Angel Has Fallen anmeldelse

René

René

Originaltitel: Angel Has Fallen. Instruktør: Ric Roman Waugh. Genre: Action. Produktionsår: 2019. Kan streames på Blockbuster.

Den skotske skuespiller, Gerard Butler, har alle dage været bedst i rollerne som hårdtslående actionhævner. De roller hvor han bander, svovler og dræber uden at blinke, mens han saves the day.

Man tøver ikke et splitsekund med dette statement, når man tænker på hans tidligere roller i film som “300”, “Nådeløs Hævn” og den første i Fallen-trilogien, “Olympus Has Fallen”.

Butler er for 3. gang tilbage i rollen som Secret Service-agenten, Mike Banning, som må så frygtelig meget igennem, for at bevise sin uskyld. “Angel Has Fallen” er en actionfilm som kunne være lavet i 90’erne og have Bruce Willis eller Sly i hovedrollen i stedet. Med masser af smæk for skillingen, fart over feltet, halvsløje og klicheramte replikker og med spandevis af overdrevet action.

Den følger, næsten slavisk, en yderest genkendelig skabelon på “den go’e gamle actionbasker film”. Selvom det lyder kedeligt, er det overraskende underholdende.

Hvis man har set nok 90’er-blockbusters (som undertegnede) så ved man udmærket godt, at helten sejrer til sidst. Det er, som den amerikanske stand up-komiker, Pablo Francisco, for en del år, jokede med, med hensyn til actionhelte: The Same Crap You’ve Seen Over and Over and Over and Over

Vi har set det før, men vi sluger det i os alligevel.

Ligesom skabelonen på den klassiske romantiske komedie (de får hinanden til sidst, SURPRISE), så ender den klassiske actionfilm med, at helten sejrer over skurkene, no matter what!

Meget kort fortalt handler filmen om agenten (Butler), som bliver beskyldt for et attentat på præsidenten (Morgan Freeman) og derefter må flygte, for senere at afsløre, hvem de virkelige bad guys er. Han får (selvfølgelig) hjælp af sin far, Clay Banning (Nick Nolte), som lever isoleret for omverdenen, og som han sammen klarer ærterne med.

Hvor film nr. 1 (Olympus) udmærkede sig som en bundsolid actionfilm uden særlig meget charme, og film nr. 2 blev kvalt i et dårligt manus og piv-elendig CGI (effekter), hæves det hele i film nr 3.

Hvert fald bare en smule.

For her er både en enkel og ligetil historie, masse af flot, koreograferet action og overraskende nok, et lille hjerte. Nolte, der spiller Butlers far, viser ømhed i rollen som PTSD-ramt eneboer-veteran, som på mirakuløst vis, får os, publikum, til at føle en smule. Det er simpelthen det skrøbelige far-søn-forhold, der bliver den emotionelle lim, i den ellers ret så forudsigelige actionfilm.

Udover lidt følsomhed, i den ellers så testosteronfyldte tjubang-film, får vi også et par gode, tiltrængte grin over Banning Seniors måde at håndtere et par “af de onde”, ved hjælp af en hulens masse bomber.

Jada Pinkett Smith er badass-sej som FBI-agent, lige i hælene på den jagtede Banning, Freeman er fin som præsident i koma (hvem ville ikke være det), og Piper Perabo er bundsolid som den trofaste kone på hjemmefronten.

Gerard Butler er, som en vis John McClane, umulig at slå ihjel i rollen som Banning, selvom han på Dødbringende Våben-manerer, får konstateret at han er “to old for this shit”. Hans fysiske fremtoning gennem hele filmen fortæller om en overlever, en kæmper,- en soldat der nægter at give op.

“Angel…” er nem at pille fra hinanden. Den er ikke dyb. Den er heller ikke særlig god. Og så er den ret så forudsigelig.

Men den vinder på brutal action, en straight story, og et hjerte, der banker for dens karakterer.

Angel Has Fallen får 4/6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!