Bright anmeldelse

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

År:

Genre:

 

af René Buchtrup

Den 90 millioner dollars produktion “Bright” er en stor rodebutik som blander den klassiske buddycop-film med fantasy-genren. Men den er ret underholdende alligevel.

Premiere på Netflix d. 22 december 2017

Netflix har allerede regnet den ud.

Hvis de skal lave en succesrig film, skal de bare hyre en likekable superstjerne som Adam Sandler eller Will Smith.

For hvem har ikke lyst til en dum fjollekomedie med Sandler eller en buddycop flick med Will Smith? Så ved man jo li’som hvad man får, ikk?

Glem den første (Sandler har jeg nævnt i tidligere anmeldelser). Hvad så med Will Smith?

Den evige rapkæftede rap fyr er efterhånden blevet 49 år gammel. Man forbinder ham dog stadig med hans roller i som “Bad Boys”, “Men In Black”, “Independence Day” og “I, Robot”.

I “Bright” spiller Will Smith politimanden Daryl Ward, som har fået ny makker, Orken Nick Jakoby (Joel Edgerton). Smiths rolle  minder en del om hans karakter i I, Robot,- pessimistisk, rebelsk og flabet. Okay, sådan en rolle spiller Smith jo egentlig hver gang han har en rolle i en ny actionfilm. Men nok om det. Det er jo det folket vil have. Eller det tror Netflix hvert fald.

Nå, tilbage til filmen “Bright”.

Instruktør David Ayer har tidligere instrueret filmen  “Fury” med Brad Pitt. Han har med “Bright”  lavet en blanding mellem en spændingsthriller (der minder om hans bedste film, den politidokumentariske, End Of Watch) og en Ringenes Herre/fantasy-film (!), med et twist af en superheltefilm (hans dårligste film, “Suicide Squad”).

I et alternativt L.A forsøger både orker, elver, mennesker og andre væsener at leve i harmoni med hinanden. Men mildest talt går det ikke alt for godt. Det er et raceopdelt samfund hvor racisme fylder meget. Elverne  er de øverste i hierarkiet/samfundet, dernæst menneskene, og allernederst i systemet, orker og feer.

Will er ikke glad for hans nye makker. Faktisk stråler hadet ud af ham. Det mest interessante i filmen er racekonflikten.  Det prikker nemlig også til den samfundsmæssige debat om hvordan verden (stadig) ser ud i år 2017 og hvordan vi behandler hinanden.

Udover dette er der en skøn kemi mellem  det umage makkerpar Ward og Jakoby, som kæmper med fordommene og deres nye (ufrivillige) fælles tredje. Smith kopier muligvis flere roller fra adskillige, tidligere roller, men det gør han til gengæld også storartet. Han ser også ældre og slidt ud, og det giver lidt ekstra kant til den pæne, pæne, mand. Edgerton er næsten bedre som den forhadte ork, som giver sin karakter en følelsesmæssig dybde og gør ham mere menneskelig en nogen anden i filmen.

Filmens første time er interessant og underholder stort. Den bygger op til noget større. Det bliver desværre ikke rigtigt indfriet i filmens anden halvdel, hvor vores såkaldte helte finder en magisk tryllestav som ALLE åbenbart er ude efter. Så går den vilde jagt hvor Leilah (spillet af svenske Noomi Rapace) er lige i hælene af dem. Hun er filmens såkaldte skurk. Men hendes karakter er flad og minus nuanceret.

Så selvom filmen aldrig rigtig peaker, er det alligevel en ret underholdende fornøjelse af følge vores umage makkerpar på jagt fra the bad elver guys. For selvom filmen er alvorlig, er der stadig plads til masse af tørre jokes (forskelle og fordomme mellem mennesker og orker). Og det er befriende at det ikke er en film som tager sig selv alt for alvorlig. Heldigvis. Jeg nød især at Will Smith bandede og sagde fuck et utal af gange. Hvornår har vi egentlig hørt The Fresh Prince Of Bel Air bande og svovle? Det er enormt befriende. Det gør jo manden endnu mere menneskelig og likeable.

Bright får 3 ud af 6 hamre: 

 

streampriser,2018-01-08T08:00:00Z,imdb=tt5519340,fa

Seneste

Forgotten Island

Nicolai har denne gang anmeldt en animationsfilm om 2 veninder, som pludseligt havner på en mystisk ø og må kæmpe med deres manglende hukommelse, for at komme hjem.
Forgotten Island/Den glemte ø, er et højenergisk eventyr, med masser af humor og hjerte, som hele familien kan nyde.

F for får

Biografpremiere: 08/10                     Sommetider er tingene ikke som det de ser ud til at være. Dette er en måde at forklare den nye F for får-film

Heart of the Beast

Nicolai har denne gang anmeldt en film, om en tidligere soldat der lever og overlever ude i vildmarken, sammen med sin hund.
Der er tale om en meget gribende og intens film, som i den grad går lige i hjertet.

Dobbeltfejl

Nicolai har denne gang anmeldt en meget kompleks film om forældre der forsøger at håndtere en overgrebssag, som involvere deres børn.
Dobbeltfejl er en hård film, men dog samtidig også en film der efterlader meget, at snakke og tænke over.

Coyote vs. Acme

Hvis man har gode minder med Looney-Tunes-tegnefilmene, så er Coyote vs. Acme, en stor anbefaling!
Det er ikke en perfekt film, men der er masser af gode grin for hele familien.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Nicolai har denne gang anmeldt en gyserkomedie, om en aspirerende filminstruktør som forsøger at give sin yndlings gyserfilmserie et comeback, men som dog ender med mere end hvad hun bad om.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma, er en gyser-satire og meget mere til. Den er ikke for alle, men dog meget anbefalingsværdig.

Hana Korea

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk/sydkoreansk film om en ung kvinde ved navn Hyesun, som ankommer til Nord- til Sydkorea, for at få en anden tilværelse og tjene penge til hendes syge mor.

Der er tale om en meget rørende og meget menneskelig film, som kræver tålmodighed, men dog giver en smuk oplevelse, hvis man er klar på den.

The End of Oak Street

En familie bliver lige pludseligt angrebet af dinosaurer i 1982. Dette er præmissen i The End of Oak Street, som Nicolai har anmeldt og som ikke er helt perfekt.
Alligevel er den dog seværdig nok til en bif-tur.