Christoffer anbefaler film om alderdom

Picture of Christoffer Rask Thomas

Christoffer Rask Thomas

Det skyldes altså ikke, at jeg for et par uger siden fyldte 30, og nu tror jeg har set døden i øjnene, at jeg har besluttet mig for at skrive denne lille liste om film om alderdommen – snarere synes jeg at det må være en ambition for filmen – som for enhver anden stor kunstart – som helhed at nå ud i hver en afkrog af det menneskelige livs erfaring, og dermed også beskæftige sig med alt fra vores helt tidlige år til de allersidste.

Og der synes jeg man generelt må sige, at filmbranchen er alt for dårlig til at få lavet stærke film om de allerældste i vores samfund, og derfor er det værd at fremhæve nogle af dem, når man kan. Lige i denne sammenhæng drejer det sig om film med karakterer som i nogen eller i højere grad er svækket af deres alder, men i og med at vi netop har set en 80-årig Harrison Ford gribe pisken igen som Indiana Jones i en stor action-film bliver vi mindet om, at dem der har et aktivt liv over de 80 mangler film i endnu højere grad, men det må blive en ny liste på et andet tidspunkt.

Jeg tager fat i 3 film, der alle kan ses på Filmstriben og har her fundet to film jeg virkelig kan anbefale og en tredje som desværre falder i de klichéer om de ældre som de første to så fornemt undgår.

Anbefaling: ”Lucky” (2017)

Instruktør: John Carroll Lynch

I en lille Californisk by nær den Mexicanske grænse, i et univers, der minder om en moderne western, går Harry Dean Stanton, i Hollywood-sammenhænge især kendt for ”Alien, i art-house-sammenhænge især kendt for Wim Wenders’ ”Paris, Texas”, rundt, nu 90 år gammel, som karakteren Lucky, en veteran fra 2. verdenskrig, der dag ud og dag ind udfører sin trofaste rutine med om morgenen at besøge den lokale diner, gå ned til den lokale købmand, tage hjem igen for at se sit faste quiz-show og om aftenen besøge baren, hvor han har et had/kærligheds-forhold til både personale og stamkunder. Lucky er bemærkelsesværdigt frisk for sin alder men er bange for at dø, og filmen om ham er en blidt gribende film om at finde sig til rette i en skrøbelig tilværelse og det store i det lille liv.

På trods af at det i den grad er slow cinema om en af de mest rå erkendelser i tilværelsen, nemlig det at intet varer evigt, heller ikke os, så har filmen også plads til nogle dragende, let mystiske, små-Lynchske indslag; Lucky har en knaldrød telefon i et hus, der ellers er holdt i mørkt træ, hvori han taler med en person vi aldrig finder ud af hvem er, og han følger på et tidspunkt efter en af sine bekendte fra baren henimod en mystisk natklub i en mørk gyde, som vi ser neonlyset fra men aldrig kommer ned i – og at disse skæve elementer har noget Lynch over sig er ikke så mærkeligt, for ”Lucky’”s instruktør er David Lynch’s søn. Hvilket måske også er derfor at Lynch selv (der også selv har brugt Stanton i 3. sæson af ”Twin Peaks”) dukker op som en af barens stamgæster, der blandt andet i en hel fantastisk scene forsøger at testamentere alt til sin elskede landskildpadde Roosevelt for at få ham til at komme hjem igen gennem en advokat, som Lucky udfordrer til en slagsmål, på trods af en aldersforskel på 40 år, fordi han mener, advokaten er en kapitalistisk grib.

Således er det altså i mødet mellem Luckys stille, simple liv og de særegne momenter han bliver en del af, at filmen lever – blandt andet også, da Lucky en dag møder en anden veteran (spillet af Tom Skerritt i en ”Alien”-genforening) i en stærk scene på dineren. ”Lucky” er en lille perle af en film med en ret særlig stemning og en fantastisk Harry Dean Stanton i hovedrollen.

Advarsel: ”The Quartet” (2012)

Instruktør: Dustin Hoffmann

Hvor ”Lucky” viser en mand, der stadig lever sit eget liv i sit eget hus i en alder af 90, og listens tredje film bryder med forestillingerne, om hvordan en Alzheimerpatient opfører sig, går ”The Quartet” lige ind i klichéen om småfjollede, småbrokkende ældre mennesker på et plejehjem og så endda på en utroligt fersk og kedelig måde. Man siger ofte, at når skuespillere overgår til at instruere, har de styr på skuespillerne, fordi det er deres eget felt gennem mange år, men at de så har sværere ved at gribe ud af resten efter den filmiske værktøjskasse. I denne Hoffmans første film som instruktør er det sjovt nok omvendt: rent filmisk er den okay uden at være prangende og har endda enkelte smukke billeder, for eksempel af en berørt Maggie Smith, der sidder i det blå lys på sit værelse på historiens plejehjem for ældre operasangere og musikere og lytter til sine gamle triumfer på grammofon i mørket, men på skuespilfronten er Hoffmann simpelthen ikke ambitiøs nok. Denne en af det amerikanske 70’er-gennembruds store helte, en af naturlighedens mestre på film, formår i sær i ”The Quartet”’s første halvdel ikke at få andet end almindeligheder og fastlåste typer ud af et ellers stærkt hold af skuespillere: Michael Gambon kører totalt på rutinen som den vrisne og selvhøjtidelige Cedric, der som tidligere operainstruktør og nu beboer på det distingverede plejehjem Beecham House skal instruere deres årlige velgørenhedsgalla med beboerne selv som optrædende for at hjemmet kan blive ved at bestå, og Billy Connolly har svært ved at løbe fra sin charme men er fanget i ubehjælpelige replikker i en rolle, der primært spiller på hans image som småpervers men livlig komiker. Kun Tom Courtenay får en rolle, hvor der er bare lidt plads til at vise nogle nuancer i han kan men får stadig ikke nok at lave, og Hoffmann får simpelthen ikke i nærheden af nok ud af de stærke veteraner.

Efter midten af filmen når man lige at tænke, da filmen trods alt bliver lidt mere dramatisk, da Courtenay og Connoly forsøger at overtale Courtenays karakter ekskone Jean spillet af føromtalte Smith, som han har et ekstremt anstrengt forhold til og som ikke har sunget i årevis, til at være med i titlens kvartet for at redde plejehjemmet, at nu får spillerne mere plads, før en helt enormt klodset og abrupt slutning slukker for den drøm. Og så er der selve plejehjemmet: det er befolket for det første af karakterer spillet af nogle af Englands største, ældre skuespillere der med deres intelligente nærvær simpelthen ikke kan skjule, at de på ingen måde har behov for at bo på plejehjem, og derudover en række operafolk fra det virkelige liv, blandt andet Dame Gwyneth Jones, en af det 20. århundredes allerstørste sopraner, der i slutningens gallakoncert synger så gåsehudsfremkaldende godt, på trods af at hun var midt i 70’erne under optagelserne, at man simpelthen ikke forstår, at dette her skulle være en gruppe af mennesker, der har for få kræfter til livet uden for et plejehjem, og som skal spørge overlægen om lov (!) for at blive ude til klokken 12 for at spise på restaurant. Det er grundlæggende utroværdigt og uambitiøst og grænsende til det fornærmende over for den mest modne del af befolkningen, og hvis man vil se en film, hvor man til gengæld fuldstændig tror på det liv, der skildres på plejehjemmet, skal man i stedet se:   

Anbefaling: ”Away From Her” (2006)

Instruktør: Sarah Polley

”Away From Her” er instrueret af det største instruktørnavn på listen, Sarah Polley, der vandt en manuskript-Oscar i år for ”Women Talking”, og er da også min yndlings af de tre film, selvom Lucky bider den lige i hælene. Måske især fordi, at denne historie om et ældre, akademisk ægtepar, der lever et rigt, aktivt liv, hvor de læser intellektuelle bøger sammen og dyrker langrendsski, hvor kvinden Fiona pludselig en dag får symptomer på Alzheimers og ret hurtigt og brutalt beslutter sig for at flytte på plejehjem fremfor at lade manden Grant (Gordon Pinsent) passe hende derhjemme, i Julie Christies suveræne Oscar-nominerede fortolkning af Fiona får skabt et menneske, der er så meget andet end ideen om en afmægtig person knæsat af demens. Som filmen skrider frem bliver hun selvfølgelig voldsomt svækket af den nådesløse sygdom, men inden det fremstår Fiona så levende, så drilsk, så sensuel, så fattet og så kontrolleret, måske endda hævngerrig over for Grants tidligere utroskab, hvilket førte til en tragisk skandale på det universitet, hvor han engang arbejdede (filmen fremstår, uden at sige for meget, forud for sin tid her i 2020’erne), at både seerne og Grant bliver i tvivl om det hele er en form for spil udtænkt af Fiona, måske endda for at straffe ham.

Og udover et skarpt skrevet manus, der ikke forsøger at være naturalistisk men i stedet er fyldt af poetiske, finurlige næsten litterære replikker, er Fionas kompleksitet søsat af en Christie, der udnytter sit talents fulde kraft; dette er ikke en fuldstændigt realistisk skildring af et sygdomsramt menneske, så man tænker at man har fundet en patient fra det virkelig liv, der bare ligner Christie og sat hende inde foran kameraet, det er snarere en veteran udi skuespillet, der udnytter sin tekniske kunnen og skarpe analyse af sin karakter til en enormt raffineret, nuanceret og dybt imponerende kraftpræstation, som simpelthen kun blev slået til Oscars, fordi Marion Cottillard samme år forvandlede sig til Edith Piaffe for øjnene af en forbløffet verden.

Udover Christie, samt præstationer fra en stoisk Pinsent og en glimrende Olympia Dukakis, er filmens clou, at den handler om, hvordan Fiona i de første 30 dage på hjemmet, hvor Grant ifølge retningslinjerne ikke må besøge hende, så hun angiveligt kan falde så trygt til som muligt, glemmer sin mand og møder en anden – filmen kan ikke helt leve op til storheden i den historie den rummer, men Grants forsøg på at håndtere denne uvirkelige situation fremstår dog så rørende og levende, at den sammen med Christies indsats, de fascinerende replikker og et afdæmpet men præcist filmsprog, der blandt andet inkluderer drømmende brug af arkivklip, der maner den fortid, der er så tåget for Fiona nu, lige så tåget frem for seerne, gør ”Away From Her” værd at opsøge, både for sit respektfulde originale portræt af Alzheimer men også som film i det hele taget.

Seneste

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.

Furiosa: A Mad Max Saga

Kan Furiosa hamle op med sin forgænger, Fury Road? Både ja og nej. Men mest ja.
For Furiosa prøver ikke det samme som sin forgænger (heldigvis for det!) og giver os i stedet mere dybde i universet og mer’ historiefortælling.
Læs René Buchtrups begejstrede anmeldelse HER:

Bad Boys 4: Ride or Die

De slemme drenge ruller derud af igen, men den gode energi fra film nummer tre er der ikke meget tilbage af. Martin Lawrence er reduceret til en fjollet sidekick og Will Smith virker off og som om han slet ikke gider være med.Bad Boys 4 skal ses for de brutale og nådesløse actionscener som er ret så vellykkede.René Buchtrup anmelder

Fuld af Kærlighed

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk film, som både handler om hvad alkoholisme gør ved en familie og hvordan en familie bearbejder det og prøver, at holde sammen.

Fuld af kærlighed er hård, hjerteskærende og ofte også ret barsk, men den er samtidig virkelig menneskelig og dybt kompleks og grundlæggende værd at se og ligeledes snakke om.

Love Lies Bleeding

Nicolai har denne gang anmeldt en romantisk thriller med masser af bodybuilding, steroider og mord.

Love Lies Bleeding er overordnet en virkelig underholdende film, som ganske vist ikke har en perfekt slutning, men som dog er værd at tjekke ud i biografen.

Moviemaniac anmelder 4k-film: The Crow

Den er kult og The Crow fra 1994 er en yderst seværdig og underholdende film! Men, hva’ så med kvaliteten på 4k? Holder den? Se Youtube-klippet her hvor René Buchtrup anmelder endnu en 4k-film…

Ugens Streaming Anbefaling – Fury Road

Når man snakker om en ny streamingtjeneste som hedder MAX, kan man så andet end at anbefale Mad Max: Fury Road?! Nej vel…René snakker med Allan fra GoFM om én af verdens bedste actionfilm HER: