De Bedste Animationsfilm – Del 6

René

René

Har har i dem så. 

De ti bedste animationsfilm.

Det er samtidig ti af de allerbedste film nogensinde.

Rigtig god fornøjelse!

10. Wall-E (2008)

Instruktør: Andrew Stanton
(Pixar)

René siger:

Det kræver mod at lave en film, som er ordløs den første time(!) og løfter pegefingeren over den måde, vi mennesker, behandler jordkloden på.

Den lille og flittige oprydningsrobot, Wall-E, gør hvad han skal på den tomme og forladte jord. Da han møder den effektive robot, Eve, kommer han ufrivilligt på et rumeventyr, som er afgørende for menneskeracens fremtid.

Lige dele slapstic, som Chaplin ville have nikket anerkendende til, sci-fi ala Kubrick og så i midten, et hjerte af guld, som banker for…alle levende væsener, robotter eller ej.

Mesterligt!

9. Bjergkøbing Grand Prix (1975)

Instruktør: Ivo Caprino
(Sandrew Metronome)

Andreas siger:

Jeg må ligne noget der er løgn, når jeg ser denne.

Jeg sidder som om jeg spiller et bilspil på en spillekonsol, og rokker rundt på sædet.

Il Tempo Gigante er bilen over alle biler, og Theodor Fælgen, Ludvig og Sofus er hoveddyr i persongalleriet. 

Jeg elsker filmens gåpåmod, der flugter med Sofus og Theodor´s. Ludvig er et elskeligt skvat, der rundt regnet er bange og nervøs for alt.

Filmen indeholder en af mine yndlingssekvenser med biler på film. Det episke racerløb til sidst er altså helt forrygende.

8. Løvernes Konge (1994)

Instruktør: Rob Minkoff & Rogers Allers
(Disney)

René siger:

NEEEEEEEJ!!!

Ja, sådan reagerede jeg, da jeg som 10-årig så Løvernes Konge i biografen. Flere bad mig om at tie stille og sætte mig ned. Men jeg var for rystet og fokusseret på hvad der skete på lærredet.   

Døde Mufasa virkelig?

Det gjorde han virkelig, og med et familie-drama som ville gøre Shakespare misunderlig, kreerede Disney i 94’ deres ubetingede største og mest ikoniske. Og deres klart bedste. Simbas rejse fra lille ligegyldig skidespræller, til ansvarsfuld hanløve, der tager kampen op mod hans onde onkel Scar, er lige til at få gåsehud af. Og åbningsscenen på kongeklippen, står stadig som én af de allerbedste i filmhistorien.

7. Porco Rosso (1992)

Instruktør: Hayao Miyazaki
(Studio Ghibli)

Andreas siger:

Jeg er bare en gris”

En af de store, men glemte filmreplikker.

Den kommer fra filmens seje hovedperson, der er træt af livet, og sin skæbne som manden der blev forhekset til en gris.

Filmen er fra det år vi vandt Europamesterskabet i fodbold, så det er en halvgammel sag. Gammel, men stadig ligeså frisk og potent som Sylvester Stallone i en Expendables film.

Henning Jensen leverer fantastisk stemme til Porco Rosso. Frisk, kæk og sørgmodig. Han nailer den så at sige.

Kampsekvenserne er vilde, og man kunne med fordel skæve lidt hertil, hvis man vil lave en krigsfilm.

6. Op (2009)

Instruktør: Pete Docter
(Pixar)

René siger:

Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne slår det fast med syvtommersøm: Det lange scene, uden ord, som beskriver, ja, som beskriver Carl og Ellies ægteskab,  i medgang og modgang, er noget af det største der er sket i nyere filmhistorie. 

Uden at spoile noget (I har set den, ikk???) så har de været hinandens eventyr (ja, så tuder jeg allerede igen). Men det betyder ikke at Carl ikke kan komme på flere eventyr, såsom med den tykke spejderdreng, Robert.

Op har høje ambitioner, og de bliver alle indfriet, mens Carls hus svæver ud på nye eventyr…

5. Ratatouille (2007)

Instruktør: Brad Bird
(Pixar)

Andreas siger:

Jeg har svært ved at sætte en finger på, hvad det er der præcis drager mig ved denne film.

Jeg grinede stort set ikke i biografen. Den handler om et skvat, en rotte, et surt lavstammet røvhul, og en snobbet madanmelder… 

Faktum er, at jeg sad fastfrosset til sædet hele filmen igennem (det gør jeg faktisk hver gang jeg ser den), og bare lod alle indtrykkene overvælde mig. Hvad der præcis gør dette ved jeg ikke, men det er som ren filmmagi for mig at se filmen her.

Det er den eneste Pixarfilm, der er et 100% mesterværk. Ratatouille er en af de få film i filmhistorien, der ikke har nogen svagheder.

4. Akira (1988)

Instruktør: Katsuhiro Ôtomo
(Tokyo Movie Shinsha)

René siger:

Ingen Matrix uden Akira! Derfor elsker jeg Akira endnu mere!

Da jeg for omkring 10 år siden så Akira for første gang, var det med rygsmerter inden en prolaps operation. Jeg endte med at have mere ondt i ryggen efterfølgende. Jeg hoppede jo rundt af bare begejstring. Men jeg kunne jo ikke andet, efter et visit til Neo Tokyo.

Efter tredje verdenskrig (!) domineres byen (og resten af verden) af uroligheder og vold. Kriminelle, bander og terrorister dominerer bybilledet. Drengen Tetsuo, der har særlige telekinetiske evner, bliver pludselig en mulighed for at redde verden. Eller bruges som et dommedags-ødelæggende våben.  

Akira er vild og voldsom, og med überæstetik braser den døren ind til en verden, man ikke har set mage til før. Et ubetinget (insisterende og larmende) mesterværk!

3. Prinsesse Mononoke (1997)

Instruktør: Hayao Miyazaki
(Studio Ghibli)

Andreas siger:

Prinsesse Mononoke er ikke bare en af de allerbedste animationsfilm. Den er en af de allerbedste film nogensinde.

Den er en rasende fuckfinger til de mennesker der er ligeglade med miljøet og vores jordklode. Til alle de krigsliderlige mennesker, der har behov for at manifestere deres magt, ved at ødelægge og tyrannisere andre.

Den stålsatte krigerprinsesse, Mononoke er en film karakter, der virkelig har sat sit præg på min kærlighed til film.

Miyazaki slår med syvtommersøm fast, at han ikke bliver matchet indenfor animation. Ingen er overhovedet tæt på.

Han er en stor, stor mester, og Prinsesse Mononoke er hans store episke mesterstykke.

Jeg bøjer mig ærbødigst i støvet for en af alletiders største filminstruktører.

2. Mary & Max (2009)

Instruktør: Adam Elliot
(Melodrama Pictures)

Venskaber har i den grad præget vores liste, og her er endnu et bud på et dejligt, lunt og rørende venskab – måske det bedste bud?

Mary & Max byder os på et storslået, dvælende eventyr. Det går ikke stærkt, men så kan vi jo heldigvis også få alle de mesterlige detaljer med om det venskab, der opstår på tværs af kontinenter.

De to pennevenner er hovedpersoner en af de smukkeste historier i filmhistorien.

Se den her film, og se den så igen.

Den er så god, at man skulle tro det var en stor fed løgn.

1. Grave Of The Fireflies (1988)

Instruktør: Isao Takahata
(Studio Ghibli)

René siger: 

Baseret på en roman af forfatteren Akiyuki Nosaka. Siger det dig noget? 
-Nej, det er helt ok. 
Jamen, hvad så med instruktøren Isao Takahata? 
-Nej, heller ikke. 
Ok, hvad så med produktionstudiet bag, Ghibli? 
-Ja, siger du. 
Ok, nu nærmer vi os langsomt noget.

Men forvent ikke en legende og legesyg animationsfilm, som den kære Miyazaki ville kreere den, med skøre og sjove fantasivæsener. Nej, dette er en realistisk film for voksne. 

Den er grusom, trist og sørgelig, og hvis du var i halvdårligt humør inden du startede filmen, vil du sikkert være grådkvalt bagefter.

Alligevel er det én af de få film som ALLE bør se, mindst én gang i sit liv. 

Se den, hvis du vil se det bedste krigsdrama nogensinde, som til perfektion beskriver dét at miste, som viser hvad søskendekærlighed i virkeligheden er og hvor langt man vil gå for et andet menneske. 

Der er en grund til at skribent Andreas Nørgaard har fået en kæmpe tatovering på hele sin skulder med motivet til netop denne film. 

Grunden? Verdens bedste animationsfilm. 

Intet mindre. 

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!