Bright anmeldelse

René Buchtrup

René Buchtrup

 

af René Buchtrup

Den 90 millioner dollars produktion “Bright” er en stor rodebutik som blander den klassiske buddycop-film med fantasy-genren. Men den er ret underholdende alligevel.

Premiere på Netflix d. 22 december 2017

Netflix har allerede regnet den ud.

Hvis de skal lave en succesrig film, skal de bare hyre en likekable superstjerne som Adam Sandler eller Will Smith.

For hvem har ikke lyst til en dum fjollekomedie med Sandler eller en buddycop flick med Will Smith? Så ved man jo li’som hvad man får, ikk?

Glem den første (Sandler har jeg nævnt i tidligere anmeldelser). Hvad så med Will Smith?

Den evige rapkæftede rap fyr er efterhånden blevet 49 år gammel. Man forbinder ham dog stadig med hans roller i som “Bad Boys”, “Men In Black”, “Independence Day” og “I, Robot”.

I “Bright” spiller Will Smith politimanden Daryl Ward, som har fået ny makker, Orken Nick Jakoby (Joel Edgerton). Smiths rolle  minder en del om hans karakter i I, Robot,- pessimistisk, rebelsk og flabet. Okay, sådan en rolle spiller Smith jo egentlig hver gang han har en rolle i en ny actionfilm. Men nok om det. Det er jo det folket vil have. Eller det tror Netflix hvert fald.

Nå, tilbage til filmen “Bright”.

Instruktør David Ayer har tidligere instrueret filmen  “Fury” med Brad Pitt. Han har med “Bright”  lavet en blanding mellem en spændingsthriller (der minder om hans bedste film, den politidokumentariske, End Of Watch) og en Ringenes Herre/fantasy-film (!), med et twist af en superheltefilm (hans dårligste film, “Suicide Squad”).

I et alternativt L.A forsøger både orker, elver, mennesker og andre væsener at leve i harmoni med hinanden. Men mildest talt går det ikke alt for godt. Det er et raceopdelt samfund hvor racisme fylder meget. Elverne  er de øverste i hierarkiet/samfundet, dernæst menneskene, og allernederst i systemet, orker og feer.

Will er ikke glad for hans nye makker. Faktisk stråler hadet ud af ham. Det mest interessante i filmen er racekonflikten.  Det prikker nemlig også til den samfundsmæssige debat om hvordan verden (stadig) ser ud i år 2017 og hvordan vi behandler hinanden.

Udover dette er der en skøn kemi mellem  det umage makkerpar Ward og Jakoby, som kæmper med fordommene og deres nye (ufrivillige) fælles tredje. Smith kopier muligvis flere roller fra adskillige, tidligere roller, men det gør han til gengæld også storartet. Han ser også ældre og slidt ud, og det giver lidt ekstra kant til den pæne, pæne, mand. Edgerton er næsten bedre som den forhadte ork, som giver sin karakter en følelsesmæssig dybde og gør ham mere menneskelig en nogen anden i filmen.

Filmens første time er interessant og underholder stort. Den bygger op til noget større. Det bliver desværre ikke rigtigt indfriet i filmens anden halvdel, hvor vores såkaldte helte finder en magisk tryllestav som ALLE åbenbart er ude efter. Så går den vilde jagt hvor Leilah (spillet af svenske Noomi Rapace) er lige i hælene af dem. Hun er filmens såkaldte skurk. Men hendes karakter er flad og minus nuanceret.

Så selvom filmen aldrig rigtig peaker, er det alligevel en ret underholdende fornøjelse af følge vores umage makkerpar på jagt fra the bad elver guys. For selvom filmen er alvorlig, er der stadig plads til masse af tørre jokes (forskelle og fordomme mellem mennesker og orker). Og det er befriende at det ikke er en film som tager sig selv alt for alvorlig. Heldigvis. Jeg nød især at Will Smith bandede og sagde fuck et utal af gange. Hvornår har vi egentlig hørt The Fresh Prince Of Bel Air bande og svovle? Det er enormt befriende. Det gør jo manden endnu mere menneskelig og likeable.

Bright får 3 ud af 6 hamre: 

 

streampriser,2018-01-08T08:00:00Z,imdb=tt5519340,fa

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.