Instruktør: Sean Baker
År: 2024
Genre: drama.
Biografpremiere: 05/12
I Stephen Chboskys bog (og ligeledes film), The Perks of Being a Wallflower, er der én replik, som er altsigende i forhold til den film jeg nu skal anmelde og replikken er; ”Vi acceptere den kærlighed, vi tror at vi fortjener”.
Denne replik synes jeg personligt siger virkelig meget om hvad Sean Bakers film, Anora egentlig handler om.
Hvad den ellers handler om, kan forklares forholdsvis kort.
Anora (som foretrækker at blive kaldt ved sit kælenavn, Ani) er en erotisk danser eller sexarbejder (hun fortrækker selv titlen, erotisk danser), på en klub i midten af New York. I starten af filmen, ser man Ani, være sammen med forskellige mænd på en tilforladelig aften, indtil at hun så møder den russiske, Ivan.
Til at starte med er der lidt kommunikationsvanskeligheder mellem de 2 (Ani kan godt forstå russisk men kan ikke lide at snakke det, grundet hendes accent og det er det samme med Ivan og engelsk, grundet accenten), men der er rigtig god kemi mellem dem og det ender med at Ivan, får mere end blot en simpel lapdance.
Ivan vil efterfølgende ikke af med Ani og Ani føler det samme om Ivan og de får meget hurtigt et form for kærlighedsforhold og har det i et godt stykke tid, som om de nærmest svæver på en lyserød sky (rent psykisk ment). Men på et tidspunkt banker alvoren på døren for de 2 og den banker rigtig hårdt.
Det skal nævnes at Anora vandt Den Gyldne Palme ved årets filmfestival i Cannes, som vel nok er verdens mest prestigefyldte festival og hvor hovedprisen (Den Gyldne Palme), gives til en film som er noget helt særligt og i visse tilfælde, et decideret film-kunstværk.
Om Anora lige frem er dette, er selvfølgelig subjektivt, men Sean Baker (som både har instrueret og skrevet manuskript til Anora) har dog skabt noget virkelig særligt her.
Særligt fordi, Anora virkelig er en film der overrasker, nærmest konstant og helt til starten af rulleteksterne, hvis man er med på den.
Anora er kategoriseret som værende en komedie og ligeledes en romantisk komedie og jo, filmen er skam sjov, faktisk rigtig sjov.
Dette er på sin vis både på grund af karaktererne, hvor fx Ivan, er en virkelig stenede og overordnet dagdrivende person som sådan bare vil feste og have det sjovt eller primært spille videospil. Dernæst er der Anora/Ani, der til at starte med, godt kan følge med på Ivans levemåde og personlighed og overordnet enten fester, har sex eller blot hænger ud med Ivan.
Der er også sjove situationer i filmen, her med tanke på et tidspunkt i filmen hvor Ivans gudfar, Toros (og 2 håndlangere) dukker op for at få orden på Ivan (Ivans far er oliesheik og meget interesseret i at få Ivan hjem til Rusland), men bliver mødt af Ani, som ingenlunde vil have noget med hverken Toros eller Toros 2 håndlangere (Garnick og Igor), at gøre.
Denne situation begynder så, at eskalere virkelig hurtigt og til at starte med, virker den ikke sjov men så bliver det ved og ved, for så dermed at blive virkelig sjov, grundet hvor absurd det er.
Men! Yin kan ikke fungere uden yang og det sjove, kan heller ikke blive ved, før noget alvor skal dukke op og Anora (her ment filmen) bliver skam også alvorlig og her også ment overfor Anora/Ani, da hun indser hvad der egentlig foregår.
Da dette hændte i filmen (og det er et ok godt stykke inde), var jeg skam allerede med på filmens rejse og følte også meget for karaktererne, men lige præcis på dét tidspunkt, begyndte Anora, for alvor at ligne et mesterværk for mig og faktisk et ret stort et.
Fordi derfra, opbygges en virkelig stor kompleksitet, som der muligvis også var før, men som nu var kommet for at blive og her også ment i forhold til filmens karakterer og navnlig Ani/Anora.
Humoren bliver også mere og mere udspredt, fremfor at være meget i centrum, desto længere filmen er i gang og det kan ligeså skrives, at hvor første halvdel måske føles som en form for eventyr, så fortæller 2. halvdel, at det man først var vidne til, ikke var noget eventyr og ubarmhjertigt livet kan være.
Dette er en kæmpe genistreg fra Sean Bakers side af og dette ligeledes fordi, Anora (her igen ment, filmen) også er vildt underholdende og selv når den underholdende del, kommer i baggrunden, så er eller var jeg, stadigvæk vildt investeret i alt hvad der foregik og hvem tingene foregik for.
Dette skyldes i særdeleshed også skuespillet, hvor filmens altoverskyggende hovedrolle (og titelrolle) bliver portrætteret af Mikey Madison, som er oprigtig fænomenal i rollen som Anora/Ani af utallige grunde, men navnlig fordi hun får lov til at portrættere karakteren som et helt og helstøbt menneske og ligeledes konstant giver grund til at jeg ville heppe på hende og ønske hende det bedste.
Alle andre i filmen, yder bestemt også store præstationer og selvom Ivan, måske vil fremstå som verdens mest irriterende fyr, så portrættere Mark Eydelshtetyn, ham dog så helstøbt som en ja, en stener med et stort villahus og det kan jeg ikke andet end at elske!
Rent film-teknisk, jamen så er kameraføringen af Drew Daniels, virkelig vild, fordi den både føles meget filmisk, men til tider også meget dokumentarisk (hvilket på sin vis hænger sammen med filmens leg mellem eventyr og hård realisme) og klipningen (som Sean Baker, såmænd også har stået for), er ligeledes perfekt, fordi skønt filmen ikke har hverken et højt eller lavt tempo, så kedede jeg mig aldrig.
Og helt overordnet, jamen så er Anora både et mesterværk med overraskelser (faktisk muligvis den mest overraskende film, jeg har set i år) og et mesterværk med en virkelig stor menneskelighed bag, som gør at jeg ikke kunne gøre andet end at elske den virkelig højt!
Dermed, en af 2024’s aller allerbedste film!
