Originaltitel: Bergmál
Instruktør: Rúnar Rúnarsson
År: 2019
Genre: Drama
Biografpremiere 3.12.2020
En film om helt banale hverdagssituationer. Om splittelsen imellem mennesker, men også om mødet imellem selvsamme.
Timen er delt op i en masse små historier, der hver især maler et portræt af almindelige mennesker, med almindelige hverdagsproblemer.
Filmen foregår omkring juletid i Island.
En periode på året, hvor der er mørkt og koldt. Det har forskellig indvirkning på de mennesker, der bor der.
For mange er juletiden en god tid, imens det for andre er den sværeste tid på året.
Skænderier, vold i hjemmet, hvem skal have ungerne i julen, økonomiske problemer
Filmen viser menneskets ensomhed, selvom vi jo i bund og grund er et udpræget flokdyr.
Dette bliver skildret rigtig flot i flere af de små historier.
F.eks. da pigen skal vise sin mors nye mands datter, hvordan diverse skalaer på klaveret skal spilles. Hun mener det godt, men hun pisser også sit territorie af.
Hun ender med at sidde tavst spillende på klaveret, med alle sine evner, imens far og datter har et øjebliks fortrolighed. Tosomheden møder ensomheden.
Eller den unge amerikanske mand, der skal fejre første jul uden familien, da han arbejder på Island, og ikke kan komme hjem.
Det er helt rørende, at se ham på sit hotelværelse med takeaway mad, imens han med en klump i halsen snakker med mor og far derhjemme…
Helt tosset bliver det til skolens juleafslutning, hvor forældrene har mere travlt med at få plads til at tage billeder med mobilerne, end rent faktisk at se deres børn i nuet, og nyde deres glæde. Vi menneskers afhængighed af vores telefoner er ikke noget nyt, men det bliver godt nok sat i relief i dette akt.
Derudover får vi nogle sært smukke scener fra et plejehjem juleaften, hvor de ansatte prøver at opretholde et minimum af hjemlig stemning, men simpelthen ikke har hænder til det. Lidt mad og et smil, så videre til den næste.
Det smukke beror ikke på det der sker, men på de ansattes forsøg på at gøre en forskel i et stresset og nedprioriteret miljø.
Scenen der følger efter der til gengæld ikke noget smukt ved.
Mor og far er ved at tæve hinanden inde i stuen (juleaften), og politimanden guider efter bedste evne den stakkels lille dreng over telefonen, og forsøger at berolige ham.
“Kan du høre sirenerne?
Vi er der om et øjeblik”
Julen får de bedste, værste og mest egoistiske sider frem i os mennesker.
Filmens store force er dens måde at vise os livet på.
Der er mange negativt ladede historier, men vi glemmer også at fokusere nok på det gode vi har, og at være til stede i nuet.
Mange mennesker er altid et skridt foran, glæder sig til noget ude i fremtiden.
Det bør ikke kræve det store, at dvæle et øjeblik ved det man har, og det øjeblik man befinder sig i.
Det er en film alle mennesker bør se, for den sætter virkelig livet og prioriteterne i perspektiv.
Så find en god biograf, og så rigtig god fornøjelse herfra.
