Få har som Ethan og Joel Coen formået at skabe filmuniverser hvor brugen af vold og sort humor og skarpt skårne replikker, har været drivkraften med deres underfundige og spøjse karakterer i nogle mærkværdige, men samtidig også, fantastiske historier.
Jo, en vis instruktør ved navn Quentin Tarantino kan brødrene sammenlignes med, da han også er begejstret for udspenslet vold, rappe replikker og tør humor. Men hvor Tarantino oftest laver den samme slags film, i nye klæder, med cool’ popreferencer og et blæret valg af sange til lydsiden, har Coen-brødrene ofte en mere bred, filmisk vifte.
Deres film omhandler ofte temaer som religion (A Serious Man, No Country For Old Men), og svundne idealer i det amerikanske samfund (True Grit). De er fabelagtige til sorthumoristiske dramaer hvor hovedkaraktererne oftest er nogle usympatiske skvatmikler (Inside Llewyn Davis, Fargo). De er ekstremt gode til filmnoir (The Man Who Wasn’t There, Millers Crossing) og Coen-brødrenes film er altid lækre at iagttage, så man kan råbe æstetik så det batter (ALLE deres film!). Samtidig kan de noget med at indkredse et utrolig dystert univers hvor der kun er én vej tilbage: dommedag (A Serious Man, Barton Fink).
Jeg er stor fan af brødrene for deres originale måde at lave film på. De er (stadig) unikke og få kan kreere film som underholder, men samtidig også giver stof til eftertanke.
Ud af de 17 film de har lavet, er der kun tre som jeg synes er dårlige og som på ingen måde har været med i mine overvejelser om deres bedste.
- Intolerable Cruelty (en romantisk stinker som ikke engang den nespresso-glade George Clooney kan redde)
- The Ladykillers (tam og kønsløs omgang svindlerkomedie med Tom Hanks)
- Hail, Ceasar (en flad farce som føles som en prut i vinden).
Men når de tre fesne film er blevet sorteret fra, har vi så pludselig 14 spændende kandidater som alle har noget fantastisk at byde på.
I stedet for en Top 10 over brødrenes bedste film, har jeg i stedet valgt at lave en Top 5. Det er fedt med en udfordring og dette har bestemt ikke været nemt. Men halleluja for udtrykket kill your darlings og hvor er det fedt at have så mange fantastiske film at vælge imellem.
Inden jeg for alvor starter med listens 5 film, vil jeg forklare hvorfor tre af brødrenes hovedværker IKKE kan findes på listen:
– The Big Lebowski (1998)
Coen-brødrenes mest populære film der har opnået kultstatus med sin fremragende humor og særprægede persongalleri. “The Big Lebowski” sørgede for at White Russian-drinken blev cool og man finder sandsynligvis ikke en eneste filmnørd som ikke kan citere bare en replik fra filmen. Men selvom den er stener-sjov som ind i helvede, og Jeff Bridges’ “The Dude” er blevet én af filmhistoriens mest mindeværdige figurer, så er det samtidig også en fortælling som ikke har det store kød på historien og som ikke udfordrer på samme måde som brødrenes mesterværker. Men det er stadig en fantastisk filmoplevelse af opleve Jeff Bridges, John Goodman og John Tuturro på slap line.
– Fargo (1996)
Man kan ikke sige Coen, uden at sige “Fargo”. Brødrenes gennembrudsfilm fra 96′ er endnu en sær og skøn snegl, som udforsker de sære og lidt skæve eksistenser. Historien om det sølle skvat Jerry Lundegaard (William H. Macy) der hyrer to lejemordere til at kidnappe sin kone og pludselig efterforskes af den højgravide politikommisær Marge Gunderson (Frances Mcdormands oscarbelønnede roller), er en bundsolid, sjov og herlig omgang “Coen-show”. Men selvom det er en rigtig god film, har den et usædvanligt langsomt tempo, som ofte gør den dvælende og tung. Dog aldrig for tung, for den er sorthumoristisk og sjov som Coen-brødrene er fænomenale til at være på det store lærred.
– No Country For Old Men (2007)
Der er noget helt galt i Amerika. I hvert fald hvis man spør’ landsheriffen, Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones) som snart skal på pension. Han forstår ikke nutidens forbrydelser, som har fået en anden karakter end dengang han startede som sherif. Vi følger ham og hans frustationer, mens vi samtidig følger eksemplet på ALT hvad der er galt i landet, Javier Bardems glansrolle som skingrende sindsyg stjernepsykopat, Anton Chigurh, som slår sine ofre ihjel ved hjælp af en lufttrykspistol. Og så har vi selvfølgelig jagten på to millioner dollars som Chigurh er efter, og med Josh Brolins karakter, Llewelyn Moss, lige i hælene. Måske er det bare undertegnede der simpelthen ikke forstår filmen, for selvom de klassiske Coen-temaer til stede (bl.a. dem om religion og dommedag), føles det ofte som Kejserens Nye Klæder. Som om den faker en smule. Som om det hele er sat liiiidt for kunstigt op. Også selvom skuespillet er upåklageligt, billederne er fantastisk flotte og manuskriptet er godt skrevet. Alligevel sidder jeg stadig med følelsen, efter at have set filmen for 3. gang, at vi har vi at gøre en sag som IKKE burde have vundet oscar’en for Bedste Film til showet i 2008…. Det skulle “There Will Be Blood” i stedet.
Der er sikkert mange der ikke er enige med disse udsagn 🙂
Her mit bud på de bedste Coen-brødrene film.
5. O Brother, Where Art Thou (2000)
En letbenet musical om tre hyggelige fjolser på fangeflugt, vil nogen måske mene om denne lille sag. Men denne anmelder er ikke i tvivl om dette at dette er en lille perle,- et rent overflødighedshorn af musikalsk glæde og herlig humor. “O Brother…” er en sikker vinder der forfører én med et kæmpe overskud, en stor charme i karaktererne og ikke mindst, så mange overraskelser undervejs i fortællingen at man lader sig forføre af de “de våde buksedrenge” og deres musikalske talenter. Især Clooney er særdeles overbevisende som the leader of the pack ,Everett Ulysses McGill, der styrer trioen på jagten efter en skat som skal findes inden få dage. Drivkraften gennem hele filmen er det overskud og den fortællerglæde Coen-brødrene ikke kan skjule. Den er nærmest en antidepressiv pille der kan bruges hver gang man har en dårlig dag. Prøv den. Den virker!
4. Inside Llewyn Davis (2013)
Endnu en fuldstændig vanvittig musikalsk perle, fra filmbrødrenes side, men denne gang i en mere depressive ende af skalaen. Faktisk er dette nærmest O Brothers dimentrale modsætning. Historien om den egocentrerede og usympatiske, Llewyn Davis (fremragende spillet af Oscar Isaac), der klynger sig til håbet om at slå igennem som folkmusiker i USA, 1961, er et lille mesterværk. Endnu engang beviser Joel og Ethan deres særlige evne til at kreere fantastisk sorthumoristiske fortællinger om et sølle skvat der konstant dummer sig i tilværelsen. Isaac har nerve og sjæl som musikerfjolset Davis og som en slags musical hører vi alle sangene sunget færdigt når de først er i gang i filmen. Der er mange højdepunkter i filmen, men bl.a. scenen hvor Oscar Isaac synger sangen “Please Mr. Kennedy” med Justin Timberlake og Adam Driver, er én af de allersjoveste. Et soundtrack der ofte bliver sat på hjemme ved undertegnede når der kobles af 🙂
3. The Man Who Wasn’t There
i “The Man…” bliver film-noir-genren taget unden kærlig behandling. Fotograf Roger Deakins fortryllende og smukke sort/hvide billeder i filmen er som skåret ud af en lækker, stilfuld kunstudstilling. Fortællingen om den spøjse frisør Ed Crane (altid velspillende Billy Bob Thornton) og en rigtig dårlig beslutning angående en pengeafpresning, starter en lavine af mere lort end lagkage for en mand som bare må tage imod. Brødrene store filmiske talent slår på ingen måde fejl i “The Man..” som slår gnister i alt hvad den gør. For filmen er fyldt med konstante overraskelser, plottwist’, mystik og evigt gådefulde karakterer. Det er en film som vokser for hver gang jeg ser den og det er fascinerende at disse utrolige brødre kan spytte film ud som på overfladen virker så simple, men som underneden har så meget, meget mere. “The Man..” er selvfølgelig ingen undtagelse og der er i den grad mange dybsindige og filosofiske tanker og overvejser som gør filmen én af deres allerbedste!
2. Bartoon Fink (1991)
Endnu en af brødrenes film om et værre skvat. En sølle eksistens kaldet Barton Fink som sidder på et hotelværelse med skriveblokering. Han vil ellers så frygtelig gerne skrive et manuskript til en wrestling-film. Men ak og ve, det kommer ikke til at ske. Barton Fink er et fantastisk eksempel på en Coen-film som starter spøjs og morsom, men som senere ender i en helt anden boldgade. Det er tragikomiks møde med surrealisme. Det er bestemt ikke et tilfælde at “Barton Fink” vandt De Gyldne Palmer i Cannes tilbage i 91′, for sjældent har et mareridt, der kommer til live i virkeligheden, virket mere overbevisende. Johnn Turtorro og John Goodman har (muligvis, for de har mange fantastiske roller på cv’et!) deres livs roller som forfatteren Barton Fink og naboen på hotellet, forsikringssælgeren Charlie. Begge karakterer udvikler sit voldsomt og det er en vild og voldsomt transformation de går igennem. Coen-brødrene leger med deres faste tematikker religion (kristendom) og dommedag i filmen, og med kulsort humor sætter brødrene en tyk streg under deres evne til at blande filmgenrer sammen, til et vidunderligt skizofrent yngel af vold, sort humor og store filosofiske overvejser. Grundstene, så at sige, i en fantastisk Coen-brødrene film.
- Miller’s Crossing (1990)
Trommehvirvel, tak. Endnu en af brødrenes fortællinger i film noir-genren, men samtidig også deres allerbedste, overhovedet. Det er bestemt ikke en af deres mest kendte, men det er måske én af dem som alle filmnørderne altid vil fremhæve. Og det er selvfølgelig ikke uden grund. Alene den poetiske og smukke intro med en flyvende hat gennem skoven (nej, drop tankerne om den fjollede fjer fra “Forrest Gump”) som i sidste ende giver mening. Deres remake af “The Glass Key” fra 1942 er magten delt mellem de aldrende gangsterbosser, irske Leo og italienske Johnny. Førstnævntes højre hånd Tom (en altid fremragende Gabriel Byrne) har desværre en affære med Leos udkårne, Verna og han bliver fordrevet fra den irske familie og går over på Johnnys side, men intet er som det ser ud. Som altid leverer Coen-brødrene gudesmukke og vantittigt lækre billeder gennem hele filmen, men indholdsmæssigt har den også så meget dybde og eftertænksomhed. Tom står snart overfor en udfordring så stor, så den tester hans medmenneskelighed og samtidig hans stratetiske overblik. Skal han beholde sin menneskelige værdighed eller skal træde over den grænse, så han aldrig kan komme tilbage igen? Den læner sig mere op af den stillistiske, men rørende “Road To Perdition” (2002), end samtlige af Martin Scorseses gangsterfilm, men dette er kun ment positivt. En mesterværk som bør ses af alle filmelskere. Coen-brødrenes bedste film og én af de allerbedste gangsterfilm nogensinde…
