Avengers: Endgame

René

René

Originaltitel: Avengers: Endgame. Instruktører: Anthony og Joe Russo. År: 2019. Genre: Action. Kan streames på Blockbuster.

Jeg har blanke øjne og er helt ør i hovedet. Min krop har det også lidt underligt. Jeg har lige set fjerde, og sidste kapitel om Avengers,- Endgame, på streaming.

Jeg føler mig helt mørbanket, efter et vemodigt farvel til en stor håndfuld gamle venner, jeg har kendt gennem de sidste 11 år.

Pludselig er det hele slut. Vi skal ikke på nye eventyr sammen mere. En æra er forbi.

Inden du begynder at rynke brynene, ryste på hovedet og tænke at “ham René da bare er et sentimentalt, gammelt filmfjols”, så lad mig lige minde dig om hvad det er jeg siger farvel til.

For muligvis repræsenterer superheltene Iron Man, Hulk, Captain America og Black Widow (bare for at nævne et par stykker) blot et par overfladiske superhelte, som med oprejst pande altid redder dagen. Et par spandex-loving heroes som udadtil har styr på det hele.

Men gennem 22 film fra Marvel Cinematic Universe har vi lært dem at kende, at holde af dem og ikke mindst, fundet ud af hvilke fantastiske personligheder de besider.

De har inspireret mange millioner af mennesker siden 2008, siden den første film udkom (Iron Man), at superhelte ikke fødes, men skabes. At handlinger er lig med konsekvenser. Både for heltene, men også for dem der er dem nærmest.

Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at de har os, gennem deres inspirerende bedrifter og eventyr, at være endnu bedre mennesker.

Alt dette kan lyde som det rene nonsens hvis man ikke er Marvel-fan. Hvis man ikke har set de 21 foregående film i Marvel Cinemartic Universe-rækken.

For “Endgame” er en storladen og en virkelig modig afslutning. Men den giver allermest mening hvis man har tidligere har investeret i universet.

For i End Game samler vi brikkerne op efter superskurken, Thanos, knipsede med fingrene i 2018 i Infinity War. Han udryddede halvdelen af verdens befolkning. Nu samler resten af Avengers-teamet stumperne op.

Vi spoler endda 5 år frem i tiden, hvor alle prøver at leve videre og give deres liv mening. Nogle har startet en sorggruppe op. Andre har ramt flasken.

Det er mere melodrama end superhelteaction. Der bliver snakket meget i den først 2/3 af filmen.

Og det giver så ufatteligt meget mening.

Men sikke en modig beslutning af brødrene Russo, som står bag filmen. Tænk, at lave så stor en blockbusterfilm, på over tre timer, som fokuserer på sorg og dét at komme videre.

Det kræver sgu noget mod.

Selvom det lyder som en mørk og trist tudekiks-affære, hvor alt kammer over til det uudholdelige og uoverbærlige, har instruktørene på imponerende vis fundet en djævelsk god balance mellem det alvorlige og det humoristiske. For ingen Marvel-superheltefilm uden nogle ironiske one-liners og knastørre sarkastiske bemærkninger.

F.eks er Chris Helmswoths Thor-karakter hylende morsom som trist Big Lebowski-wannabe, med hængevom og en ustoppelig trang til øl. Vaskebjørnen (som han ofte bliver hånligt kaldt) Rocket, (Bradley Cooper) det meget bramfri væsen, kaster også mange gode grin af sig med hans spydige kommentarer.

Men også den kære Paul Rodd som Ant Man, Robert Downey Junior som Iron Man og ikke mindst Mark Ruffalo som The Hulk, sprudler og kaster one-liners af sig, så det slår gnister.

Dette er ikke mindst fordi Russo brødrene simpelthen på magisk vis også har skrevet et formidabelt manuskript, som giver plads til den bundsolide historie, som fokuserer på karakterenes udvikling, de alvorlige dilemmaer og så selvfølgelig den meget morsomme, og genkendelige, Marvel-humor.

Jeg vil ikke fortælle så meget om handlingen i Endgame, udover at Marvel heltene selvfølgelig gør hvad de kan for at få halvdelen af verdens befolkning tilbage. Nej, jeg vil ikke ødelægge helhedsoplevelsen og overraskeldesmomentet ved at fortælle mere.

Nu er det op til alle jer Marvel-nørder, som ikke har set filmen endnu, til at bestille en biografbillet i en hulens fart og se den fantastiske afslutning på Avengers-universet.

Forvent et drama uden lige, som vil ryste dig, få dig til at grine og græde, give dig gåsehud og til allersidst, give dig lysten til at starte forfra og se alle 22 film…. en gang til.

Avengers: Endgame får 5 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.