Originaltitel: Blade Runner: The Final Cut. Instruktør: Ridley Scott. År: 1982. Genre: Science fiction. Klassiker anmeldelse. Kan streames på Blockbuster.
Som spæd teenageknægt kunne jeg ikke fordrage Ridleys Scotts Blade Runner. Den såkaldte “klassiker” fra 1982 irriterede mig grænseløst, efter at have set den for første gang.
Min ubestridte yndlings filmgenre, var science fiction, efter at have set Wachowski-brødrenes The Matrix fra 1999, da jeg var 15 år gammel. Den måde den film åbnede min øjne op for genrens muligheder. Den måde den, nu over-tyve år gamle film, filosofererede om menneskets eksistens og meningen med livet, gjorde voldsomt indtryk på mig.
Jeg røg i den grad en smuttur i kaninhullet med Neo og Morpheus.
Men den var ikke kun mindblowing i plot, tankegang og manuskript. Den var også spækket med nyskabende actionscener, så revolutionerende, at man ikke havde set magen før.
Kort sagt, så knuselskede jeg The Matrix for alt hvad den var. Og det kunne kedelige Blade Runner jo slet ikke leve op til.
Den var der jo ikke meget action over. Den havde skuddueller, men man skulle vente en evighed, før der for alvor skete noget. Den var langsom i sit tempo og da jeg som 16-årig, i år 2000, så den for første gang, trillede jeg tommelfingre og kedede mig gudjammerligt.
Hvad var pointen med at denne Rick Dechard skulle opspore kunstige mennesker, og dernæst slå dem ihjel? Kunne det ikke gøres på en noget lettere måde, end at lade én fyr rende rundt i år 2019 (!), med flyvende biler og konstant silende regnvejr? Det gav heller ikke meget mening i at lade ham forelske sig i kvinden Rachael, som ikke engang selv vidst, at hun var en robot. Eller, en replikant, som de bliver kaldt i filmen.
Mit 16-årige jeg fattede hat af hvad der foregik, og i flere år var det min ultimative hadefilm.
Men som 22-årig skete der noget for den unge mand, René. På mystisk vis endte Blade Runner – The Final Cut, i min dvd-afspiller, og glæden ville ingen ende tage. Uden forventninger, til min gamle hadefilm, faldt jeg pladask for dens drømmende æstetik, dens úbercoole neo-noir-stemning og Harrison Ford i sit es som hovedrollen, Deckard.
Hvorfor jeg først så alle filmens store kvaliteter ved andet gensyn, handler næppe om Deckards snøvlende, og på grænsen til ligegyldige, voiceover-stemme som er væk i Final Cut-udgaven. Eller at den særlige enhjørningedrøm nu er med i den længde, Scott havde tiltænkt den skulle være.
Efter mange gensyn på både dvd og blu-ray, er den stadig én af de største i sci-fi-superligaen, overhovedet. Den unikke visuelle stil, som er blevet efterlignet og kopieret i hundredevis af film og serier senere hen står stadig som stor æstetik i år 2020. Måden den fortæller sin detektivfortælling, som var det Humphrey Bogart i en realistisk, men usandsynligt skrækscarie af en fremtidskrimi, er nervepirrende spændende. Dens bud på computerteknologi i en fremtidsverden. Og som prikken over i’et, den måde den stiller det definitive spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske.
Som fodboldkommentator, Svend Gehrs udtalte til en landskamp i 86′:
det er genialt dét der!
Harrison Ford er muligvis bedst kendt som legendariske Han Solo, og ligeså legendariske, Indiana Jones. Men han spiller stadig med sådan en karisma, power og sjæl i Blade Runner, så hans karakter, Deckard, burde stå øverst på skamlen med de to andre udødeliggjorte ikoner.
Ruger Hauer er ligeså formidabel som den jagede lejemorder replikant, Roy Batty. Lige dele galning og messias. Med det gyldne og smukke citat, inden hans redder Dechard i den silende regn, som var det syndfloden inden Noahs ark:
“All those moments will be lost in time, like tears in rain. Time to die”.
Mit 16-årige jeg, som dengang hungrede efter tempofyldte actionfilm, kunne ikke forstå hvad Blade Runner var for en størrelse.
Måske ligger hele filmens dna i det rolige og næsten meditative tempo filmen bevæger sig frem i, den enkelte scenografi, og med Vangelis’ mesterlige elektro-underlæsningsmusik. Det kunne teenageren ikke se meget fidus i dengang.
Med drømmende og svævende billeder af futuristiske skyskrapere og svævende biler på den enestående æstetiske billedside, har Ridley Scott skabt et mestervæk, som på mange måde er en form for metafor for en ensomhed, smerte og splittelse, som Deckard og de sørgelige eksistenser bærer rundt på i det sørgmodige univers.
Der er stadig den dag idag, ingen der har patent på at have ret, i forhold til slutningen og filmens plot. Det lader stadig til at være op til fri fortolkning, hvad det egentlig er der går for sig i det dystopiske samfund et sted ude i fremtiden.
Blade Runner blev ikke modtaget særligt godt af pressen, tilbage i 1982 hvor den havde premiere. Måske var den forud for dens tid.
Den har heldigvis fundet sit publikum, og den står den dag idag som en funklende ener i filmhistorien.
