C’mon C’mon

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Instruktør: Mike Mills
År: 2021
Genre: Drama

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

Radiojournalisten Johnny reflekterer over livet, og lærer en masse om den svære kommunikation mellem mennesker…af sin søsters søn, den 9 årige Jesse.

Dannelse og kommunikation, hvad er det?

Pga. problematiske omstændigheder med begge sine forældre, så er Jesse lidt finurlig, og skæv i hele sin væremåde. Han er meget intelligent, og velformuleret, men han er et følelsesmæssigt kaos indeni

Han er vældig hæmmet af forældrenes situation, og har rigtig svært ved at tale om tingene. Han finder derfor strategier, så han kan kapere sine mange følelser, og rumme alle de tanker, der buldrer rundt i hans stakkels lille hoved. Strategier de voksne omkring ham lige skal lære at rumme.

Den kærlige, lidt forsagte Johnny, får til opgave, at passe sin søsters søn.

Ham og søsteren, Viv,  har ikke snakket sammen i et år pga stridigheder omkring deres mors død.

De er meget forskellige, men de har en grundlæggende respekt og forståelse for hinanden – de elsker hinanden, der gør, at de er i stand til at lade fortiden være et bittert minde, men ellers ikke lade den fylde mere end højst nødvendigt.

“That’s very stupid. You’re just the stupidest stupid person, ever, like. You have the lesser brain capacity than an actual deceased dead person.”

Filmen fungerer som en dannelsesrejse for både Johnny, Viv og Jesse?

Den handler om at lytte til hinanden i især børn-/voksen-relationen.

Det er et rørende greb, at give dem hver deres periode i filmen. De har hver deres hjemmebane, hver deres by, men kommer til en endegyldig fælles forståelse i New Orleans – et sted, der bliver en slags fælles tredje.

New Orleans er stedet Jesse’s far befinder sig, så det er et naturligt endemål på deres tur tværs over USA, fra Los Angeles til New York.

Filmens blændende soundtrack er skabt af Dessner-brødrene fra The National. De har sat musik til de menneskelige følelser og relationer, der flyder frit og meget smukt i C’mon C’mon. Musikken er der hele vejen igennem, men det er sjældent du rigtig lægger mærke til den. Den blender fantastisk flot ind i storbyens larm, vores karakteres snakke, og de små intense oaser af menneskeligt nærvær, denne film er så rig på.

Filmen er holdt i sort/hvide farver, og jeg synes – uden at ville overdrive det – at det er en af de visuelt flotteste film jeg har set i lang tid. Storbyens lys har altid været flotte, og gode til at fange en stemning, men her er det hele lige lidt mere lækkert.

Det er filmet så tæt på, at vi kan se bilerne tydeligt, og høre larmen fra trafikken.

Vi runder af

Woody Norman på bare 13 år – 11 år da de lavede filmen – er et decideret fund i rollen.

Han yder en præstation af samme kaliber som Zain Al Rafeea i Kapernaum og Émilien Néron i Monsieur Lazhar. Han er så vild her i C’mon C’mon, han besidder en timing, og et talent, der er de allerfærreste forundt.

Joaquin Phoenix har en af karrierens bedste roller, som radiojournalisten Johnny.

Han udviser en skrøbelighed og akavet hjertevarme i rollen. Jeg kan ikke forestille mig andre kunne spille rollen, og få særlig meget ud af den. Filmen er noget nær plotløs, og det stiller store krav til skuespillerne, der både skal favne deres roller, men samtidig også bære filmens temaer, som afsavn, livsbekræftende relationer, og kommunikationens forunderlige verden, uden ret meget historie at trække på.

Jeg læste et sted Mike Mills udtale, at det var meget bevidst gjort, for således både at udfordre skuespillerne, men også filmmediet. Anderledes greb giver anderledes – og ofte bedre – resultater. Her er resultatet massivt.

Når årslisterne gøres op til december, så skal der virkelig være kommet gode film, hvis denne skal overgås.

Den er sublim!

“To visit planet earth, you will have to be born as a human child. At first, you’ll have to learn to use your new body, to move your arms and legs, to pull yourself upright. You will learn to walk and run, to use your hands to make sounds and form words. Slowly, you will learn to take care of yourself. Here, it is still peaceful but there the colors, sensations and sounds will wash over you constantly. You will see so many living things, plants and animals, beyond imagining. Here, it is always the same, but there everything is in motion, everything is always changing. You will be plunged into earth’s river of time. There will be so much for you to learn and so much for you to feel, pleasure and fear, joy and disappointment, sadness and wonder. In your confusion and delight, you will forget where you came from. You will grow up, travel, and work. Perhaps, you’ll have children, even grandchildren of your own. Over the years, you will try to make sense of that happy, sad, full, empty, always-shifting life you’re in. And when the time comes to return to your star, it may be hard to say goodbye to that strangely beautiful world.”

C’mon C’mon får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

© Disney

Robin Hood

For mig er dette Disney’s bedste værk.
Det er ikke dybt og nyskabende som Løvernes Konge, eller visuelt betagende som Bernard Og Bianca: SOS Fra Australien.
Den er derimod “bare” charmerende og fuldstændig uimodståelig.

Volver

Nicolai har denne gang anmeldt Pedro Almodóvars Volver, som er en smuk og rørende film, som perfekt balancere mellem humor og reel alvor og som virkelig godt fortæller en historie om både at forsvinde og vende tilbage til fortiden.

Barking Dogs Never Bite

Stærk debut fra den koreanske mester!
Sort humor, skæve karakterer, og et lille drys gys, danner ramme om en stærk film.

One Flew Over The Cuckoo’s Nest

Nicolai har denne gang anmeldt en af de største og bedste film-klassikere nogensinde, om jagten på frihed i en lukket tilstand og spørgsmålet om hvem der er normal og hvem der er sindssyg.

The Lost City

Forudsigeligt, romantisk tjubang-eventyr? Who cares, for Bullock og Tatum er forrygende sammen på skattejagt i The Lost City, som er underholdende fra start til slut.

Nightmare Alley

Her i Nightmare Alley er han gået full blown noir, og det er blevet til en på mange måder mesterlig film, der dog også har sine mangler hist og her.

C’mon C’mon

Andreas har set, hvad der meget muligt kan gå hen og blive årets film.
Skøn feel good og eftertænksomt drama i visuelle og lydmæssige klæder i mesterlig klasse. Du kan le, du kan græde, du kan bruge masser af tid på bare at tænke over filmen. Den vedkommer os alle.
Et meget smukt værk!