Come Play

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Come Play
Instruktør: Jacob Chase 
Produktionsår: 2020
Genre: Gyser 
Biografpremiere: d. 29. Oktober 2020   

Telia-tirsdag blev til taco-tirsdag, og Come Play kunne ingenlunde veje op for forstyrrelserne fra de nacho-gnaskende drenge, der demonstrativt huggede deres glubske tænder i skallerne, som havde de ikke fået noget at spise siden verden gik af lave. Da deres mexicanske chips endelig slap op, underholdt de os andre ved at køre fingrene rundt i det tomme bæger, samt snøfte med et interval på cirka to sekunder. Dette i en sådan grad, at jeg overvejede at tage mundbind på! Nuvel, hvis filmen havde været bedre, kunne den måske have abstraheret en lille smule for spektaklet. Dette var dog ikke tilfældet.

Come Play er en amerikansk mainstream-gyser, som højest sandsynligt kun har fået premiere i de danske biografer, grundet den nuværende corona-situation, og manglen på blockbusters.I filmen følger vi den autistiske dreng Oliver, som ikke har noget sprog. Han kommunikerer derfor via sin Ipad. En dag manifesterer der sig et monster gennem denne tablet, en høj trælignende skabning kaldet Larry, som hellere end gerne vil være venner med Oliver. Problemet er bare, at overgiver man sig til Larry, tager han en for evigt. Come Play er med på det teknologiske beat, og Larry kan derfor kun ses, hvis man kigger efter ham via sin tablets eller telefons kamera. Dette giver naturligvis grobund for utallige, og i dette tilfælde, blodfattige jumpscares, hvor der med bævende hånd søges efter Larry med Ipad’en for øjet.

Oliver forsøger naturligvis at “råbe” sine forældre op, men de har svært ved at gennemskue, om det drengen formidler, er relateret til hans autisme. De overbevises dog ret hurtigt, hvorefter familiens kamp mod Larry igangsættes på mest forudsigelige og kedsommeligste vis. Come Play genbruger de samme virkemidler igen og igen, og hvis det ikke havde været for gnaskelyde – og snøft, kan jeg ikke udelukke, at jeg havde taget mig en lille velfortjent lur. 

Come Play har tidligere hittet som kortfilm, og i dette format har, “jeg leder efter et monster med Ipad’en for øjet”-gysene, sikkert fungeret upåklageligt. Men i 1 ½ time fungerer det ikke. I så fald skulle manuskriptforfatterne have udviklet mere på konceptet, samt været mere opfindsomme og skarpe i deres virkemidler. Samtidig er dialogen mildest talt ikke skarpskåret, og skuespillet lider naturligvis under det tynde manuskript. Olivers mor Sarah spilles ellers af Gillian Jacobs, som tidligere har gjort sig fint bemærket i Netflix-serien Love.

For en fan af genren, kan det nogle gange være sjovt at se disse letvægts-mainstream-gys fra USA. Men Come Play fungerer simpelthen ikke på nogen parameter. Det er tydeligt, at man har taget en “sjov” kortfilms-idé, og så har man strakt den ud til spillefilmslængde, uden at lægge yderligere vægt til historien. Dette er der så kommet en gyselig omgang tynd te ud af.     

Come Play får 1/6 hamre:
🔨

Seneste

Birthday Girl

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fødselsdagsferie på et krydstogt, hvor tingene går virkelig gruligt galt for en mor og en datter.

Birthday Girl, er intens, hjerteskærende og grundlæggende en ret ubehagelig film, som måske ikke er helt perfekt, men som dog er en der vil påvirke én og som man vil huske efterfølgende.

Godzilla x Kong: The New Empire

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og den bli’r anmeldt af René Buchtrup

Perfect Days

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en ældre japansk herre, som rengøre toiletter i Tokyo og bl.a. lytter til gammel rock på kassettebånd.

Hvis dette ikke lyder som noget særligt, så er det dog faktisk tilfældet her, da Perfect Days er filmisk hverdagspoesi når det er allerbedst og ligeledes årets hidtil allerbedste bud på en film der viser mennesker og livet fra den allerbedste side af.

Paris, Texas

Wim Wenders har skabt en sjælden filmperle, som beskriver ensomhedens væsen mere rørende end nogen anden film i filmhistorien.
Læs René Buchtrups anmeldelse af Paris, Texas, med en storspillende Harry Dean Stanton i front

Past Lives

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 koreanske mennesker, som først mødes i barndommen og som sides mødes flere gange som voksne, men for hver gang de mødes, er deres liv helt anderledes.

Past Lives er intet mindre end et stort, smukt, subtil og virkelig menneskeligt mesterværk, som man i allerhøjeste grad, kan og bør opsøge i ens nærmeste biograf.

Wild

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en kvinde der beslutter sig for at vandre en virkelig hård og lang tur, for at kunne komme af med livets smerter, sorg og traumer.

Wild er en hjerteskærende og spændende film, som ikke er perfekt, men dog meget medrivende.

Ugens Streaming Anbefaling – American Fiction

Cord Jefferson vandt til årets Oscar-show en gylden statuette for “bedste manuskript”.
American Fiction er filmen du ikke skal snyde dig selv for, da den er velspillet, skarp og morsom.
Allan fra GoFM får en lille anbefaling med på vejen her i lydklippet: