Blade Runner: The Final Cut

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Blade Runner: The Final Cut. Instruktør: Ridley Scott. År: 1982. Genre: Science fiction. Klassiker anmeldelse. Kan streames på Blockbuster.

Som spæd teenageknægt kunne jeg ikke fordrage Ridleys Scotts Blade Runner. Den såkaldte “klassiker” fra 1982 irriterede mig grænseløst, efter at have set den for første gang.

Min ubestridte yndlings filmgenre, var science fiction, efter at have set Wachowski-brødrenes The Matrix fra 1999, da jeg var 15 år gammel. Den måde den film åbnede min øjne op for genrens muligheder. Den måde den, nu over-tyve år gamle film, filosofererede om menneskets eksistens og meningen med livet, gjorde voldsomt indtryk på mig.

Jeg røg i den grad en smuttur i kaninhullet med Neo og Morpheus.

Men den var ikke kun mindblowing i plot, tankegang og manuskript. Den var også spækket med nyskabende actionscener, så revolutionerende, at man ikke havde set magen før.

Kort sagt, så knuselskede jeg The Matrix for alt hvad den var. Og det kunne kedelige Blade Runner jo slet ikke leve op til.

Den var der jo ikke meget action over. Den havde skuddueller, men man skulle vente en evighed, før der for alvor skete noget. Den var langsom i sit tempo og da jeg som 16-årig, i år 2000, så den for første gang, trillede jeg tommelfingre og kedede mig gudjammerligt.

Hvad var pointen med at denne Rick Dechard skulle opspore kunstige mennesker, og dernæst slå dem ihjel? Kunne det ikke gøres på en noget lettere måde, end at lade én fyr rende rundt i år 2019 (!), med flyvende biler og konstant silende regnvejr? Det gav heller ikke meget mening i at lade ham forelske sig i kvinden Rachael, som ikke engang selv vidst, at hun var en robot. Eller, en replikant, som de bliver kaldt i filmen.

Mit 16-årige jeg fattede hat af hvad der foregik, og i flere år var det min ultimative hadefilm.

Men som 22-årig skete der noget for den unge mand, René. På mystisk vis endte Blade Runner – The Final Cut, i min dvd-afspiller, og glæden ville ingen ende tage. Uden forventninger, til min gamle hadefilm, faldt jeg pladask for dens drømmende æstetik, dens úbercoole neo-noir-stemning og Harrison Ford i sit es som hovedrollen, Deckard.

Hvorfor jeg først så alle filmens store kvaliteter ved andet gensyn, handler næppe om Deckards snøvlende, og på grænsen til ligegyldige, voiceover-stemme som er væk i Final Cut-udgaven. Eller at den særlige enhjørningedrøm nu er med i den længde, Scott havde tiltænkt den skulle være.

Efter mange gensyn på både dvd og blu-ray, er den stadig én af de største i sci-fi-superligaen, overhovedet. Den unikke visuelle stil, som er blevet efterlignet og kopieret i hundredevis af film og serier senere hen står stadig som stor æstetik i år 2020. Måden den fortæller sin detektivfortælling, som var det Humphrey Bogart i en realistisk, men usandsynligt skrækscarie af en fremtidskrimi, er nervepirrende spændende. Dens bud på computerteknologi i en fremtidsverden. Og som prikken over i’et, den måde den stiller det definitive spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske.

Som fodboldkommentator, Svend Gehrs udtalte til en landskamp i 86′:

det er genialt dét der!

Harrison Ford er muligvis bedst kendt som legendariske Han Solo, og ligeså legendariske, Indiana Jones. Men han spiller stadig med sådan en karisma, power og sjæl i Blade Runner, så hans karakter, Deckard, burde stå øverst på skamlen med de to andre udødeliggjorte ikoner.

Ruger Hauer er ligeså formidabel som den jagede lejemorder replikant, Roy Batty. Lige dele galning og messias. Med det gyldne og smukke citat, inden hans redder Dechard i den silende regn, som var det syndfloden inden Noahs ark:

“All those moments will be lost in time, like tears in rain. Time to die”.

Mit 16-årige jeg, som dengang hungrede efter tempofyldte actionfilm, kunne ikke forstå hvad Blade Runner var for en størrelse.

Måske ligger hele filmens dna i det rolige og næsten meditative tempo filmen bevæger sig frem i, den enkelte scenografi, og med Vangelis’ mesterlige elektro-underlæsningsmusik. Det kunne teenageren ikke se meget fidus i dengang.

Med drømmende og svævende billeder af futuristiske skyskrapere og svævende biler på den enestående æstetiske billedside, har Ridley Scott skabt et mestervæk, som på mange måde er en form for metafor for en ensomhed, smerte og splittelse, som Deckard og de sørgelige eksistenser bærer rundt på i det sørgmodige univers.

Der er stadig den dag idag, ingen der har patent på at have ret, i forhold til slutningen og filmens plot. Det lader stadig til at være op til fri fortolkning, hvad det egentlig er der går for sig i det dystopiske samfund et sted ude i fremtiden.

Blade Runner blev ikke modtaget særligt godt af pressen, tilbage i 1982 hvor den havde premiere. Måske var den forud for dens tid.

Den har heldigvis fundet sit publikum, og den står den dag idag som en funklende ener i filmhistorien.

Blade Runner: The Final Cut får 6/6:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Trois Amies 

Instruktør: Emmanuel MouretÅr: 2024Genre: Drama.Biografpremiere: 03/07 Kærlighed (her ment den romantiske slags), kan være svært at være i og svært at håndtere. Dette kan måske lyde som

Mickey 17

Rober Pattinson bli’r slået ihjel igen og igen på et skørt rumeventyr, som bl.a. blander sci-fi, komedie og action sammen i en stor pærevælling…. – på den fede måde!
René anmelder Mickey 17 på 4k!

Materialists

Nicolai har denne gang anmeldt en romantisk komedie om matchmakeren Lucy, som pludseligt går i gang med at vælge en romantisk partner for sig selv, hvilket er svære end som så.

Materialists, er ikke nødvendigvis den romantiske komedie man regner med at se, men den fungere dog alligevel på dens egen præmisser og kan godt anbefales.

Novocaine

Jack Quaid er likeable som aldrig før, i rollen som den (næsten) helt normale bankmand, som må ud på en farlig færd, for at redde hans drømmepige.
René Buchtrup anmelder actionfilmen Novocaine på 4k:

F1

Nicolai har denne gang anmeldt en stor og meget ambitiøs film om Formel 1-racerløb, Der hvor filmen virkelig levere, er når der races og der hvor den til tider kommer til kort, er når der ikke races.

Men, F1, kan dog stadigvæk varmt anbefales at opleve i biografen.

The Monkey (4k UHD)

Hvis du er til tossede og fuldstændigt gakke abekattestreger, så er The Monkey måske lige noget for dig!
En gyserkomedie, som ikke tager døden for seriøst og hvor man griner af folk der bli’r splattet på stribe!
René Buchtrup anmelder Stephen King-filmatisering her på 4k ultra hd!

Hjem kære hjem

Nicolai har denne gang anmeldt en film om den nyansatte hjemmehjælper, Sofie, der både skal finde tid og overskud til det arbejde og til sin 10 årig datter.

Hjem kære hjem, er et stort, smukt, rørende og yderst menneskeligt mesterværk, af den slags som ikke så tit kommer i biografen.

A Complete Unknown

Man lærer aldrig rigtigt hovedpersonen i denne film at kende. Han forbli’r kort sagt A Complete Unknown… på den mystiske og interessante måde. Timothée Chalamet ER Bob Dylan og han gør det formidabelt. Lige så formidabelt er både billed – og lydkvaliteten på denne 4k-udgivelse og hele anmeldelsen kan du se HER: