Cobra Kai

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Cobra Kai (sæson 1-3)
Instruktør: John Hurwitz m.f.   
Produktionsår: 2018-2021
Genre: Drama, action, komedie
Kan ses på: Netflix 

“Wax on, wax off”

– velsagtens en af de mest velkendte filmcitater fra min barndom, og vise ord fra karate-læreren over dem alle Mr. Miyagi. Den første Karate Kid-film fra 1984 er noget nær en legendarisk 80’er-film, og opfølgeren fra 1986 fulgte godt trop. Historien om teenageren Daniel (san)*, som bliver oplært i karate af den lokale karatemester Mr. Miyagi, så han kan tage kampen op med bøllerne i karate-klubben Cobra Kai, og ikke mindst deres “leder”, den ondsindede Johnny. Karate Kid er noget nær et perfekt “coming of age”-drama tilsat tyk 80’er-stemning (da den jo er fra 80’erne) og hæsblæsende karate-sekvenser. En all time klassiker.

Sidenhen har man dog ikke hørt meget til de involverede skuespillere, og man kunne med rette tænke at de nu var et levn fra fortiden. Lige indtil 2018, hvor Youtube Red lancerede serien Cobra Kai (opkøbt af Netflix fra sæson 3). De fleste tænkte nok i første omgang, at en genoplivning af Karate Kid i serieformat var dømt til at mislykkedes, men det viste sig, at Cobra Kai var særdeles potent. I serien følger vi den tidligere bølle (som nu er noget mere sympatisk) Johnny, som genstarter Cobra Kai-klubben, og får karate tilbage på landkortet for byens unge outsidere. Daniel (san) er der selvfølgelig også, og i modsætning til Johnny, som ikke har bedrevet meget siden ungdomsårene, har Daniel (san) kernefamilie, og er succesrig bilforhandler. Uden at sige for meget, genstarter Daniel (san) også Miyagi-Do karate, og rivaliseringen mellem de to gamle kumpaner blusser op igen.   

En positiv ting ved serien, og egentlig også ved filmene er, at alt ikke er sort/hvidt. Her tænker jeg bl.a. på karakteren Johnny, som jo var “skurken” i den første film, og som i serien nærmest er hovedrolleindehaver (i hvert fald i den første sæson). I filmen var hans væremåde kraftigt ansporet af hans usympatiske træner John Kreese, hvilket i sidste ende gav os en dybere forståelse for hans ageren. Og i serien ser vi, som nævnt, en helt anden side af den nu aldrende drengerøv.

Kort sagt er Cobra Kai en af nyere tids største serie-overraskelser, den er imod alle forventninger fantastisk vellykket. Ikke alene overvældes man af gensynets glæde ved at se flere af skuespillerne fra det originale cast, men “de nye unge” spiller også r…. ud af bukserne. Historien udspiller sig på klassisk facon, med venskaber, forelskelser, forviklinger, rivalisering, og fantastisk veludførte kampscener. Serien har alt det vi elskede fra de originale film, bare i bredformat. Og til tider bliver det sgu helt episk! (se afslutningen på sæson 2). Æstetisk set bliver der desuden peget godt mod 80’erne, hvilket giver serien en cool retro-vibe, som passer godt til forlægget.

Det er selvfølgelig et must at have set de tidligere Karate Kid-film (ikke rebooted med Will Smith’s søn!), og det er endnu bedre hvis man har et nostalgisk forhold til dem. Men uanset hvad, er Cobra Kai en forbandet vellykket serie, som jeg tænker ungdommen i dag vil sluge råt, og hvem ved, måske vil nostalgien for dem starte med Cobra Kai. 

*Mr. Miyagi kalder Daniel for Danielsan i filmene 

Cobra Kai får 6 ud af 6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨       

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!