Bright anmeldelse

René

René

 

af René Buchtrup

Den 90 millioner dollars produktion “Bright” er en stor rodebutik som blander den klassiske buddycop-film med fantasy-genren. Men den er ret underholdende alligevel.

Premiere på Netflix d. 22 december 2017

Netflix har allerede regnet den ud.

Hvis de skal lave en succesrig film, skal de bare hyre en likekable superstjerne som Adam Sandler eller Will Smith.

For hvem har ikke lyst til en dum fjollekomedie med Sandler eller en buddycop flick med Will Smith? Så ved man jo li’som hvad man får, ikk?

Glem den første (Sandler har jeg nævnt i tidligere anmeldelser). Hvad så med Will Smith?

Den evige rapkæftede rap fyr er efterhånden blevet 49 år gammel. Man forbinder ham dog stadig med hans roller i som “Bad Boys”, “Men In Black”, “Independence Day” og “I, Robot”.

I “Bright” spiller Will Smith politimanden Daryl Ward, som har fået ny makker, Orken Nick Jakoby (Joel Edgerton). Smiths rolle  minder en del om hans karakter i I, Robot,- pessimistisk, rebelsk og flabet. Okay, sådan en rolle spiller Smith jo egentlig hver gang han har en rolle i en ny actionfilm. Men nok om det. Det er jo det folket vil have. Eller det tror Netflix hvert fald.

Nå, tilbage til filmen “Bright”.

Instruktør David Ayer har tidligere instrueret filmen  “Fury” med Brad Pitt. Han har med “Bright”  lavet en blanding mellem en spændingsthriller (der minder om hans bedste film, den politidokumentariske, End Of Watch) og en Ringenes Herre/fantasy-film (!), med et twist af en superheltefilm (hans dårligste film, “Suicide Squad”).

I et alternativt L.A forsøger både orker, elver, mennesker og andre væsener at leve i harmoni med hinanden. Men mildest talt går det ikke alt for godt. Det er et raceopdelt samfund hvor racisme fylder meget. Elverne  er de øverste i hierarkiet/samfundet, dernæst menneskene, og allernederst i systemet, orker og feer.

Will er ikke glad for hans nye makker. Faktisk stråler hadet ud af ham. Det mest interessante i filmen er racekonflikten.  Det prikker nemlig også til den samfundsmæssige debat om hvordan verden (stadig) ser ud i år 2017 og hvordan vi behandler hinanden.

Udover dette er der en skøn kemi mellem  det umage makkerpar Ward og Jakoby, som kæmper med fordommene og deres nye (ufrivillige) fælles tredje. Smith kopier muligvis flere roller fra adskillige, tidligere roller, men det gør han til gengæld også storartet. Han ser også ældre og slidt ud, og det giver lidt ekstra kant til den pæne, pæne, mand. Edgerton er næsten bedre som den forhadte ork, som giver sin karakter en følelsesmæssig dybde og gør ham mere menneskelig en nogen anden i filmen.

Filmens første time er interessant og underholder stort. Den bygger op til noget større. Det bliver desværre ikke rigtigt indfriet i filmens anden halvdel, hvor vores såkaldte helte finder en magisk tryllestav som ALLE åbenbart er ude efter. Så går den vilde jagt hvor Leilah (spillet af svenske Noomi Rapace) er lige i hælene af dem. Hun er filmens såkaldte skurk. Men hendes karakter er flad og minus nuanceret.

Så selvom filmen aldrig rigtig peaker, er det alligevel en ret underholdende fornøjelse af følge vores umage makkerpar på jagt fra the bad elver guys. For selvom filmen er alvorlig, er der stadig plads til masse af tørre jokes (forskelle og fordomme mellem mennesker og orker). Og det er befriende at det ikke er en film som tager sig selv alt for alvorlig. Heldigvis. Jeg nød især at Will Smith bandede og sagde fuck et utal af gange. Hvornår har vi egentlig hørt The Fresh Prince Of Bel Air bande og svovle? Det er enormt befriende. Det gør jo manden endnu mere menneskelig og likeable.

Bright får 3 ud af 6 hamre: 

 

streampriser,2018-01-08T08:00:00Z,imdb=tt5519340,fa

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.