Apostle anmeldelse

René

René

af Andreas Nørgaard

Blod i spandevis, ultra vold og syge tendenser. Netflix’ nyeste egenproduktion er gotisk (ulækker, men dårlige skuespilpræstationer trækker ned. 

Apostle kan streames på Netflix fra d. 12. oktober 2018

Gareth Evans bragede i den grad igennem med de to The Raid-film i henholdsvis 2011 og 2014.
Filmene bød på en symfoni af hardcore smadder, kampsportsekvilibrisme, brutalitet, og en no nonsense-mentalitet, når det kom til eksekvering.
Det er stadig – med længder – de bedste film af sin slags.

Det er dog ikke sådan hans nyeste film, Apostle er skruet sammen.
Slet ikke!
Her er der tale om en gore-thriller, der byder på spandevis af blod, syge tendenser, ultravold og en blanding af godt og dårligt skuespil.
Filmen oser af dyster stemning, og den er en fryd for øjet, med sine billeder, der skildrer bondsk slid, fanatisk religiøsitet, og barbarisk afstumpethed på den afsidesliggende ø, hvor filmens handling udspiller sig
Er man bekendt med det fremragende PlayStation-/pc-spil, Resident Evil 4, så kan man måske danne sig et billede af stemningen.

Filmens handling er såre simpel.
Vi er i begyndelsen af 1900-tallet.
En ung mand skal finde og befri sin søster, der er blevet kidnappet af en nyreligiøs kult/sekt.
Han ankommer til deres lille samfund, og afdækker i sin søgen efter søsteren, et samfund spundet på fanatisme, overtro, morderisk brutalitet, og et stramt hierarki.
Værsgo og spis – der er blod og indvolde til alle.

Er filmen så god eller dårlig?
Jeg vil sige det således:
Det er en ganske god film, der bestemt har sine svagheder og mangler, men som samtidig har nogle esser i ærmet.
Bl.a. en gut, der bedst kan betegnes som en MEGET syg og sadistisk udgave af The Gimp fra Pulp Fiction splejset med Leatherface…
Han er typen man aldrig vil have lyst til at møde.
Stemningen er fed og er med til at fastholde seeren.
Især når en af filmens svagheder – skuespillet hos nogle af karaktererne – trækker i den gale retning.
Dan Stevens og Michael Sheen spiller fremragende, mens et par af de andre skuespillere gør et solidt forsøg på at ødelægge hele den blodige herlighed.
Dette trækker desværre ned i helhedsindtrykket, som ellers synes at være ret godt.

Helt skidt er det dog ikke, for Apostle får følgende karakter:

Apostle får 4 ud af 6 hamre:
🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.