Originaltitel: Cocktail
Instruktør: Roger Donaldson
År: 1988
Genre: Drama.
Kan streames på: Disney+
Der er noget helt særligt over det stadie i ens liv, hvor man er cirka der i midt 20’erne og virkelig føler og tror at nu skal der ske noget med ens liv, nu skal succesen blive stor og det skal være skidesjovt, imens det sker.
Lige netop dette handler Roger Donaldsons 80’er-klassiker ”Cocktail” om, samtidig med at den jo nok er bartender-filmen over dem alle, da den lige netop både viser alt det gode og knap så positive, når man beslutter sig for at tage det erhverv som et seriøst arbejde.
Filmen handler ganske kort og godt om Brian Flanagan, der i starten af filmen, lige er blevet færdig med sin værnepligt og nu kun har 1 ting i tankerne, som så er tage til New York og bare tjene den fede million så hurtigt som muligt.
Hurtigt indser han dog, at det ikke er så nemt som det ser ud og han beslutter sig så for (inspireret af hans onkel, som er bartender i byen), at tage et bartender-job og dernæst at studere på en handelsskole.
Han får dog (sammen med den garvede bartender Doug Coughlin), hurtigt succes som bartender og bliver det så på fuld tid og starter efter lidt tid sin egen bar på Jamaica, efter han bliver uvenner med Doug Coughlin, samtidig med at kærligheden også rammer ham og lærer ham 1 ting eller 2 om livet.
Cocktail fik i sin tid, ikke særlig gode anmeldelser og vandt sågar en pris i USA for årets værste film (en Razzie, som kan betegnes som en anti-Oscar).
Den har dog siden fået kultstatus, som nok primært er på grund af dens skildring af bartender-tilværelsen og dens brag af et soundtrack med bl.a. Beach Boys, Robert Palmer, Jimmy Cliff, The Georgia Satelites og Bobby McFerrin.
Filmen er skam heller ikke perfekt, men er samtidig heller ikke uden nævneværdige og tydelige kvaliteter.
Først og fremmest, er Tom Cruise ganske perfekt i hovedrollen som Brian Flanagan.
Brian Flanagan er ikke den skarpeste kniv i skuffen, da han store dele af filmen lever på ungdommens naivitet om at det hele skal være sjovt eller at han kan klare sig på sin charme.
Men det perfekte, er at Tom Cruise virkelig giver sig 100% i rollen, både inde og ude fra baren og det gør på alle måder, præstationen troværdig.
Samtidig med dette, så har han bare en fuldkommen unik udstråling, karisma og energi, som i hvert fald for mig, er umulig at tage øjnene væk fra, samtidig med at han også fungere glimrende i filmens ret så alvorlige scener, som særligt kommer i filmens sidste halvdel.
Australske Bryan Brown er også fremragende i rollen som Brian Flanagans mentor, læremester og bedste ven Doug Coughlin.
Han har en virkelig fremragende kemi med Tom Cruise, som særligt kommer til udtryk i scenerne i starten af filmen hvor de deler drinks ud sammen, hvilket afgjort er med til at gøre deres venskab troværdigt.
Samtidig med dette, bliver hans præstation særligt interessant, når man ser ham som en mand der har været i bartender-faget i lang tid og som mødt alle dens skyggesider og dernæst har taget dem til sig, på både godt og særligt ondt.
I rollen som kvinden som Brian Flanagan taber sit hjerte til og som komplicerer hans liv for alvor, er der Elizabeth Shue i rollen som Jordan Mooney.
Elizabeth Shue er dybt charmerende i rollen som Jordan Mooney, allerede fra første sekund hun løber op til Brian Flanagan i hans bar i Jamaica og dette gør øjeblikkeligt deres efterfølgende romance troværdig.
Samtidig med dette, giver hun også klart filmens mest følsomme præstation, hvilket særligt kommer til syne i filmens sidste ca. 30 minutter, hvor kærlighedsdelen af historien, virkelig kommer på spil.
Filmens manuskript blev skrevet af Heyword Gould, som selv var bartender i 70’erne, hvilket nok er grunden til at bartender-delen af filmen er så troværdig og overordnet godt udført.
Dog er manuskriptet også filmens svageste led, grundet filmens sidste ca. 35 minutter, hvor der ikke serveres så mange drinks, men hvor filmens kærlighedshistorie, virkelig kommer i fokus.
Dette er skam ikke nogen dårlig ting, men filmen taber dog lidt tempo og Brian Flanagans store ungdommelige naivitet kommer særligt i fokus, hvilket i hvert fald gjorde at jeg sommetider følte at han altså måtte til at træde i karakter, hvilket han i sidste ende dog også gør.
Men selvom filmens sidste halvdel ikke er nær så stærk som den første, så er ”Cocktail” dog stadigvæk ikke i nærheden af at være nogen dårlig film.
Ganske vist er det ikke den bedste film fra 1988, som Tom Cruise var med i (det er ”Rain Man”, som til og med, er min absolutte yndlingsfilm).
Men den har et ton af herlig 80’er charme, et legendarisk soundtrack og en historie som i sidste ende har et pr. ok pointer om livet, som nok er at man ikke kommer til toppen af succes uden hårdt arbejde og at man ikke skal vende kærligheden ryggen, når den byder én hjerteligt velkommen.
Samtidig er den vildt underholdende, med ganske godt skuespil og får i hvert fald mig i ganske godt humør, hvilket er mere end nok til at jeg fortsat vil vende tilbage til den.