinder, der også ender som taberen i det spil der spilles.
Joan har dog forsonet sig med sin skæbne, så hendes mission er fuldført, og hun kan møde sin Gud og skaber!
Det er fabelagtigt det her!!!

“Dear God, I accept my death gladly, but do not let me suffer too long. Will I be with You tonight in Paradise?”

“You claim that I am sent by the Devil. It’s not true. To make me suffer, the Devil has sent you… and you… and you… and you.”

Vi runder af.