Come Play

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Come Play
Instruktør: Jacob Chase 
Produktionsår: 2020
Genre: Gyser 
Biografpremiere: d. 29. Oktober 2020   

Telia-tirsdag blev til taco-tirsdag, og Come Play kunne ingenlunde veje op for forstyrrelserne fra de nacho-gnaskende drenge, der demonstrativt huggede deres glubske tænder i skallerne, som havde de ikke fået noget at spise siden verden gik af lave. Da deres mexicanske chips endelig slap op, underholdt de os andre ved at køre fingrene rundt i det tomme bæger, samt snøfte med et interval på cirka to sekunder. Dette i en sådan grad, at jeg overvejede at tage mundbind på! Nuvel, hvis filmen havde været bedre, kunne den måske have abstraheret en lille smule for spektaklet. Dette var dog ikke tilfældet.

Come Play er en amerikansk mainstream-gyser, som højest sandsynligt kun har fået premiere i de danske biografer, grundet den nuværende corona-situation, og manglen på blockbusters.I filmen følger vi den autistiske dreng Oliver, som ikke har noget sprog. Han kommunikerer derfor via sin Ipad. En dag manifesterer der sig et monster gennem denne tablet, en høj trælignende skabning kaldet Larry, som hellere end gerne vil være venner med Oliver. Problemet er bare, at overgiver man sig til Larry, tager han en for evigt. Come Play er med på det teknologiske beat, og Larry kan derfor kun ses, hvis man kigger efter ham via sin tablets eller telefons kamera. Dette giver naturligvis grobund for utallige, og i dette tilfælde, blodfattige jumpscares, hvor der med bævende hånd søges efter Larry med Ipad’en for øjet.

Oliver forsøger naturligvis at “råbe” sine forældre op, men de har svært ved at gennemskue, om det drengen formidler, er relateret til hans autisme. De overbevises dog ret hurtigt, hvorefter familiens kamp mod Larry igangsættes på mest forudsigelige og kedsommeligste vis. Come Play genbruger de samme virkemidler igen og igen, og hvis det ikke havde været for gnaskelyde – og snøft, kan jeg ikke udelukke, at jeg havde taget mig en lille velfortjent lur. 

Come Play har tidligere hittet som kortfilm, og i dette format har, “jeg leder efter et monster med Ipad’en for øjet”-gysene, sikkert fungeret upåklageligt. Men i 1 ½ time fungerer det ikke. I så fald skulle manuskriptforfatterne have udviklet mere på konceptet, samt været mere opfindsomme og skarpe i deres virkemidler. Samtidig er dialogen mildest talt ikke skarpskåret, og skuespillet lider naturligvis under det tynde manuskript. Olivers mor Sarah spilles ellers af Gillian Jacobs, som tidligere har gjort sig fint bemærket i Netflix-serien Love.

For en fan af genren, kan det nogle gange være sjovt at se disse letvægts-mainstream-gys fra USA. Men Come Play fungerer simpelthen ikke på nogen parameter. Det er tydeligt, at man har taget en “sjov” kortfilms-idé, og så har man strakt den ud til spillefilmslængde, uden at lægge yderligere vægt til historien. Dette er der så kommet en gyselig omgang tynd te ud af.     

Come Play får 1/6 hamre:
🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!