Instruktør: Lukas Dhont
År: 2022
Genre: drama.
Biografpremiere: 27/04.
Venskab er noget af det mest dyrebare i verden og livet og noget af det mest smertefulde man kan opleve, er når ens venskab falder sammen eller helt forsvinder.
Dette har belgiske Lukas Dhont instrueret en film om, som hedder Close.
Filmens historie kan forklares meget kort, da det ikke alt i filmens historie der bør og skal forklares (hvis man har tænkt sig at se den).
Men kort og godt, omhandler den 2 drenge ved navn Leo og Rami. Leo og Rami er virkelig gode og meget nære venner, ja faktisk så nære at Leo nærmest overnatter så meget hos Rami, så man nærmest skulle tro de var brødre.
De 2 drenge følges også hver dag til skole (på cykel), men skønt de er meget nære, er der dog også forskelle mellem dem.
Leo er den mest udadvendte og snaksalige mellem dem og er meget glad for sport (Leo tænker på at starte til hockey), mens Rami er en kende mere stille og følsom og spiller obo.
Pludseligt, sker der så noget mellem Leo & Rami, som gør at de ret hurtigt driver fra hinanden og det er så efterspillet af dette, som Close, særligt handler om.
Filmens manuskript er skrevet af Lukas Dhont og Angelo Tijssens og uden at vide, hvad der har drevet dem til at komme frem til denne historie, så vil jeg dog skrive at Close’ beskrivelse af et barndomsvenskab, er virkelig stærkt ramt.
Dette ses i scenerne hvor Leo & Rami løber gennem nogle marker (helt i starten af filmen), i scenerne hvor Rami prøver på at spille obo, men Leo heller vil spørge ind til andre ting.
Lige så hjertevarme disse situationer er, lige så dybt hjertesmadrede er den resterende film, når venskabet mellem Leo og Rami, først begynder at vise små tegn på forfald, for så at falde helt sammen og forsvinde.
En anden særlig genistreg i Close, er at alt i filmen vises fra et barns synspunkt (her ment Leo, som er filmens hovedperson) og dette gør dermed også at når venskabet blomstre for fuldt flor og når det det forsvinder, så rammer det ekstra hårdt i hjertet, fordi man virkelig kommer ind under huden på Leo og virkelig mærker hvor umuligt det er for Leo at acceptere, hvorfor Rami ikke længere er der for ham og hvorfor venskabet faldt sammen, til at starte med.
Det kan til tider være lidt svært at se hvor meget Close egentlig handler om venskabet mellem Leo & Rami, da efterspillet fylder en smule, men det som der dog kan skrives er at Lukas Dhont, både formår at lave en film, som er (til tider) skræmmende realistisk og autentisk i det som den beskriver, samtidig med at der også sommetider er små dryp af filmisk poesi, dog uden at fjerne noget fra den autentiske følelse af filmen.
Det skal også nævnes at der i filmen gives hint om der måske var mere end venskab mellem Leo & Rami, i forhold til nogle af de andre skoleelevers kommentarer til dem. Hvordan dette spiller ind i venskabets afslutning, gives der ingen konkrete svar på, men skildringen af dette (de lidt mobbende kommentarer mod Leo & Rami), er dog meget hjerteskærende og rammende skildret.
Skuespillet i Close, er i den grad også fantastisk.
I filmens centrale hovedrolle som Leo, har vi den debuterende skuespiller, Eden Dambrine, som Lukas Dhont opdagede en dag på en tilfældig togrejse og som han følte var helt perfekt til rollen som Leo.
Perfekt er lige netop også hvad Eden Dambrine er, fordi scenerne hvor Leo-karakteren enten er sammen med Rami (både når de leger ude i det fri, cykler til skole eller snakker sammen), føles så ubeskriveligt ægte, så det nærmest ikke føles som skuespil. Det samme kan siges om scenerne hvor Leo forsøger at bearbejde Ramis fravær, hvor hver en følelse af enten vrede, benægtelse eller ren sorg, er virkelig vanvittig godt portrætteret af Eden Dambrine.
Andre som også kan roses er naturligvis også Gustav De Waele, som også yder en meget smuk og dybt følsom præstation, i rollen som Rami.
Der hvor Gustav De Waele særligt brillere, er bl.a. ved en skolekoncert hvor Rami skal spille et særligt stykke med sin obo og dernæst er det dybt hjerteskærende at være vidne til Gustav De Waele når venskabet mellem Leo & Rami begynder at falde fra hinanden og hvordan dette så rammer Rami-karakteren
Udover børnene spiller forældrene skam også en rolle og her vil jeg særligt give lidt ros til Émilie Dequenne i rollen som Ramis mor, Sophie, og dette særligt fordi at Émilie Dequenne, yder en virkelig rørende og dybt troværdig og følsom præstation som en meget omsorgsfuld mor.
Kameraføringen af Frank van den Eeden er mageløs og igen grundet dens konstante fokus på Eden Dambrine og hvordan omgivelserne opleves hos ham, hvilket særligt er med til at gøre Close til en virkelig intim film.
Alt i alt, jamen så der er ingen fingre at sætte på Close. Den er hjerteknusende, den er hjertevarm og den er et virkelig menneskeligt, smukt og ægte indblik i styrken ved et venskab og hvor smertefuldt det er, når det ikke længere er der.
